Dag 8: Fest i Palm Springs
Der er rift om filmene!
Sundance er lige så meget markedsplads som skueplads. I konferencelokaler og hotelværelser rundt om i byen bliver der ført febrilske forhandlinger om distributionsaftaler i millionklassen.
Alle leder efter det næste store hit, den film der kan hive flest folk i biografen eller lokke dem til at købe endnu et nyt streaming-abonnement til samlingen.
Amerikanerne må allerede døje med Netflix, Hulu, Showtime, HBO Go og CBS All Access, for da ikke at nævne de nyankomne Apple+ og Disney+. Og senere i år lanceres HBO Max, Peacock og Quibi.
Alle har brug for indhold for at holde på kunderne, og i år er det netop streaming-giganterne, der har skrevet flest checks på festivalen.
Netflix har snuppet rettighederne til Taylor Swift-dokumentaren Miss Americana, som allerede får premiere i dag. Også seriemorderfilmen Lost Girls, gyseren His House, den rodede konspirations-thriller The Last Thing He Wanted og Peter Madsen-dokumentaren Into the Deep vil være at finde på streamingtjenesten.
Uendeligt dødsloop
Årets suverænt mest opsigtsvækkende indkøb er den metafysiske komedie Palm Springs, som Hulu pungede sytten og en halv million dollars ud for – og 69 cent.
Dermed slår filmen The Birth of a Nation som den dyreste Sundance-film nogensinde og kan samtidig med tilføjelsen ”69” joke om oralsex som en fnisende femårig.
Det er helt i filmens ånd.
Andy Samberg spiller et fjoget mandebarn, der livstræt drikker sig plørefuld til det bryllup, hans kæreste hiver ham med til. Han har en lakonisk, indøvet distance til den smægtende kærlighedsopvisning, som Cristin Miliotis brudepige lægger krop til.
Det viser sig, at han har gennemlevet denne dag før. Mange, mange gange. Og da hun lader sig lokke, ender hun i det samme tidsloop som ham, dømt til at gentage samme dag i det uendelige.
Ganske som tv-serien Russian Doll og gyseren Happy Death Day genbruger filmen idéen fra Groundhog Day. Andy Samberg har ikke Bill Murrays livstrætte sarkasme, og han befinder sig egentlig godt i en verden uden konsekvenser.
Debuterende instruktør Max Barbakow udforsker idéen med anarkistisk komik, men vanviddet leder også frem til en rørende morale om at komme videre i stedet for at stå i stampe.
Gevækst på nethinden
Man bliver gennemtæsket af festivalens midnight-program, og det er ikke kun, fordi man betaler med sin nattesøvn for at se filmene.
Brandon Cronenberg lagde blødt ud med Antiviral for nogle år tilbage, men Possessor slår hans navn fast med syvtommersøm i hjernebarken. Filmen opdaterer den isnende body horror, der gjorde hans far berømt i 1980’erne.
Andrea Riseborough er en skeletagtig parasit af en kvinde, der arbejder som brutal lejemorder. Hun iklæder sig uskyldige menneskers kroppe via et blodigt hjerneimplantat og bruger dem som mordvåben, inden hun i deres krop begår selvmord.
Så vidt politiet ved, er sagen opklaret med det samme.
Det er en afstumpet branche, som tærer på hendes sparsomme menneskelighed. Hun er så fremmedgjort, at hun må øve sig på at sige ”hej skat” på vej hjem til familien. Men der er en flig af empati tilbage i hende, og da hun accepterer en ny kontrakt, begynder hendes uheldige mordvåben at fravriste hende kontrol over værtskroppen.
Possessor er en iskold og gennemsnusket genrefilm, hvis blodige hypervold får det til at vende sig i maven. Brandon Cronenbergs styrke som instruktør er, at han tager sin vanvittige idé dybt alvorligt og tvinger sit publikum til at gøre det samme. Og så forstår han sig på billeder, der sætter sig som en væskende gevækst på nethinden.
Exceptionelt indblik
Dokumentaristen og filmnørden Alexandre O. Philippe specialiserer sig i grundige dyk ned i filmhistorien.
I 78/52 bruger han halvanden time på brusebadsscenen fra Psycho, mens Memory: Origins of Alien går bag om tilblivelsen af filmhistoriens mest skræmmende rumgyser.
Leap of Faith: William Friedkin on The Exorcist er hans bedste og mest fascinerende til dato. Først og fremmest, fordi William Friedkin er knivskarp, vidende og en fantastisk medrivende fortæller.
At høre ham fortælle om projektet giver et exceptionelt indblik i hans kunstneriske proces. Han taler om, hvordan han balancerede mavefornemmelser og rasende intelligente overvejelser for at opnå et så ikonisk og forfærdende religiøst mareridt.
William Friedkin er også en gennemført pragmatiker, der så stort på alt andet end sin film. Han er fuld af anekdoter. Han fik en skuespiller til at græde ved at spørge, om skuespilleren stolede på ham. Det gjorde han selvfølgelig.
”Så slog jeg ham i hovedet og skubbede ham foran kameraet. ’Action!’”
Leap of Faith er en fremragende og brandunderholdende masterclass, der giver ny respekt for en film, der allerede er anerkendt som et mesterværk.
Forfejlet skønhedskonkurrence
Der er til gengæld ikke meget mesterværk over konkurrencefilmen Miss Juneteenth.
Her følger vi den stolte alenemor Turquoise, der som teenager vandt skønhedskonkurrencen Miss Juneteenth og nu som voksen føler, at hun har forspildt den chance for et bedre liv, sejren kunne have givet hende.
Med titlen følger nemlig et universitetslegat, men hun blev gravid med en gadehustler og har siden arbejdet for håndører for at få mad på bordet.
Så nu skal hendes datter Kai bringes i facon, så hun også kan vinde skønhedskonkurrencen. Hun skal majes ud i fin glimmerkjole, neje feminint og lære at kende sin salatkniv fra dessertkniven. For kun sådan mener Turquoise, at hun kan få et godt liv.
Det er svært at holde med hovedpersonen, når hun slider sig op med så forfejlet et projekt, og miljøtegningen er langt stærkere end historien.
Juneteenth er sorte amerikaneres uafhængighedsdag, hvor slaverne i Texas endelig blev frigivet. Den stolthed Torquoise finder i konkurrencen, når resten af hendes liv sejler, er rørende.
Der er også stærke scener undervejs – som da Torquoises frelste og fordrukne mor knapt nok får hilst på bedekredsen, før de danner en cirkel om hende, datteren og barnebarnet, sprinkler dem med vievand og trygler Herren om at tilgive de stakkels syndere!
Men som helhed er Miss Juneteenth en socialrealistisk bagatel.
Niels Jakob Kyhl Jørgensen
Filmmagasinet Ekkos udsendte på Sundance-festivalen i Utah.
Assisterende redaktør og har skrevet for Ekko siden 2014.
Sundance blev grundlagt i 1978 og er den største independent-festival i USA.
Som eneste danske medie dækker Ekko festivalen.
Løber fra 23. januar til 2. februar.Feminisme, godt gys og djævelsk Pilou
Kommentarer