Dag 9: Feel-good og feel-bad

Indiefilm går gerne for at være smalle, men nogle gange kaster Sundance ubetingede publikumsbaskere af sig. 

Det har man kunnet bemærke på de opsigtsvækkende kæmpehandler, der har skabt overskrifter. 

Ingen distributør ville have betalt fjorten millioner dollars for Brittany Runs a Marathon og femten millioner for den Bruce Springsteen-gale musikfilm Blinded for the Light, hvis ikke de var sikre på, at filmene kunne hente det dobbelte, tredobbelte eller firdobbelte hjem ved billetlugerne. 

Og at dømme efter publikums reaktioner i dag har de intet at være urolige for. 

The Boss runger i Luton
Blinded by the Light er en lille, inderlig historie fortalt med en megafon. 

Det er hofstilen for Gurinder Chadha, der tidligere lavede Bend It Like Beckham og den Bollywood-inspirerede Jane Austen-opdatering Bride & Prejudice. Hun er glad for vilde farver, stærke følelser og en oprigtighed, der nogle gang kammer over i det sødladne. 

Det mærker man også i historien om en andengenerationsindvandrer, Javed, der i hullet Luton uden for London henter inspiration i Bruce Springsteens tekster og tager et ungdomsoprør. Faren er familiens eftertrykkelige overhoved, en fabriksarbejder, der ser fremmedhad i øjnene på enhver englænder og derfor sørger for, at familien holder fast i deres pakistanske rødder. 

Sekstenårige Javed vil være forfatter, men han har brug for det skub, han kan få af The Boss’ mange rockballader om at være misforstået og overset. Javed tager teksterne til sig som personlige mantraer, der lidt kitschet bliver skrevet i luften omkring ham, når han finder sin Walkman frem og begynder at lytte. 

Som i filmens bedste sekvens, hvor han vinder sin drømmepige ved – totalt kejtet og med hjertet uden på denimskjorten – at synge Thunder Road for hende på en markedsplads, indtil alle de handlende synger og danser med ham. 

Det er en bundsympatisk fortælling om at finde frihed i gammel rockmusik, og Viveik Kalra er så charmerende sårbar i rollen som Javed, at man kun kan holde af ham. 

Overvægt og kondiløb
Blinded by the Light har en renskuret optimisme, som newyorker-filmen Brittany Runs a Marathon ikke deler. Her er derimod lidt mere kant at komme efter. 

Brittany er en overvægtig, ansvarsløs 28-årig, der – træt af tømmermænd i hverdagen og endeløse, sexløse byture med de tynde veninder – beslutter sig for at trække i løbetøjet og holde op med at have ondt af sig selv. 

Det starter i det små – ned til hjørnet, en enkelt kilometer – og inden længe er hun kommet på den vanvittige idé at løbe et helt maraton. Pludselig begynder hun at takke nej til en drink, spise mindre fast food og holde nidkært øje med vægten. 

Jillian Bell er fabelagtig som den nyligt konverterede motionsentusiast, der forsøger at skille sig fra de vaner og den omgangskreds, som holdt hende fast. Instruktørdebutanten Paul Downs Colaizzo har en intelligent tilgang til Brittanys besættelse af at smide det ene kilo efter det andet – en historie, der minder om vores egen kropsaktivist: Ida Rud. 

Teenagefesten er ovre
I den anden ende af feel good-skalaen finder man Big Time Adolescence, en råt morsom historie om et dysfunktionelt venskab mellem den unge Mo og hans reservestorebror, søsterens ekskæreste Zeke. 

Den syv år ældre Zeke var en festlegende i high school og har lige siden jagtet de velmagtsdage. Hans liv toppede som drikfældig, skæv sekstenårig – den alder, Mo har nu. 

Reelt bliver det en kamp for at ryste dårlige vaner af sig, inden det er for sent. Faren gør en brav indsats for at rive sin søn ud af kløerne på egocentrikeren, der kun kan holde sig selv ud når han har nogen, der ser op til ham. 

Den purunge Griffin Gluck forankrer filmen med en intelligent hovedrollepræstation, men det er Saturday Night Live-komikeren Pete Davidson, der i rollen som Zeke gør det største indtryk. 

Han har et fjoget gummifjæs og er god for en stenet vittighed. Men han skaber også en troværdigt selvbedragende festabe. Vel inde i tyverne har han stadig ikke opdaget, at ungdomsfesterne, hvor han røg sig skæv og spillede ølpong i sine klassekammeraters kælder, aldrig kommer igen. 

”Det er lidt dramatisk, er det ikke?” siger han, da hans kæreste skrider en aften efter at have opdaget fremmede nøgenbeskeder på hans telefon. Selv sidder han og slubrer en skål cornflakes i i sig. 

Zeke har skubbet omverdenen så langt fra sig, at intet længere rører ham, og det giver coming-of-age-historien en kant af sober tragedie. 

Monster på en strand
Man skal virkelig bunde meget kaffe for at få det hele med på Sundance. Midnight-programmet gemmer gerne på genreperler, som sidste års Mandy og Piercing, der er for snuskede, voldelige eller sexede til at få en fin modtagelse i en af de allerstørste biografer. 

Sweetheart har fået rosende ord med på vejen, men det er næppe en film, der kommer til at gøre et stort indtryk på nogen. J.D. Dillards thriller handler om en skibbruden kvinde, der skyller i land på en tilsyneladende øde ø – der viser sig at være en jagtmark for et havmonster. 

Det er en renskåret genrefilm, hvor hun lærer at begå sig med sin nye nabo og håber på at blive reddet. Historien tager en drejning, da nogle andre overlevende fra båden skyller i land med dystre hemmeligheder om bord på tømmerflåden – men thrillere som denne har det med at sno og bugte sig på bestemte måder, og Sweetheart bryder ikke med formen. Overhovedet. 

Faktisk er det mest overraskende, hvor forudsigelig den er. Filmen er produceret af gysermagnaten Jason Blum, der arbejder ud fra den præmis, at instruktører kan gøre, hvad de har lyst til, så længe de gør det billigt. 

Det har kastet mange succeser af sig, men J.D. Dillard kunne godt have brugt en erfaren hånd til at gøre sin gyser uhyggelig. Der er ingen rigtige brøl af fare, ingen jump scares af den slags, der mødes med hvin, hujen og forlegenhed i en tætpakket sal til en god gyser.