Spådom: Hvem vinder Guldpalmen?

Det er svært at spå – især om filmpriser.

I de seneste to år har jeg og mange andre kritikere gættet på henholdsvis Sauls søn og Min far Toni Erdmann, men den første måtte nøjes med den næstbedste pris, mens den sidste blev skandaløst forbigået.

Cannes-juryen består af ni mennesker, og det er umuligt at forudsige gruppedynamikken. Typisk er det en eller to, der hurtigt bliver de toneangivende, og personlige kæpheste og idiosynkrasier kan komme til at spille en stor rolle.

At dømme efter pressemødet vil formanden Pedro Almodóvar være en afgørende faktor.

I modsætning til 2016 og 2015 er der ingen klar favorit. Konkurrencen har været den svageste i årevis, og der har ikke været en Amour eller en Adèles liv, som har skrevet filmhistorie og nærmest er selvskreven til Guldpalmen.

Men her Ekkos eget bud på, hvem der bør vinde, og hvem vi tror vil vinde. Vi har taget højde for Cannes-reglen om, at Guldpalmevinderen ikke samtidig kan vinde skuespilpriser.

Guldpalmen

Ekko hepper i aften på de amerikanske indie-brødre Benny og Josh Safdies Good Time. Den har en ny, frisk energi, forener action og karakterdrama lydefrit og fortæller en både nervepirrende og gribende historie om broderkærlighed, store drømme og ubarmhjertige realiteter.

Vi er ikke alene om at sætte filmen højt på festivalen, men i alle afstemninger (også i Ekkos stjernebarometer) er der nogle, som decideret ikke bryder sig om den – måske fordi hovedpersonen Connie i virkeligheden gør ondt værre for sin autistiske lillebror Nick. Derfor vil den næppe heller kunne opnå den nødvendige konsensus for at vinde Guldpalmen.

Det vil franske 120 battements par minute til gengæld. Filmen om en gruppe aktivister, der i starten af 90’erne kæmpede for at råbe offentligheden op om aids-epidemien, kan man umuligt have noget imod. Den er et livsbekræftende monument over en trist epoke, den er seriøs i beskrivelsen af aktivisternes demokratiske debatter, og den er politisk korrekt i en venstreorienteret kulturverden.

Men vigtigst af alt kan Pedro Almodóvar meget være personligt stemt for filmen, der beskriver et miljø, han som homoseksuel selv var en del af.

Bør vinde: Good Time
Vil vinde: 120 battements par minute

Grand Prix

Loveless blev vist som den første film i hovedkonkurrencen, og det er den film, der ligger i toppen af de fleste afstemninger.

Den russiske film udfolder knivskarpt og gribende et skilsmissedrama om et forældrepar, der har så travlt med at realisere sig selv, at de glemmer at tage hånd om deres egen søn.

Loveless er insisterende artfilm-kunst af den østeuropæiske skole, og hvis juryen skeler til, hvem der står for tur (som det ofte sker), så får Andrej Zvyagintsev Guldpalmen efter at have været i Cannes med Elena, The Banishment og Leviathan uden at vinde en hovedpris.

Vi gætter dog på, at juryen, hvor der ikke sidder filmfolk fra Østeuropa i år, nøjes med at give Loveless den næstbedste pris. Og den kan meget vel komme til at dele prisen med Sergei Loznitsas A Gentle Creature, et stærkt, men ujævnt kafkask drama om en kvinde, der forsøger at besøge sin mand i et lukket russisk fængsel. På den måde vil juryen markere, at det i år har været et markant comeback for russisk film i Cannes.

Bør vinde: Loveless
Vil vinde: Loveless og A Gentle Creature

Instruktør

The Killing of a Sacred Deer er en potent thriller om skyld, straf og en families opløsning. Græske Yorgos Lanthimos har formået at tage springet til internationale, engelsksprogede film. Først med The Lobster og nu med et stjernebesat (Nicole Kidman og Colin Farrell) værk, der både har overnaturlige elementer, symbolsk dybde og den mest uhyggelige teenagepsykopat i mands minde.

Lanthimos fortjener instruktørprisen, men filmen deler vandene med sine voldsomme billeder og en kontroversiel slutning. Et mere konsensuspræget valg vil være Todd Haynes, som har en høj stjerne i Cannes, og hvis sentimentale og overfortalte skæbnefortælling Wonderstruck har sine tilhængere, sandsynligvis også i juryen.

Bør vinde: Yorgos Lanthimos
Vil vinde: Todd Haynes

Juryens pris

Skotske Lynne Ramsay (Ratcatcher) er tilbage med det sansemættede og fragmenterede hævndrama You Were Never Really Here, hvor en fuldskægget Joaquin Phoenix overbevisende spiller den barske og alligevel moralske lejemorder Joe.

Det er en lille perle og filmkunst, som man lavede den i de gode gamle 70’ere (tænk på Taxi Driver og Nicolas Roegs montagefilm). Den fortjener en hæder, og vi gætter på, at den vil få juryens pris, der gerne går til mere eksperimenterende film. Den kan sagtens få en større pris og er en outsider til Guldpalmen, men bedømt ud fra Almodóvars egne film ligger den nok ikke til hans højreben.

Bør vinde: You Were Never Really Here
Vil vinde: You Were Never Really Here

Manuskript

The Square blev sent tilføjet hovedkonkurrencen, men svenske Ruben Östlunds morsomme og skræmmende satire over den kreative klasse har begejstret de fleste på festivalen.

Det er vel nok hovedkonkurrencens mest originale værk, fyldt med urkomiske sketch-scener, som instruktøren ikke har nænnet at dræbe i klippebordet. Den er derfor ikke så helstøbt som Force Majeure, der fik en pris i den næstbedste konkurrence Un Certain Regard i 2014, og derfor må den nøjes med at være en fræk outsider til Guldpalmen.

Vi synes, at den begavede og illusionsløse svensker fortjener prisen for bedste manuskript, og juryen kan meget vel komme frem til samme beslutning. Den er langt fra Almodóvars kulørte melodramaer, men mon ikke, at Maren Ade nok skal sørge for, at Östlunds komedie ikke bliver forbigået ligesom hendes egen Min far Toni Erdmann?

Bør vinde: The Square
Vil vinde: The Square

Mandlig skuespiller

Det her er den pris, hvor der er flest kvalificerede kandidater: Joaquin Phoenix (You Were Never Really Here),Robert Pattinson (Good Time),Adam Sandler (The Meyerowitz Stories), Louis Garrel (Le redoutable), Colin Farrel (The Killing of a Sacred Deer), Nahuelk Pérez Biscayart (120 battements par minute), Jean-Louis Trintignant (Happy End) og vor helt egen Claes Bang (The Square).

Så har vi endda ikke engang nævnt Barry Keoghan, der med iskolde øjne leverer den mest overbevisende teenagepsykopat i mands minde i The Killing of a Sacred Deer. Men der er trods alt kun tale om en birolle, og når feltet byder på så mange, store hovedrollepræstationer, vil Keoghan næppe få en souvenir med hjem fra Cannes.

Joaquin Phoenix’ fysisk stærke og emotionelt følsomme lejemorder i You Were Never Really Here er uforglemmelig. Han bærer filmen i så høj grad, at han er vor favorit til den mandlige skuespilpris, når vi nu ikke – som følge af Cannes-reglementet – kan give prisen til Robert Pattinsons anti-pretty-boy-spil i Good Time. Det kan juryen derimod godt, hvis de vælger at præmiere 120 battements par minute med Guldpalmen.

Bør vinde: Joaquin Phoenix (You Were Never Really Here)
Vil vinde: Robert Pattinson (Good Time)

Kvindelig skuespiller

Der har ikke været lige så mange store kvinderoller i festivalens hovedkonkurrence, men nogle få præstationer er alligevel ekstraordinære. Vores klare favorit er Maryana Spivak, som i Loveless går helt i opløsning, da det går op for hende, at hun måske har mistet sønnen for altid på grund af sin egoisme og ubetænksomhed.

To priser til den russiske film vil ikke være ufortjent, men juryen i Cannes prøver oftest at fordele priserne på så mange film som muligt. En mulighed er derfor Ayme Misaki, der versionerer film for synshæmmede i Naomi Kawases poetiske Radiance.

Men vi tror, at tyske Diane Kruger løber med den kvindelige skuespilpris for Fatih Akins Aus dem Nichts, en jævn og problematisk film om terrorisme. Men Krugers præstation som kvinden, der mister sin tyrkiske mand og deres søn i et neonazistisk bombeangreb og beslutter sig for at tage en hævn, er engageret og overbevisende.

Bør vinde: Maryana Spivak (Loveless)
Vil vinde: Diane Kruger (Aus dem Nichts)