Far må ikke græde

Man kan takle Peter Schønau Fogs filmatisering af Erling Jepsens roman Kunsten at græde i kor fra flere vinkler. Vælger man at se den fra romanens, er den mangelfuld for ikke at sige mislykket. Tager man filmen på dens egne og manuskriptforfatteren Bo hr. Hansens præmisser, er den stort set vellykket. Det kræver naturligvis en forklaring, og den kommer her.

Filmens handling er som romanens forholdsvis enkel. Det drejer sig om en sønderjysk familie med far, mor og tre børn, en pige og en dreng plus storebroren Asger, der rejser til Sønderborg for at forberede sig til et arkitektstudium og for at slippe hjemmefra. Pigen, Sanne, er i puberteten, drengen Allan elleve år. Far kører mælk og driver sammen med moren en beskeden købmandsforretning. Socialt rangerer familien lavt — ikke mindst i forhold til den aggressivt fremstormende købmand Budde, der indretter et supermarked.

Spiller på den ene streng
Men der er hemmelige kræfter på spil, som både styrker familien og truer med at trække den ned. Farmand er nemlig god til at holde tale ved forskellige begravelser, hvor hans populært-retoriske talent giver folkeyndest, og gør drengen Allan stolt, for hans far kan noget, ingen andre kan. Desværre kan han heller ikke holde fingrene fra storesøster Sanne, hvilket gør den elleveårige temmelig forvirret. Han forstår ikke rigtig, hvad det er, der foregår, men synes det er okay, bare far holder op med at græde.

Det er et problem at bevare farmands humør, men familien strækker sig meget langt, og Allan går i spidsen, men lander på et tidspunkt i et farvand, hvor han ikke kan bunde. Han bilder sig ind, at det er ham, der er skyld i, at både en faster og en mormor kommer af dage. Men da søster påstår, det er hende, der er morderen, bliver han klar over, at der er noget helt galt på færde. Galeanstalten venter, og selvom Allan bortfører Sanne fra kolbøttefabrikken, skal far have sin straf og i fængsel, og det giver — naturligvis — endnu mere gråd.

Vi har næsten at gøre med det, som amerikanerne kalder white trash, og der kunne i nogen grad stå "Tobaksvejen" eller "Vorherres lille ager" på forteksterne.

I hvert fald er det sådan, at manuskriptforfatteren har valgt fortrinsvis at spille på den ene streng, der hedder "socialrealistisk tragedie i landligt miljø". Det kan man ikke bebrejde ham, for det er indlysende, at Peter Schønau Fog befinder sig godt i regiet og inden for de afstukne rammer. Men det er her, man i nogen grad lader Erling Jepsen og hans roman i stikken, for den er nemlig, med sin blanding af absurd komedie og sin poetisk-fantastiske uforskammethed, næsten så langt væk fra det socialrealistiske, man kan komme.

Døden som trumfkort
I sin behandling af drengen Allan (spillet af Jannik Lorentzen) viser Schønau Fog sig som Nils Malmros' værdige arvtager. Traditionen med at lade små drenge stirre nysgerrigt og forbløffet på de voksnes sære gøren og laden, føres ubesværet videre. Der hentes også velfortjente komiske points hjem — særligt af den suverænt bedrageriske faster Didde (Gitte Siem Christensen), der også jonglerer med døden som mulighed og endeligt trumfkort.

Men desværre bliver den fremragende Jesper Asholt i længden for enstonig i rollen som faren, hvilket ikke er spillerens skyld, men snarere konceptets. Det er, som om instruktør og forfatter insisterer så meget på en psykologisk entydig tolkning, som lader ikke bare scener, men også personer i stikken. Pubertets-Sanne har ikke meget at gøre godt med, og Julie Kolbech er åbenbart ikke i stand til at vende sin egen ubehjælpsomhed til en styrke. Renest toner moren, Hanne Hedelund, en fornemt balanceret præstation, ren af hjertet, ynkeligt fortabt, men suveræn i sin kvindelighed og varme. Hun bærer nøglen til en troværdig løsning på familieknuderne, hvad Allan da også til sidst indser.

Desværre har hverken Peter Schønau Fog eller Bo hr. Hansen lyst eller galskab nok til at bruge den nøgle, Erling Jepsen lægger dem i hænderne til at komme mange centimeter op over den traditionelle teaktræsrealisme — som i øvrigt skæmmes svært, hver gang en person lukker en dør i kulissen, så stuen giver genlyd af pap og papir. Det kniber også indimellem med at få ekserceret statisterne ud over det tableauagtigt stive, og hvad billedpoesi angår, er man sat på smalkost.

En enkelt scene med Allan i bussen gennem marsklandet anslår en tone, der vibrerer af filmens grundlæggende indføling og sødme, som man ville gerne have mere. Men det er en skavank ved dansk film i årtiet, billedpoesi er i almindelighed en by hinsides Ural.

Suveræn sønderjysk dialekt
Kort sagt: Den talentfulde instruktør kan hænge en solid og indlevet film på knagen, men der er gået for meget Tøndersag i den og for lidt galskab. Ham Allan er jo, når det kommer til stykket en rigtig lille satan, der tager tingene bogstaveligt, men på samme djævelsk ironiske måde som de to drenge, der saver benet af den mindste i Villy Sørensens berømte historie.

I øvrigt skylder tilskueren Kunsten at græde i kor en oplagt kompliment. Den sønderjysk anlagte dialekt i dialogen er suverænt håndteret. Den ligger milevidt fra det "teaterjysk", man måtte døje med til helt op i halvfjerdserne i danske film og understreger endnu engang, hvor højt niveauet er i forhold til dengang. Hvilket bedes bemærket også, når visse af indvendingerne er temmelig kritiske.

På sine egne præmisser er Kunsten at græde i kor en tilforladelig film, men heller ikke mere.