Dag 7: Djævelsk Pilou Asbæk er en fryd

Seks film og ikke én af dem spild af tid.

Det er let at brokke sig over Sundance-programlæggernes forkærlighed for debatfilm, når man sidder igennem det ene harmløse og uinspirerede drama efter det andet. Men når man så støder på en film som Never Rarely Sometimes Always, der i går blev udtaget til Berlinalen, må man overgive sig til den politiske korrekthed.

Eliza Hittmans nærgående adoptionsdrama er en mavepuster af en filmoplevelse. Og det troværdige psykologiske portræt og den socialrealistiske tilgang tåler sammenligning med Cristian Mungius mesterværk 4 måneder, 3 uger og 2 dage.

Den syttenårige Autumn vil for alt i verden holde sin graviditet hemmelig. I hendes hjørne af Pennsylvania forsegler sådanne velsignede omstændigheder ens skæbne, og da hun i staten skal have forældrenes accept for at få foretaget en abort, tager hun med sin kusine til det mere frisindede New York.

Hun gør det ikke let for sig selv ved at være stolt og brøsig, men purunge Sidney Flanigan skaber et totalt troværdigt portræt af en såret, ung kvinde, der går igennem tilværelsen med paraderne oppe.

Det har hun god grund til.

Eliza Hittman skildrer et miljø, hvor kvinder altid bliver bebrejdet, modsagt, udnyttet og fornedret. Når de stempler ud fra det supermarked, hvor de arbejder, griber chefen deres hænder og stempler dem med klæbrige kys. En forretningsmand i subway’en holder blikket stift rettet mod Autumn, mens han stikker hånden ned i sine bukser.

Det er fast kutyme at være i defensiven.

Seriemorder på Long Island
For Amy Ryans sørgende mor i Lost Girls er det fast kutyme at være i offensiven. Hun er irritabel over for sin chef og sine døtre, og da den ældste forsvinder sporløst, lader hun al sin vrede som såret løvemor gå ud over politiet, der gør deres bedste for at henlægge sagen.

Snart dukker det ene kvindelig efter det andet op på Long Island i gåafstand fra, hvor datteren Shannan sidst blev set.

Dokumentaristen Liz Garbus debuterer med et hårdtslående kriminaldrama, som er oversat meget direkte fra den skræmmende virkelighed. Filmen gøres så meget desto mere foruroligende af, at mordgåden aldrig er blevet løst, hvad filmens undertitel An American Mystery bevidner.

Kvinderne er blevet kvalt på samme måde, så der er næppe nogen tvivl om, at der er en seriemorder på spil. Men alle var også prostituerede, og som en af detektiverne irriteret siger til sin chef: ”Hvem bruger så meget tid på en død luder?”

Det tog politiet en time at nå frem, da Shannan ringede til alarmcentralen kort før sin forsvinden. Men da hendes mor arrangerer en mindehøjtidelighed det samme sted, er de på pletten efter tolv minutter.

Kortere tid end det tager at lave en sandwich, som moren spydigt pointerer. Amy Ryan er formidabel i hovedrollen, en naturkræft af vrede mod alt og alle – og sig selv først og fremmest.

Sadistisk henrykkelse
Helt lige så skræmmende som de to film er Run Sweetheart Run ikke, selv om det er en regulær gyser med bøh og skrig i festivalens Midnight-sektion.

Til gengæld har den Pilou Asbæk, og han har en fest i rollen som den ulasteligt klædte og dæmoniske psykopat, der sætter efter Ella Balinskas stadigt mere modstandsdygtige Cherie efter at have afsluttet den første date med at forsøge at dræbe hende. Han morer sig over jagten og giver hende endda et forspring.

Filmen stammer fra gyserfabrikken Blumhouse, der rammer patriarkatet mere rent end med sidste års Sweetheart, som blev vist i samme sektion med mange af de samme idéer.

Instruktøren Shana Feste er ude i et feministisk ærinde med sin til tider ret fjollede knaldgyser, der undervejs smører endnu tykkere på med en overnaturlig drejning. Cherie søger forgæves hjælp hos politiet, sin chef og sine venner. Alle beder hende tie stille, så skal de nok ordne sagerne.

Pilou Asbæk snører dem alle med sadistisk fryd. Og han er en fryd! Scenen, hvor han efter ualmindeligt ond vold sætter Delegations r&b-klassiker Oh Honey på stereoanlægget og danser lystigt med sit offer, er herlig og forrykt.

Flygtningedrama i spøgelseshus
Det giver sig selv, at spøgelseshistorier handler om fortrængte traumer, så koblingen af flygtningekrise og spøgelseshus føles på én gang snublende ligetil og snedigt original.

I midnatsfilmen His House forsøger et sudanesisk forældrepar, der netop er ankommet i England, at lægge de traumer bag sig. Det er lettere sagt end gjort, når englænderne underkaster dem bureaukratiske restriktioner, der svarer til hundeopdragelse.

”Sørg for at holde hovedet nede,” siger en af deres sagsbehandlere, der tildeler dem et faldefærdigt hjem. ”Det gælder om at være en af de gode.”

Parret plages af skyld over at have mistet en datter på vej over Middelhavet, inden de hjemsøges af en ond ånd – som helt efter genrens forskrifter krible-krabler i væggene, lurer i øjenkrogen og pludselig springer frem, så man taber sine popcorn.

Instruktør og manusforfatter Remi Weekes er en durkdreven rædselsmager, selv om han ikke ligefrem revolutionerer genren. Det mest skræmmende er visheden om, at sådan en ubærlig tragedie finder sted hver dag i den virkelige verden.

Tre migranthistorier
Også Farewell Amor, der vises i hovedkonkurrencen, handler om afrikanske migranter, der forsøger at tilpasse sig et nyt land.

Walter og hans kone blev drevet på flugt af borgerkrigen i Angola, og i sytten år har han kørt taxa i New York, så de skal blive genforenet. Men da det sker, er de som fremmede for hinanden.

Ekwa Msangi fortæller sit familiedrama på skift.

Først får vi historien om Walter, der tager afsked med sin mangeårige kæreste og nu skal opnå et dagligdags forhold til den familie, han så længe kun har talt med over telefonen.

Derpå følger vi datteren Sylvia, der savner sine venner og forsøger at vænne sig til en amerikansk high school, hvor man bliver passet op af sikkerhedsvagter og bagt på af hormonberusede teenagere. Og endelig Esther, der fandt Jesus i en flygtningelejr i Tanzania og nu spørger ham til råds om ting, han burde holde snuden fra.

Hvert lille drama er ikke blot velmenende, men velskrevet, og taler til en universel historie om at komme langvejsfra og ikke lade sig mærke af at have mistet familie, venner og vaner.

Metafilm gør sig selv en bjørnetjeneste
Sidst, men ikke mindst på denne seks film alenlange dag, byder Lawrence Michael Levines spøjse metafilm Black Bear på en anderledes slibrig oplevelse.

Filmen spiller i NEXT-programmet for filmiske dristigheder og tager da også en skøn kovending af den slags, der enten får folk til at rykke frem i sædet eller stå helt af.

I udgangspunktet handler det om en filminstruktør (Audrey Plaza), der indlogerer sig hos et kærestepar. De bor i et enormt hus langt ude i skoven. Hun har øjeblikkelig kemi med manden (Christopher Abbott), som derfor støder sin gravide kæreste fra sig.

Middagsscenen, hvor kæresteparret mundhugges, er en forrygende opvisning i krakelerende høflighed. Kæresten (Sarah Gadon) har virkelig en pointe: kemien mellem hendes fyr og deres gæst er elektrisk, og de halvmaskerede spydigheder ender i et vulkanudbrud af årelange frustrationer.

Og da den historie når et eksplosivt klimaks, genstarter filmen sig selv. Pludselig er det sidste optagedag på en hjerteblods-indiefilm, hvor Christopher Abbott er instruktør, Sarah Gadon den professionelle og Audrey Plaza den vanskelige skuespiller.

Den metasatire er lige så skarp og underholdende som Tom DiCillos Living in Oblivion, men Black Bear gør sig selv en bjørnetjeneste ved at trække sin trods alt mindst interessante sektion i langdrag.