Filmuniversitetet: Fellinis mytiske verden

Federico Fellini fik sin tidlige filmtræning som del af efterkrigstidens italienske neorealisme. Han skrev manuskriptet til to af bevægelsens ikonografiske film, Rom åben by og Paisá, og hans egne første film var stærkt præget af neorealismen.

Men La strada fra 1954 var et brud.

På overfladen ligner den neorealismens film med fokuseringen på fattige menneskers kår, brugen af virkelige locations og amatørskuespillere i mindre roller. Men personerne er ikke længere sociale typer som i neorealismen, men nærmere hentet ud af et folkeeventyr eller den italienske komedietradition commedia dell’arte.

Også handlingen kunne med sin enkelthed være hentet ud af et eventyr eller en fabel. Den brutale gøgler og kraftkarl Zampano køber den enfoldige pige Gelsomina fra hendes fattige mor og tager hende med ud på landevejen i sin ramponerede vogn.

Han behandler hende voldeligt og respektløst, men alligevel knytter Gelsomina sig til Zampano.

Da de bliver del af et omrejsende cirkus møder de trapezkunstneren og fjolset Il Matto, som betager Gelsomina, men provokerer og tirrer Zampano. Anthony Quinn spiller Zampano med en rå, kropslig intensitet, mens Fellinis egen hustru Giulietta Masina giver Gelsomina en Chaplin’sk naivitet og poesi.

Endeløs poesi
Fellini blev ved premieren af La strada kritiseret af den italienske venstrefløj for at have forrådt sin neorealistiske oprindelse, og man forstår godt hvorfor.

Hvor neorealismens andre instruktører sandsynligvis ville have fokuseret på de forfærdelige omstændigheder, som får Gelsominas mor til at sælge hende til Zampano, er Fellini interesseret i noget helt andet.

Han vrider fortællingen løs af den sociale kontekst og drejer den ind mod sit eget indre landskab med cirkussets karnivalistiske verden, voluminøse kvinder og det brusende havs endeløse poesi.

Som Fellini selv har påpeget, er La stradas struktur af nærmest mytisk karakter.

Havet, landskabet og himlen skulle blive genkommende motiver gennem resten af hans karriere, men sjældent er denne treenighed blevet så velintegreret i selve filmens struktur.

Løsrevet fra jordelivet
Gelsomina er allerede fra filmens første billede knyttet til den enorme kyststrækning, og det er her en sammenbrudt Zampano i filmens uforglemmelige afslutning leder efter hende.

Zampano er forbundet med landet og vejen – til dens fattigdom, armod og begær – mens Il Matto hængende på sin line under himlens hvælving synes løsrevet fra jordlivet.

Det er den sømløse blanding af realisme og mytologi, virkelighed og fantasi, som giver La strada dens poetiske kraft. Filmen besidder en særlig magi, som hviler over de værker, hvor en stor kunstner for første gang træder i karakter og tør spille på alle instrumenterne i sit personlige orkester.

Eller som Fellini selv har udtrykt det:

”La strada er det komplette katalog over hele min mytiske verden, en farlig repræsentation af min identitet foretaget uden forholdsregler.”