Dag 1: Farvel til en legende

Går han mon sådan rigtigt på pension, ham Robert Redford?

Da skuespilleren sparkede årets Sundance Film Festival i gang med den vanlige pressekonference, virkede han i hvert fald mere som en vejrbidt galionsfigur end det vitale samlingspunkt for festlighederne, han har været hidtil.

Den 82-årige superstjerne varslede sidste år, at The Old Man and the Gun bliver hans sidste rolle, og til den snevåde verdenspresse kunne han på åbningsdagen fortælle, at han også tager et skridt tilbage fra Sundance.

”Jeg har brugt megen af min tid på at introducere ting, men det ser ikke ud til, at festivalen har brug for yderligere introduktion,” siger Redford, der i sin læderjakke og falmede blå jeans stadig ligner en Hollywood-rebel af den gamle skole. Så kigger han sig lidt omkring, mens hans kollega, festivalens generaldirektør Keri Putnam, entrerer scenen.

”Hvor skal jeg gå hen?” spørger han, og trisser så om bag scenen igen.

Færre hvide mænd, tak!
Sundance-festivalen er måske ikke et pejlemærke for næste års store Oscar-oplevelser, og særligt i år glimrer de guldrandede Hollywood-premierer ved deres fravær. Her kommer de store oplevelser i klejne forklædninger.

”Når det er penge, der driver historien, er det de mest overfladiske oplevelser, der bliver prioriteret,” lød det fra Keri Putnam, der foretrækker de små historier.

Hun kunne også fortælle, at festivalens fokus på diversitet ikke kun gælder instruktørerne – 39 procent af årets film er af instruktører fra minoritetsgrupper, mens 47 procent er signeret af kvinder – men også kritikere.

Under rationalet, at hvide, mandlige kritikere naturligt drages af film om og af hvide mænd, blev kritikere i år udspurgt om deres eventuelle minoritetsstatus, og andelen af hvide cismænd blev skåret helt ned til 37 procent.

Heldigvis slap jeg gennem nåleøjet. Måske langhårede fyre også tæller som en minoritetsgruppe.

Susanne Bier på amerikansk
Valget af åbningsfilm har nogle også forsøgt at feje ind under temaet ”social bevidsthed”: I remaket After the Wedding har hovedrollerne nemlig skiftet køn i forhold til Susanne Biers original Efter brylluppet.

Hvor woke det er kan vel diskuteres, men med Ghostbusters, Ocean’s Eight og komedier som Overboard og The Hustle in mente, er det lidt en trend i tiden.

På de fleste andre punkter er det mest betoning, der adskiller Bart Freundlichs genindspilning fra originalen.

Michelle Williams’ godhjertede Isabel kaldes hjem til New York fra det børnehjem i Indien, hvor hun arbejder, da Julianne Moores stenrige forretningskvinde Theresa vifter med en kæmpestor donation. Da Isabel tager imod en invitation til et familiebryllup viser det sig, at det er Theresas datter, der er brud.

At det er en afbrudt adoptionsproces snarere end en skjult graviditet, der giver hovedbrud, er mest en kosmetisk forandring. Historiemekanikken er helt den samme som hos Bier.

Dramaet er til gengæld blevet forfladiget, amerikaniseret, hvis man skal være lidt mavesur. Susanne Biers karakterer kan både være dumme svin og gode mennesker, for virkelige personer har sammensatte temperamenter. Men Bart Freundlich lever desværre op til sit navn. Han er for venlig til ikke straks at bortforklare enhver ubehagelighed af frygt for, at vi skulle miste sympati for karaktererne.

Resultatet er en lidt blankpoleret oplevelse, men det har vel også en vis ret. ”Wow, det var totalt fantastisk,” lød det fra min ene sidemand efter filmen. ”Tårerne strømmede bare ned,” lød det fra den anden.

Det er selvfølgelig også en god historie.

Brandtale om at være sort
Der er mere bid i festivalens første konkurrencefilm, der som sidste års åbner Blindspotting handler om at være sort og vred i den hvide mands Amerika.

Native Son er også festivalens første supersællert, der allerede havde fået et HBO-logo smækket på til pressevisningen to timer efter, at selskabet havde punget otte millioner dollars ud for den.

Det er en modig debut af Rashid Johnson. Filmen er en nyfortolkning af et hovedværk i afroamerikansk litteratur og en undergangsfatalistisk fortælling om, hvordan sorte er fanget i et evigt morads af racisme og et samfund, der er vendt imod dem.

Handlingen følger den vrede, unge Bigger ”Big” Thomas, der får en håndsrækning i form af en stilling som privatchauffør for en hvid overklassefamilie. Men dermed får han også loyaliteten i klemme. Hans kæreste og især venner kalder ham en husslave og mener vist, at han hellere burde tage med dem ud og rulle en døgnkiosk.

Der er ugler i mosen i det store hus: Teenagedatteren flirter heftigt med Big, og kælderen gemmer på et gammeldags kulfyr som en Tjekhov’sk pistol, man ved vender grumt tilbage senere.

Undervejs hører vi den lommeradikale Big, der er ren punk med sit grønne hår, tatoveringer og hjemmemalede læderjakker, filosofere over sin situation: ”Det eneste værre end at være blind, er at være seende uden at have nogen vision.”

Der er læsset godt på med retfærdig harme, og harmen er jo retfærdig, men historien føles også lidt bedaget, selv om den er rykket fra romanens 1940’er-periode til nutiden. Fortællingens helt store vendepunkt er mere en retorisk spidsvinkling end en troværdig drejning af dramaet, og Native Son føles mest af alt som (endnu) en brandtale om racisme.

Sundance lægger blødt ud i år, men i morgen er atter en dag, hvor ikke mindst May el-Toukhys imødesete Dronningen tegner til at blive en af festivalens store oplevelser. Med eller uden Redford kører maskinen videre.