DVD #33

I familiens hjerte – tre film om barsk barndom

Barndommen er livets vigtigste år. Det er her, man bliver formet som menneske – og her, man får de ar, der følger én resten af livet.

Krig, barske skilsmisser og psykisk sygdom kan give bestandige ar på sjælen. Men børn er også ukueligt modstandsdygtige.

Tre talentfulde nordiske dokumentarister går med poetisk indlevelse helt tæt på mennesker, der er kommet hårdt fra start: et treårigt flygtningebarns forundrede rejse op gennem Europa, en kvindes erindring om barndommen med en sindslidende far og en ung fyrs forsøg på at genoptage kontrakten med sin depressive far.

 

69 minutter af 86 dage
Instr. Egil Håskjold Larsen
Norge 2017, 71 min.

En treårig pige med en Frost-rygsæk toner frem fra flygtningemængden på den græske ø Kos. Med et Steadicam, der aldrig hæver sig fra børnehøjde, følger Egil Håskjold Larsen syriske Lean på hendes hårde vej op gennem Europa. Filmen giver et mageløst indlevende portræt af livet som flygtning. Pigen forstår alvoren, men fortsætter fuld af barnlig forundring. For hvert skridt hun tager, giver hun os en følelse af håb.

Vi lader billedet stå et øjeblik
Instr. Esther Wellejus
Danmark 2017, 25 min. 

Esther Wellejus fortæller intimt om sit forhold til den far, der pludselig forsvandt i hendes barndom. Lyd og billeder danner et både abstrakt og nærværende erindringssprog, når hun mindes, hvordan faren isolerede sig fra familien og gled længere ind i sindslidelsen. Collage-æstetikken af gamle og nye optagelser udfolder et sært barndomsunivers med farens uerkendte sygdom som et tiltagende mørke.

Næste sommer
Instr. Alexander Lind
Danmark 2017, 60 min. 

Rasmus blev som barn ladt alene med sin modløse far på Bornholm. Som attenårig flytter han væk og afbryder kontakten til faren, men forsøger efter et par år at genoptage forholdet. Alexander Lind er en sanseligt fintfølende dokumentarist, hvis afgangsfilm Carl & Niels om tvillingebrødrene Plum kan ses på Ekko Shortlist. Med Næste sommer har han skabt et knugende familieportræt, hvis markante, æstetiske greb går hånd i hånd med en historien om forbrødring.

© Filmmagasinet Ekko