Film der forløser

Den moderne filmhistorie rummer tre brødrepar, der hver især har skabt bemærkelsesværdige film. Italienerne Paolo og Vittorio Taviani og amerikanerne Joel og Ethan Coen har, også herhjemme, fået biograf-publikummets opmærksomhed, hvorimod det belgiske brødrepar Luc og Jean-Pierre Dardenne (født 1954 og 1951) er mindre kendte. Det er for så vidt mærkeligt, idet parret hele to gange er blevet hædret med Cannes-festivalens Guldpalme.     
    
Men det hænger nok sammen med, at Dardenne-brødrene laver meget lidt glamourøse film uden attraktive stjerner og i usle miljøer, som mildest talt ikke har noget forlokkende over sig for et bredt biografpublikum. Alle deres film er optaget i deres fødeby, den lille belgiske flække Seraing, som man herefter nok vil vide at styre langt uden om: Byen synes overvejende at bestå af trøstesløse slum- og industrikvarterer blottet for menneskelighed og charme. 
    
Tættere ved verdens ende kommer man sjældent på film, det skulle da lige være hos den østrigske instruktør Michael Haneke. Dardenne-brødrene og Haneke har det tilfælles, at de beskæftiger sig med mennesker i den yderste krisesituation, men deres kunstneriske strategi er meget forskellig: I opposition til Hollywood-traditionen synes Michael Haneke at mene, at det positive alternativ må skabes hos tilskuerne i konfrontation med hans trøstesløse univers, mens Dardenne-brødrene lader deres personer bevæge sig fra fortabthed til fællesskab, uden at det ligner en billig Hollywood-løsning. 
 
Valgfamilier
Dardenne-brødrene lavede dokumentarfilm i 1970'erne og 80'erne og debuterede i 1986 med spille­filmen Falsch om en jødisk familie, der bliver myrdet af nazisterne. Filmen er en videreudvikling af deres første dokumentarfilm Le chant du rossignol (1978) om den belgiske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig. Jeg har hverken haft lejlighed til at se Falsch eller deres følgende spillefilm Je pense à vous (1992), men er først stået på med Løftet (1996), som vistes i Cannes-festivalens serie La Quinzaine des Réalisateurs.
    
Der er det mærkelige ved Dardenne-brødrenes spillefilm fra og med Løftet, at de med deres let anonyme, lakoniske titler kan være vanskelige at skelne fra hinanden. De kunne faktisk alle sammen hedde Løftet, Sønnen eller Barnet. Dertil kommer, at de alle handler om brudte kernefamilier og om heroiske forsøg på at stable mere holdbare erstatningsfamilier på benene: Den biologiske familie er ofte et helvede, valgfamilien en endnu uprøvet mulighed. Dette tema har de nu udforsket i fire bemærkelsesværdige spillefilm, der klart røber deres baggrund i det dokumentariske. Deres personer er altid forankret i et konkret miljø, det være sig på en arbejdsplads, i småsnusket kriminalitet eller i arbejdsløshed.
    
Også det meget bevægelige kamera røber instruktørernes dokumentariske baggrund: Kameraet er ikke håndholdt som følge af et modedogme, men fordi personerne på den måde kan fremtræde mere autentisk og hudløst. 
 
Løftet
Løftet (1996) handler om en femten­årig knægt, Igor, der ernærer sig ved små fidusnumre samtidig med, at han assisterer faren Roger ved mere indbringende menneske­smugling. Men en dag går det galt. Under en politirazzia styrter en afrikaner ned fra et stillads og dør, fordi Ro­ger ikke tør bringe ham til hospitalet. 
    
Far og søn begraver liget, men før afrikaneren døde, bønfaldt han Igor om at tage sig af sin kone, der netop er kommet til Belgien med deres lille søn. Det lover Igor, og hvor han hidtil har smøget sig uden om enhver forpligtelse i livet, betragter han nu løftet til den afdøde afrikaner som moralsk forpligtende.
    
Løftet er mildest talt ikke en debatfilm, men ud af dens menneskelige fortælling rejser sig alligevel det afgørende spørgsmål: Hvor kom­mer moralen fra? 
    
Filmen bringer ikke noget svar, men den viser i hvert fald, at moralen hverken kommer fra en menneskelig eller guddommelig autoritet, men fra dybet af menneskets uudgrundelige sjæl. Vi vil næppe nogensinde finde det moralske gen, men alligevel er moralen en autentisk menneskelig drift, som kan undertrykkes af ulykkelige livsvilkår og dog blomstre, hvor man mindst forventer det, for eksempel hos en ung fidusmager, der via moralen oplever et menneskeligt fællesskab, han næppe tidligere har kendt. 
 
Rosetta
Med Rosetta (1999) belønnedes de endnu næsten ukendte Dardenne-brødre med Guldpalmen i Cannes. Rosetta er en attenårig pige, der går for lud og koldt vand. Hun bor i en camping-vogn sammen med sin alkoholiserede mor, der lader sig kneppe for en flaske sprut, og som med sin sølle eksistens er et skræmmende spejlbillede på, hvad der venter Rosetta. 
    
Forgæves forsøger Rosetta at få fast arbejde, hun er venneløs, men knytter sig efterhånden til en ung mand, Riquet, der sælger vafler. Hun er desperat efter at få hans job, og det bringer de værste sider frem i hende. Hun er tæt på at lade ham drukne, men redder ham alligevel i sidste øjeblik. Til gengæld angiver hun Riquet til hans chef, da hun opdager, at han snyder ved at sælge sine egne vafler under disken. Nu er jobbet hendes, men det er ingen triumf at skaffe sig arbejde ved at forråde sin eneste ven. Han holder imidlertid så stædigt fast på hende, at hun begynder at smide sten efter ham. 
    
Da hun til sidst finder sin mor bevidstløs af druk, er hun så desperat, at hun forsøger at tage livet af både moren og sig selv. Men gasflasken viser sig at være næsten tom, og da hun vil slæbe en ny gasflaske med sig hjem, bliver vennen ved med at cirkle insisterende omkring hende på sin knallert, på én gang truende og anråbende. Hun kaster sig hulkende over den tunge gasflaske, han rækker hende hånden og hjælper hende op. Hun ser længe på ham, så hvisker hun et næppe hørligt ja til ham.
    
Rosetta er en konsekvent depressiv rejse i livs­omstændigheder, der er så kulsorte, at de næsten natur­nødvendigt må fremmane kærligheden og fællesskabet som et alternativ. Rosetta vil klare sig selv, og først da hun er i færd med at begå selvmord, indser hun, at man må tage den hånd, der strækkes frem mod én. Skønt det er en hånd, hun har ydmyget på det groveste, er det også en hånd, der tilgiver. 
 
Sønnen
Sønnen (2002) er nok min personlige yndlingsfilm, og det er Dardenne-brødrenes mest konsekvente. 
    
Den foregår på et snedkerværksted, hvor Olivier tager sig af utilpassede unge. I lang tid forstår vi ikke, hvad der egentlig foregår: Olivier er oftest filmet bagfra i tætte billeder, som ikke lader os få frit udsyn, hverken fysisk eller mentalt. Han har et uforløst og kejtet forhold til en tidligere kæreste, og vi undrer os over hans lige så uforløste forhold til en sekstenårig dreng, Francis, som han først afviser og siden accepterer i sit værksted - og synes at tage sig særligt af. 
    
Francis er en af Dardenne-brødrenes mange fortabte eksistenser. Han har ingen familie, han ved ikke, hvor hans far opholder sig, og hans mors nye kæreste har nedlagt forbud mod, at han viser sig i deres hjem. 
   
Først gradvist forstår vi, at Francis som elleveårig har kvalt Oliviers søn under et indbrud for at score en bilradio, og at sønnens død har ødelagt forholdet ­mellem Olivier og hans kone. Olivier ved, hvem Francis er, men Francis ved ikke, hvem Olivier er, da han forsigtigt spørger ham, om han vil være hans værge. Under en udflugt til et savværk afslører Olivier for Francis, at det er hans søn, han har dræbt. Der går panik i dem begge, Olivier tager kvælertag på sin søns morder, men lader ham derpå slippe, og det antydes, at kvælertaget får lov at udvikle sig til et favntag. 
    
De er begge to fortabte eksistenser med brudte familier bag sig. Nu vælger de hinanden som far og søn: Familie er ikke noget biologisk givet, men noget, man kan vælge.
    
Det bemærkelsesværdige ved Sønnen er, at den på samme tid er en næsten dokumentarisk skildring af livet på et snedkerværksted og en fabel om skyld og tilgivelse. Håndværket er i eminent grad integreret i det følelsesmæssige drama, og arbejdet bliver det sted, hvor de betrængte følelser overvintrer - og forløses. En lakonisk samtale om træsorter, om hvor de kommer fra, og om de er hårde eller bløde, afspejler den ømhed mellem personerne, som ikke kan udtrykkes på anden vis. 
    
Og som personerne er spærret inde i sprogløshed, indesluttes de også filmen igennem af selve filmbilledet, der blokerer for udsyn og overblik. Først da de definitivt vælger hinanden som far og søn, åbner billedet sig op og skaber luft i denne kvælende klaustrofobiske atmosfære.
 
Barnet
Barnet (2005) er Dardenne-brødrenes mest ekstreme film, og for anden gang blev de hædret med en Guldpalme. 
    
Denne film må på manuskriptplanet have været næsten umulig at sluge for de økonomiske bagmænd, som formentlig satte deres lid til Dardenne-brødrenes ofte viste evne til at få deres personer til at fremtræde med dokumentarisk troværdighed. 
    
Hvem andre end dem kunne få os til at tro på, at en rimeligt begavet ung mand, der er meget forelsket i sin kæreste, alligevel bag hendes ryg sælger deres fælles nyfødte barn til illegal adoption!
    
Dette er ikke desto mindre, hvad den tyveårige charmerende fidusmager Bruno udsætter sin teenagekæreste for. Han er ikke andet end et stort legebarn, og da hun stirrer målløs på ham, trøster han hende med, at de jo altid kan få et nyt barn. Så besvimer hun, og skønt han skaffer hende barnet tilbage, nægter hun af gode grunde at se ham mere. 
    
Sammen med en skoledreng arrangerer Bruno nu et tasketyveri for at have til dagen og vejen. Og da skoledrengen arresteres for tyveriet, vækkes Brunos ansvarsfølelse. Han melder sig og påtager sig skylden, så drengen kan gå fri. I fængslet sker så miraklet: Bruno opsøges af sin kæreste, og de falder hinanden grædende om halsen. Han har sonet sin brøde med en anden dreng som erstatningspartner og genvinder på den måde hendes respekt. 
    
Denne forbavsende og dog fuldstændigt logiske slutning er dybt beslægtet med slutningen på den i dag næsten glemte instruktør Robert Bressons mesterværk Pickpocket fra 1959, hvis hovedperson har det tilfælles med Bruno, at han er mere optaget af kriminalitetens spænding end af den, han kunne opnå i forholdet til sin kæreste. Det er også først, da Bressons hovedperson sidder bag tremmer, at han genopsøges af sin kæreste og kan udbryde den klassiske sætning: "Åh, Jeanne, hvilken mærkelig vej for at nå frem til dig." 
 
Og både Dardenne-brødrenes og Bressons hovedperson oplever, at det er i fængslet, at de finder den egentlige frihed, som er kærlighedens og tilgivelsens frihed.
 
Skyld og tilgivelse
Dardenne-brødrenes bemærkelsesværdige evne til at forene en superrealisme med en spirituel dimension har forledt visse kritikere til at tolke deres film som kristne, hvilket er udtryk for en meget tidstypisk, tanke­mæssig dovenskab. 
    
Spirituelle begreber som skyld og tilgivelse er jo ikke specifikt kristne, men almen-menneskelige fænomener, som kristendommen leder ind i et dunkelt metafysisk system, der kræver, at man tror på en række alternative naturlove omkring fødsel, død og genopstandelse. 
 
Derimod kan det være meget givende at sammenligne Dardenne-brødrene med netop Robert Bresson, der var bekendende katolik. Men Bresson blev rigtignok først for alvor en betydelig filmskaber, da det lykkedes ham at løsrive sin spirituelle problematik fra en specifikt kristen sprogdragt og almengøre den i hovedværker som Pickpocket, Hvad med Balthazar?, Mouchette og Blodpenge. 
    
Foruden den spirituelle problematik har Dardenne-brødrene og Bresson en særligt dæmpet spillestil tilfælles. Netop fordi der er store følelser på spil, forsøger instruktørerne at tage følelserne ud af spillet. Følelserne skal fungere i et samspil mellem filmene og publikum - og ikke mellem filmens personer indbyrdes: Jo mere personerne spiller følelserne ud indbyrdes, jo mere frarøver de publikum disse følelser - lidt ligesom en vittighed mister sin morskab, hvis den, der fortæller den, griner først.  
    
I interviews har Dardenne-brødrene selv slået fast, at de ikke i deres film udtrykker kristne teser, blandt andet fordi den kristne offertanke er dem inderligt imod. Hvad der interesserer dem, er ganske enkelt at fortælle menneskelige historier, og det gør de med en renfærdig nøgternhed og nuanceringsevne, som er sjælden i filmkunsten i dag.






Barnet var vedlagt Ekko #37 som en dvd-gave til læserne. Undervisningsmateriale til filmen findes på dfi.dk under Film i skolen.

Citater: Sight & Sound, februar 2000 og wikipedia.org.