Ekko-dvd: Film i terapiens tjeneste

De bornholmske grotter bliver badet i unaturligt rødt lys, når far Per og sønnen Rasmus fortæller om deres inderste tanker i Alexander Linds Næste sommer.

Men de har sværere ved at kommunikere deres følelser, når de er sammen. Mellem Per og Rasmus ligger nemlig et traume fra dengang, hvor Per led af depressioner og havde et misbrug, hvorfor han ikke var nogen god far for Rasmus.

I filmen prøver de at finde hinanden igen ved at snakke om, hvordan svigtet har påvirket dem begge.

De to mænd hedder Sommer til efternavn, og derfra kommer titlen på Alexander Linds dokumentar, som er udgivet på Ekko-dvd og kan ses lørdag 16. september i Cinemateket, hvor instruktøren selv vil være til stede.

Kød og blod
Alexander Lind stod senest bag Carl & Niels om tvillingebrødrene Plum, der kan ses på Ekko Shortlist og blev nomineret til Ekko Shortlist Awards 2015.

Carl & Niels handler om den svære familiedynamik. Det samme gør Næste sommer, men denne gang har Lind fokuseret på far og søn.

”Der er noget kød og blod i familiehistorien. Man har jo ikke valgt sin familie, men skal vælge hinanden til. Begge par ligner og kan spejle sig i hinanden – i Carl og Niels' tilfælde bogstavelig talt – men også i måden at være på. De største følelser er i familien, og dermed er der mest på spil,” siger Alexander Lind midt i frokosten hos Pineapple Entertainment, hvor han til dagligt arbejder.

”Fra start var idéen, at far og søn nærmer sig hinanden, og den idé fungerer stærkest, når man starter hos Per. Det er et eller andet sted farens rolle at være den, der griber ud efter sønnen.”

Psykotisk gennembrud
Alexander Lind blev i 2013 uddannet fra den nu nedlagte flerkameralinje på Den Danske Filmskole med afgangsfilmen Carl & Niels.

Den viser Carl og Niels Plum, sønner af tv-kokken Camilla Plum, mens de i et mørkt rum brydes og taler om deres forandrede forhold. Lind havde besluttet sig at lave en film om det særlige bånd mellem brødre specifikt og i familien generelt efter et brud med en kæreste.

Også Næste sommer blev født af personlige oplevelser.

”Jeg havde filmet min egen far, som faktisk havde været igennem en ret heftig indlæggelse på psykiatrisk afdeling i Ballerup. Det var startskuddet på filmen,” fortæller Alexander Lind.

”Det kom som et chok, at han gik ned med en depression og fik et psykotisk gennembrud, som man siger på psykiater-sprog. I de fire måneder, hvor min far var indlagt, ændrede vores forhold sig. Vi byttede roller, og jeg blev på en måde faren. Derfor så jeg også min far gennem et nyt blik, og vores forhold fungerede næsten bedre, da jeg skulle passe på ham.”

”Da jeg ansøgte støtte til at lave en film, fandt jeg hurtigt ud af, at mig far og mig var kommet videre. Og jeg ville gerne lave noget her og nu. Det kunne jeg finde i en anden familie. Jeg ville lave en dokumentar om nogle mennesker, som både havde brug for terapeutisk hjælp her og nu og var åbne nok til at lukke mig ind i deres liv.”

Arkivmateriale med humor
Det fandt Alexander Lind i Per og Rasmus Sommer.

Næste sommer er tættere på en klassisk dokumentar end Carl & Niels. Filmen følger som en flue på væggen far og søns samtaler, når de går rundt og snakker i naturen på Bornholm, hvor Per bor, og Rasmus flyttede fra som attenårig.

Dertil kommer brugen af arkivmateriale – optagelser, som Pers far filmede, da Rasmus var barn. Men det element blev først tilføjet sent i arbejdet med filmen.

”Farfarens fortælling kom først ind de sidste uger af optagelserne. Jeg troede, at det arkivmateriale var gået tabt, at Per havde smidt alt ud. Det havde han også, men hans søster havde heldigvis en kopi af det hele, som jeg fik lov til at bruge,” fortæller Alexander Lind.

”Per havde jo været vred på sin egen far og fortalt om det, men jeg kunne ikke finde en måde at få det ind i fortællingen. Da vi så fik fat i det her vhs-materiale, så vi en ældre mand med Jørgen Leth’'ske tendenser til at kommentere alt, og det gav den ellers ret melankolske historie et humoristisk lag.”

Himmel og helvede
Et ekstra lag får Næste sommer også i scenerne, hvor Per og Rasmus befinder sig henholdsvis i en mørk grotte og under en oplyst stjernehimmel. Her ser man for alvor Alexander Lind eksperimentere med dokumentar-formen.

”Når Per har det værst, er han nede i den grotte. Dér kan man mærke den klaustrofobiske og dæmoniske besættelse, som han har beskrevet i nogle af de tidlige interviews, jeg lavede med ham. Rasmus har det modsatte rum oppe i stjernerne, hvor der ikke er nogen jordforbindelse og kontakt. Men der er et utroligt stort perspektiv, og det kan gøre det svært at mærke sine egne følelser. Det gør Per i den grad i grotten, og på den måde bliver de to personer en slags kontraster,” siger instruktøren.

”Der er noget mytologisk i brugen af grotten og stjernerummet, som også gør det til en universel historie om fædre og sønner, samtidig med at det handler specifikt om Per og Rasmus.”

Far og søn havde meget på hjerte og tog det hårde arbejde med at genfinde hinanden seriøst.

”Jeg snakkede med Per for nylig, hvor han var taknemmelig over, at vi havde lavet filmen. Jeg tror, at det har reddet deres forhold at gøre det her. Men æren tilfalder ikke mig, det er på grund af den indsats, de selv har gjort,” siger instruktøren.

Alexander Lind er dog glad for, at en filmoptagelse kan bruges i terapiens tjeneste.

”Jeg har lyst til at lave film, hvor de medvirkende også får noget ud af at være med. Ikke for at blive set og hørt, men fordi de vil forandre noget i sig selv. Det beundrer jeg Per og Rasmus meget for. Jeg ved ikke, om jeg selv kunne have gjort det.”

Kontrakten med publikum
Det skabte vild debat, da Filmskolens rektor, Vinca Wiedemann, i 2015 lukkede skolens flerkameralinje.

De sidste tre instruktører fra linjen blev uddannet i år, mens tidligere årgange foruden Alexander Lind tæller folk som Christian Sønderby Jepsen (Testamentet) og Mette Carla Albrechtsen (Venus).

”Jeg dyrker ikke film på samme måde som mange fiktionsinstruktører. Så det er helt klart i min uddannelse, at jeg har formet mit filmsprog. Den måde at undersøge og skabe rammer omkring virkelige mennesker – at skabe kunstige rum til at udtrykke ægte følelser – har jeg derfra,” siger Alexander Lind, der er stærkt utilfreds med lukningen.

”Jeg tror ikke, at linjen blev lukket, fordi der er langt fra den måde at arbejde på til, hvordan man gør herude i ’virkeligheden' – på den anden side af skolen. Men den nuværende rektor forstod nok ikke rigtigt, hvad det var, vi lavede i studiet, og hvad dokumentar også kan være. Vinca har nok haft et lidt overfladisk forhold til det,” mener Alexander Lind.

For Lind er det vigtigere, at hans film er følelsesmæssigt genkendelige end faktuelt korrekte. Det er alligevel umuligt at opnå en dokumentarisk objektivitet, så man skal bare gøre opmærksom på, hvad og hvor meget der er ændret.

”Alt er tilladt, men man skal skrive en kontrakt med publikum, når man iscenesætter. Folk ved jo ikke, hvor meget lyddesign betyder i dokumentar, og hvor meget der er skabt bagefter til at forstærke. Er det ikke snyd og manipulerende? Jo, men film er snyd og manipulerende – også dokumentarfilm,” siger instruktøren og tilføjer:

”Det er jo også en smagsforstærker at putte salt på maden, men skal vi lade være med det? Så er det op til den enkelte instruktør, hvor meget der skal på. Det er bare vigtigt, at der står i varedeklarationen, at der er leget med virkeligheden.”