Farvel til filmen

Afrika
To soldater med maskingeværer eskorterer os gennem verdens største slum. En by rejst i blik og plastik. En dreng tager min hånd. Jeg ser på ham. Huden i ansigtet er ædt op af sygdom. I Danmark kunne han overleve. Ikke her. Det er udelukkende et spørgsmål om penge.

”Han har aids,” siger fotografen Mikkel Østergaard og skubber mig videre. Mikkel har fotograferet de fleste steder i Afrika. Jeg er her for første gang. Vores lokale skuespillere er ved at gøre sig klar til at optage scenen, mens byens beboere ser på. Vi må vente på, at to masaier løber over det tørre landskab og ud af billedet. En af de kenyanske skuespillere henvender sig forsigtigt til mig. De har talt om den film, jeg er ved at lave. En film, der bliver optaget med fotografier. ”Som vi efterfølgende animerer,” skynder jeg mig at indskyde.

Jo, jo, det har vi forstået. Skyerne kommer til at bevæge sig, ilden er levende, vandet bølger og så videre, men alligevel er ideen så dårlig, at den må være genial,” siger han. ”Ellers ville den danske stat vel ikke have givet dig penge til den?”

Jeg har hjertebanken. Husk at trække vejret dybt, siger jeg til mig selv, mens jeg prøver at ryste ordene af mig. Når afrikanerne taler, lyder det oprigtigt. De er befriet for det lag af begreber og konstruktion, som vi lider under. En dårlig ide, der måske er genial. Eller måske bare er dårlig.

Imens vi instruerer statisterne, som er flygtninge fra den igangværende borgerkrig, i at agere flygtninge fra en borgerkrig, kommer jeg pludselig i tanke om noget. Jeg skrev engang en hurtig ide til en historie. Det var lige efter premieren på min debutfilm for snart tyve år siden.

Ideen var: En instruktør laver en katastrofal film. Den er et gigantisk flop hos publikum. Anmelderne kalder den en banal historie om kærlighed. Kæresten smider ham ud samme aften. ”Du laver film om kærlighed. Men du ved ikke en fucking skid om kærlighed,” råber hun efter ham.

Forgældet, fordrukken og i en tilstand af vanære hopper instruktøren på nattoget mod Sydeuropa. I en forstad til Paris står han af. Det er morgen, og fordi han er så optaget af sit eget nederlag, går han lige ud foran en sort Mercedes. Han bliver kørt ned. Da han vågner igen, fortæller den franske læge ham, at han har været i koma i nogle måneder. Instruktøren har glemt, hvem han er. Han har også glemt, hvor han kommer fra. Han taler engelsk, menkan ikke huske sit modersmål. Lægerne og de franske myndigheder tjekker efterlysningerne fra ind- og udland, men der er ingen, der savner ham.

Tiden går, og denne mand uden identitet og mål i livet forelsker sig i sygeplejersken, der har passet ham, og hun i ham. Han flytter ind hos hende. Livet er godt. Men snart begynder problemerne, for han er jo selvoptaget og håbløst besat af at finde ud af, hvem han er, og hvorfor ingen savner ham. Og hun søger en kærlighed, som aldrig kommer. Hun begynder at visne. Vi (publikum) ved, at det liv, han havde, ikke er værd at længes efter. Bare han dog når at indse det.

Lige inden hun er ved at tage livet af sig selv af længsel, kommer instruktøren ud for en særlig oplevelse. En dag, da han har været hos politiet for at tjekke de internationale efterlysninger, kommer han forbi Pompidou-centeret. Der vises gratis film. I denne uge er der et dansk kulturfremstød. Han går ind og ser en tilfældig film. Han ved ikke, det er hans egen film, den, han lavede, før hukommelsestabet. Efter at have set sit eget værk indser han, hvad det rigtige er at gøre: Elsk den, der står lige foran dig, i stedet for at længes efter et andet liv.

Det var ideen: En instruktør har ultimativt lavet en film, en banal kærlighedshistorie, for sin egen skyld. Kun ét menneske får noget ud af den. Er det den film, jeg er i gang med at lave nu, her midt i Afrika? En film til mig selv – og i så fald: Hvad er det, jeg skal forstå, når jeg ikke er i koma længere?

Filmbyen, Avedøre
Hjemme igen, hvis man kan kalde Avedøre hjemme. Filmen er løbet tør for penge. Jeg havde fået en halv million af filmkonsulenten, og nu er hun holdt op.

Denne aften er der indkaldt til møde om aktiesalg i Zentropas kantine. Instruktører, manuskriptforfattere, filmarbejdere og producenter er stuvet sammen. Peter Aalbæk Jensen rejser sig og fortæller, at han og Lars von Trier har besluttet sig for at miste 30 millioner ved at sælge aktier til medarbejderne i stedet for til andre. De har allerede lavet en aftale med banken om, at vi kan få lov at låne penge til at købe halvdelen af Zentropa. Ikke selve firmaet, men de film, der allerede er lavet (bagkataloget). Stemningen er hysterisk. Folk råber på kryds og tværs af forsamlingen. Vi vil købe! Køb, køb, køb! Det kunne være Wall Street en fredag eftermiddag.

Det er blevet mørkt, da jeg tager bussen hjem. Med en underlig fornemmelse i kroppen. Oplevelserne fra Afrika sidder stadig i mig. Drengens hånd i min. Flygtningene. Dem vi laver historier om, de udsatte. Jeg kommer i tanke om Bille August og hans ord, da han modtog sin Oscar. ”Jeg har lavet en film om fattige mennesker, der kommer til Danmark. Nu står jeg her i min smoking,” sagde han fra scenen.

Ordene gjorde indtryk på mig dengang. Måske fordi jeg havde været i praktik hos Bille, da han klippede den film, måske fordi jeg nu oplever præcis den samme kløft mellem filmbranchen og verden. På den ene side står vi på skuldrene af hinanden for at lave film om de udsatte, de glemte, de oversete, de uretfærdigt behandlede, dem der fik for lidt, fordi nogle andre fik for meget. På den anden side vil vi rage til os. Køb, køb, køb. Måske jeg får det bedre, når minderne fra Afrika kommer lidt mere på afstand, siger jeg til mig selv.

Ugen efter har jeg lånt 300.000 kroner i banken. Nu ejer jeg én procent af noget. Jeg når at klippe femten minutter af filmen fra Afrika, inden jeg har opbrugt al goodwill og ikke kommer længere uden flere penge. Jeg viser det til Aalbæk i Zentropas biograf. Han når at svare på fem sms’er, imens de femten minutter forsvinder på lærredet.

Jeg kan ikke sælge lortet, hvis du ikke får levende billeder ind,” siger han. ”Billederne er levende,” hævder jeg. ”Bevægelsen, det levende, ligger bare et andet sted end i munde, der taler, og kroppe, der bevæger sig.”

Jeg forsøger at forklare ham, hvorfor det er så vigtigt for mig. ”Fundamentalt set er filmen død,” siger jeg. Han trækker mod udgangen. ”Hvis filmen skal kunne flytte folks opfattelse af verden, påvirke os i en retning, hvor penge betyder mindre og empati mere, så skal vi føle noget, når vi ser filmene. Det gør vi ikke nu. I dag er filmene mere bedøvende end opkvikkende. Valium. Videnskabelige undersøgelser dokumenterer, at vi slapper mere af, når vi ser en krigsfilm, end når vi stirrer ind i en hvid væg.” Aalbæk forlader biografen, imens mit sidste postulat forfølger ham ned ad gangen: ”Det her er filmisk grundforskning!”

Sankt Hans Torv, hjemme
Jeg skriver min første roman, men det føles, som om jeg forsøger at lave en redningskrans, imens vandet fosser ind. Hvad har jeg gang i med den film? Filmisk grundforskning? Nej, jeg ødelægger min karriere. Ingen vil nogensinde lave en film med mig igen. Hvordan skal jeg betale min husleje? Ålen har jo ret: Det handler om penge.

Børnene sover. Jeg sætter en dvd på med de femten minutter. Det er virkelig en særegen oplevelse. Jeg er fuldkommen hensat af den lille fortælling, og jeg føler ikke, at det er mig, der har lavet den. Den er bedre end mig. Men hvordan kan noget føles så rigtigt og samtidig være så forkert? Er det i orden at lave en film, man synes er den rigtige film, når næsten alle andre synes, den er underlig og fremmedgørende?

Jeg sætter mig på børnenes værelse. Betragter deres ansigter, mens de sover. Åbne munde, ganske let snorken. Nej, det er ikke i orden at lave noget, man kun selv tror på, konkluderer jeg. Ikke når man har en familie, man skal forsørge. Jeg har stjålet det initiativ, der tilhører ungdommen.

Det Danske Filminstitut
Jeg har ringet til skuespillerne og fortalt dem, at jeg lægger filmen ned. I dag skal jeg fortælle det til konsulenten på Filminstituttet. Det er slut. Kampen er for hård. Det er på alle måder en film, der er mindst tyve år for sent på den. Markedet har ændret sig. Blevet kommercielt i alle ender.

Jeg sætter mig over for konsulenten. Der er stempelkaffe og slik på bordet. Jeg ser ham i øjnene. Jakob Høgel er en klog mand, jeg er sikker på, han vil forstå mig. Jeg fortæller ham, at det ender her. Jeg er færdig. Jeg troede, jeg kunne lave en eksperimenterende low-budget-film som dengang, jeg var tyve år. Men jeg kan ikke. Jeg bruger for mange penge og driver holdet til vanvid ved at kræve for meget af dem. For sådan er det på den slags film. Du får næsten ingen løn, til gengæld skal du arbejde tre gange så meget, og så er det i øvrigt ikke sikkert, at filmen nogensinde får premiere.

Og hvis filmen når lærredet, kan du ugen efter læse i avisen, at filmen er en katastrofe, fordi kun 1000 eller 5000 eller 20.000 har set den. Og kulturministeren er blevet ringet op, og der er blevet talt om støttevilkår i Deadline, og Claus fra Ekko siger, at det er de forkerte film, der bliver støttet. Nej. Jeg vil ikke mere. Det er slut. For mig er det farvel til filmen. Og økonomisk er det også det bedste for alle. Jeg har brugt alt for mange millioner på fire spillefilm, der sammenlagt har trukket under 60.000 i biografen. Jeg stopper nu.

Ti minutter senere står jeg på Gothersgade. Med pengene til at lave filmen færdig. Filmkonsulenten overbeviste mig om, at det er kampen værd. At det er værd at kæmpe for at flytte vores opfattelse af virkeligheden. Og at filmmediet kan gøre det som intet andet.

Berlin
Vi optager resten af filmen i Berlin. Afrika og Sydamerika blev for dyrt.

Vi må ikke være bange for at lave en kedelig film,” siger jeg til mit hold, efter vi er genforenet. ”Alle mine yndlingsfilm kan opleves som kedelige. Når formen er ny, som vores er på denne film, kan man kun koncentrere sig i få minutter. Derefter står hjernen af, og det tolker nogen som kedsomhed.”

Den kvindelige hovedrolleindehaver Jana Klinge ryster på hovedet. ”Jeg kommer aldrig til at se den her film,” betror hun mig og tænder en Marlborough. Men hun er glad for at være med. Jeg trøster hende:

Det er muligvis kun mig, der kommer til at se filmen.”

Det er vinter. Der er filmfestival i Berlin. Det er netop blevet offentliggjort, at Nordisk Film også har købt aktier i Zentropa. Jeg møder Ålen i Zentropas Berlin-lejlighed. Jeg fortæller ham, at jeg ønsker at sælge mine aktier og flytte filmen væk fra Zentropa.

”Jeg har været to år på Nordisk og kender koncernen,” siger jeg. ”Hvert halve år fyrer man en eller anden leder, kalder alle medarbejdere sammen i kantinen, hvorefter en nydelig mand fra Egmont-koncernen dukker op for at vise de ansatte en ny organisationsplan. Han fortæller, at man har brugt tid og penge og masser af fokusgrupper for at finde ud af, om Egmont eller Nordisk Film er det stærkeste brand. Og man er nået frem til, at Nordisk er det stærkeste. Surprise! Til gengæld er det også blevet besluttet, at man kun skal lave ’de sikre film’. Det fandt de gamle ledere også ud af to år tidligere. Alligevel er der stadig underskud.” 

Aalbæk er fuld. Måske er det derfor, han nægter at slippe mig og min underlige anti-film. I stedet opretter han og Lars von Trier en særlig fond til særlige film. ”Brilleabefonden,” hedder den. Og min film skal støttes som den første.

Filmbyen, Avedøre
Alle aviserne skriver om Zentropas nye fond, og at min film skal støttes. Folk stopper mig på gaden og ønsker mig tillykke. Men fonden bliver aldrig til noget. Der er ikke penge til det. Økonomien i selskabet er blevet dårlig, og efter fusionen med Nordisk er det blevet tid til at gå efter ”det sikre”.

Jeg siger til Aalbæk, at han i så fald må købe mine aktier tilbage. For pengene må jeg selv forsøge at få filmen færdig. ”Men Zentropas aktier er ikke noget værd længere,” siger Aalbæk. Ingen, jeg taler med, forstår hvorfor. Vi havde jo bare købt en andel af de film, der allerede var lavet. Hvordan kan filmene pludselig være værdiløse?

Samme uge fyrer Aalbæk halvdelen af medarbejderne og påstår samtidig, at han har fyret sig selv. På TV 2 Finans læser jeg, at Peter og Lars har trukket 20 millioner kroner ud til sig selv. Penge, der stammer fra salget af de aktier, der ikke er noget værd længere. En professor i Aarhus synes, det er problematisk, at man kan forgylde sig selv og fyre andre på samme tid. Men chefredaktør Niels Lunde kalder Aalbæk ”visionær” og udråber ham til kandidat til året leder.

Jeg er forvirret. Det bliver ikke bedre, da produceren Peter Engel råber mig an ved Zentropas swimmingpool. 

Hvad fanden har du gang i,” spørger han. ”Hvad mener du?” 

Din stillbillede-film!”

Det er ikke bare stillbilleder. Der sker alt muligt ...”

Han afbryder: ”Der er nogen af os, der kæmper for, at aktierne bliver noget værd igen. Det burde du også gøre. Lav nogle kommercielle film,” siger han.

Min producer Louise Vesth tager fat i mig. ”Aalbæk er faktisk rigtig ked af, at aktierne ikke er noget værd,” siger hun. ”Han kan ikke skide.”

Okay? Hvorfor giver han os ikke bare pengene tilbage så? De står jo på hans konto.”

Du skal være sød ved ham. Vi bliver nødt til at hjælpe hinanden i denne her situation.”

Jeg ryster på hovedet.

Kan du ikke selv høre det? Det er jo en sekt. Vi har givet dem vores penge, og nu skal vi være tro mod vores leder og lave nogle kommercielle film, så Aalbæk igen kan sove om natten skråstreg skide-om-morgenen og ikke længere behøver at have det dårligt over, at han og Lars blev mangemillionærer, mens medarbejdernes aktier blev værdiløse.” 

Slap nu af. Sådan er det jo ikke,” siger hun og sætter sig ved siden af mig på bænken ved Zentropas swimmingpool.

Hvordan er det så? Kan du ikke se det? Vi er blevet revet med i en guldfeber. Det var ikke derfor, vi begyndte at lave film. Vi begyndte, fordi vi ville ændre verden. Vi ville lave kompromisløse film.”

Triers villa ved Mølleåen
Det var de sidste ord, jeg udvekslede med min producer. Efterfølgende forsøger jeg at få fat på hende et utal af gange, men hun besvarer ikke mine opkald.

En aften besøger jeg Lars von Trier i hans smukke villa med udsigt over Mølleåen. Måske han kan hjælpe? Det var trods alt ham, der oprettede Brilleabefonden og lovede at støtte min film. Det var betingelsen for, at jeg blev i deres filmselskab. På vej op ad trappen får jeg et hosteanfald. Jeg hoster stadig, da vi står i hans køkken, og han laver grøn te. En tør, stædig hoste, som om noget vil ud. Vi sætter os på hans terrasse og beundrer Mølleåen.

Jeg har ingen penge, Anders,” siger Trier pludselig ud af det blå.

Siger du det på grund af alt det, vi har tabt på dine aktier,” fremstammer jeg i et uafbrudt hosteanfald.

Jeg har ingen penge,” siger han igen. ”Kun mit hus.” Han ser oprigtig fattig ud, da han siger det. Vi må afbryde mødet. Min hoste forhindrer mig i at tale. På vej hjem, lige da jeg er ude af det danske Schweiz, som de kalder området i Nordsjælland, og vejen igen er flad og peger mod Nørrebro, forsvinder min hoste lige så hurtigt, som den kom.

Berlin, et år senere
De tyske computereffekt-folk kan ikke holde mig ud længere. Jeg har presset dem til at arbejde længere og hårdere, selv om vi er løbet tør for penge. ”En halvfærdig arthouse-film er der ingen, der kan bruge til noget,” siger jeg til dem.

Men nu er vi endelig færdige. Det er længe siden, jeg har set filmen, og igen har jeg det som instruktøren, der vågner fra en komatøs tilstand. Jeg ser en film om min egen kamp, om kunst og penge. Jeg ser, at det hele ligger lige foran os. Har jeg måske ikke lavet den film, jeg ville? Har folk ikke støttet den? Fejlen er kun den, at jeg selv, sammen med producenterne, er begyndt at drømme om et større publikum.

Jeg siger ”nej tak” til taxachaufføren og vælger at slentre gennem klodens hovedstad for den smalle kunst – Berlin, der mere end nogen anden metropol ved, at for mange folk, der mener det samme, er farlige. Og mens jeg svæver ned ad gaden, ankommer en sms fra Aalbæk. Han vil gerne møde mig i Tivoli i næste uge. Middag. Vi skal tale om noget, skriver han.

Jeg er fuld af håb.

Jeg er ude af koma, jeg sanser alt som aldrig før, duften fra lindetræerne, byens lyde af beværtninger, af mange sprog og sporvogne, der kommer og går.

Tivoli, Grøften
Aalbæk har bedt mig komme lidt tidligere end de andre gæster. Mine forventninger er helt i top. Måske får min film alligevel en god udbredelse, måske har Brilleabefonden slået øjnene op og fået pudset hinkestenene?

Da jeg betaler indgangen til Tivoli, går det op for mig, at dette er den gode opskrift på den perfekte tragedie: Der skal være håb lige før slutningen. Vi omfavner hinanden.

Jeg har fået nogle rige venner,” siger Aalbæk. Et øjeblik er jeg forvirret. Hvem er de rige? Er det ikke dig med alle aktiemillionerne? ”Nej, vi taler om den rigtige overklasse.” Peter fortæller, at han var blevet forulempet til et selskab med sine nye venner. En dame i rullestol har dasket efter ham med sin forgyldte stok, og en velklædt mand har henvendt sig til ham for at høre, hvem han egentlig kender i selskabet.

Nå, ja. Fuck dem, Peter,” siger jeg og sluger en klump af skuffelse. Han ser mig i øjnene. 

Jeg vil smide 50.000 lige nu, hvis du går i gang med et manuskript, der nakker overklassen,” siger han og foreslår en skitse: En ung mand gifter sig ind i overklassen. Opdager hvor syge de er. Og så smadrer han dem.

Har Per Fly ikke lavet den film?” 

Arven? Nej. Det' jo fandeme en hyldest til de svin,” siger han.

København, nat
Jeg forlader Tivoli. Det er nat. Jeg overvejer, om jeg skal skrive manuskriptet, for jeg har brug for pengene til at betale af på alt det, jeg har tabt på aktierne og brugt på at lave min egen film færdig. 

Måske skal historien handle om den unge mand, der lander i filmbranchen og opdager, hvor langt filmfolkene lever fra de idealer og den moral, som deres film handler om. At det hele er blevet en formørket jagt på millionerne, på personlig berigelse, magtkamp om indflydelse på Filminstituttet og på at få sat sine egne folk på topposterne, samtidig med at man er politisk korrekt og laver film om de udsatte. En dag vågner den unge mand op og opdager, at han er blevet til netop det, han kæmpede imod.

Det var præcis den forudanelse, Bille August satte ord på, da han skuede ud over en sal af rige mennesker fra Beverly Hills. Pelle Erobrerens instruktør tænkte tilbage på Lasse-far og alle dem, der kæmper for en anstændig tilværelse. Men Aalbæk ser i stedet med raseri på dem, der er endnu rigere, dem der har milliarder i stedet for millioner. Kan man trække en linje og spørge, om dansk film tabte sin sjæl et eller andet sted på rejsen fra Billes Oscar til Biers Oscar?

I dag skal vi lave film for at holde filmselskaberne kørende, men selskaberne burde være til for filmene, når størstedelen af en films udgifter dækkes af det danske folk. Nej, det er tid til at stoppe. Tid til at træde ud af køen til Filminstituttets begrænsede midler og gøre plads til nogle fantastiske kunstnere, der kan sprænge hele det bizarre system af kunststøttekroner og amerikansk markedsøkonomi, som vi har fået skabt. Han eller hun sidder derude. Måske går hun i børnehave? Måske er han allerede i gang?

Mens vi venter, kan vi passende introducere den tanke, at de danske filmproducenter ikke længere er idealister, der kæmper for at lave film fra toværelses lejligheder på Vesterbro.

Vi har skabt et system af producenter og distributører, der over for manuskriptforfattere og instruktører opfører sig, som om de var spydspidsen af markedsøkonomien, og samtidig over for politikerne påstår, at de ikke kunne klare sig en dag i den virkelige verden. Derfor statsstøtten. 

Måske er vi nået dertil, hvor filmen kan slippes fri, hvor navlestrengen til staten kan klippes, og hvor producenterne kan komme ud og kæmpe for millionerne på lige vilkår med alle andre. Nej, danske film kan stadig ikke laves uden støtte, lyder indvendingen. Men så må politikerne skabe en seriøs erhvervsstøtte med ægte tilbagebetalingsregler.

Det er ikke statens opgave at udklække filmmillionærer. Hvis der tjenes meget på kommercielle produkter, som er lavet for statens penge, skal pengene tilbage til staten. Og derfra videre ud i kunsten – ud i det uegennyttige, det som hverken spekulerer i afkast eller publikum. Det, som kan mere end at underholde os. Det som kan danne os. 

Held og lykke.