Cannes 2017
29. maj 2017 | 00:29

Ruben Östlund: Film må gerne være lange

Foto | Festival de Cannes
Ruben Östlund fik de mange gæster ved aftenens prisuddeling med på et ordentligt primalskrig, da det blev annonceret, at han var vinderen af årets Guldpalme.

”Vi har ingen problemer med at vise Harry Potter på to timer og fyrre minutter for vores børn, så hvorfor er en film over to timer for meget for voksne?” spørger en veloplagt Guldpalme-vinder.

Af Nicki Bruun

Claes Bang kunne kort efter Guldpalmen til The Square fortælle Ekko, at alle omkring filmen var vildt overrasket. Det samme gav instruktør Ruben Östlund udtryk for, da han mødte verdenspressen efter sejren.

”Jeg startede med at vende mig mod Claes Bang, og vi skreg lige ud i luften. Det var fantastisk og surrealistisk. Vi krammede hinanden, for vi har arbejdet så længe sammen og har haft vores kampe under optagelserne. Det her er et smukt øjeblik,” sagde Ruben Östlund.

Senere blev den 43-årige instruktør spurgt, om han havde set nogle af de andre film, og hvem han ville have givet priser.

”Jeg har ikke set de andre film, men jeg respekterer de andre instruktører meget. Michael Haneke sagde smukt, at alle regner med at blive bedre og bedre hele tiden, og jeg ville gerne have delt med Haneke, men … nej vent, jeg fortryder: Jeg vil ikke dele med Haneke – den er min,” sagde instruktøren til stor latter i salen.

”Vi klipper filmen længere”
Et af spørgsmålene ved pressemødet gik på den lange spilletid på to timer og tyve minutter i The Square, som mange har ment er for langt.

Det fik Ruben Östlund til at formulere sig skarpt.

”Vi klipper selvfølgelig filmen længere efter Cannes,” sagde instruktøren til endnu mere latter, men denne gang grinede han ikke selv.

”Vi må sætte spørgsmålstegn ved den megen fokus på spilletid. Vi har ingen problemer med at vise Harry Potter på to timer og fyrre minutter for vores børn, men voksne bliver for mere end to timer.”

”Ser man et teaterstykke, er det ikke et problem at se noget over tre timer. Så jeg forstår ikke kontroversen. Hvis vi vil holde filmmediet i live, må vi tillade mere komplekse fortællinger i biografen. Bliver det for simpelt og endimensionelt, kan film få svært ved at følge med andre medier.”

Stjålne røde bukser
Ligesom The Square formåede Ruben Östlund på samme tid at være både morsom og alvorlig på pressemødet. For eksempel da han blev bedt om at fortælle om situationer, der kunne minde om filmens kunstudstilling, hvor mennesker skal hjælpe hinanden inden for en veldefineret firkant.

”Jeg blev chokeret den anden dag her i Cannes. For jeg så en mand blive kørt ned i fodgængerovergangen. Vi er enige om at passe på fodgængerne, men hernede kører man ret aggressivt sammenlignet med Skandinavien, og det er et eksempel på at træde ud af firkanten,” fortalte den svenske instruktør og fortsatte:

”Der kom også nogle i den her uge og stjal vores computere, sko og producerens røde bukser – en mærkelig ting at stjæle.”

”Men der er også mange, som er virkelig gode ved hinanden. I den firkant, der faktisk er lavet på torv i Värnamo i Sverige, havde nogen lagt blomster og et kort med teksten: ’Tak til dig, der hjalp vores søn.’ Det er ikke en stor ting, men noget, jeg fandt meget smukt.”

Scene: The Square

Kommentarer

Nicki Bruun

Ekkos udsendte journalist i Cannes dækker dagligt festivalen.

Laver primært interviews og opstøver store og små nyheder.

Cannes-festivalen blev holdt første gang i 1946 og regnes for verdens mest prestigefyldte festival.

Årets festival er den 70. af slagsen.

Den løber i år fra 17. til 28. maj 2017.

© Filmmagasinet Ekko