Den definitive dokumentar om David Bowie

Mand eller kvinde, menneske eller robot?

Instruktør Brett Morgen kridter i Moonage Daydream – der forleden fik verdenspremiere i Cannes – banen op med et David Bowie-citat: Nu hvor Gud er død, må det være op til os selv at skabe den individuelle personlighed.

Denne postmoderne erkendelse bliver igangsættende for Bowie, der transformerer sig fra en helt almindelig dreng – ”jeg gik i skole og spiste” – til popmusikkens store kamæleon.

Major Tom, androgyne Ziggy Stardust, The Thin White Duke.

David Bowie skiftede roller, som andre skifter underbukser. Han blev ”a collector” – en indsamler af inspirationer fra kulturhistorien. Og han var det hele og alt sammen på en gang, undtagen middle of the road.

”Kun overfladiske personer dømmer ikke efter det ydre,” sagde Oscar Wilde, og hvis det udsagn vækker genklang hos nogen, er det David Bowie.

Han dyrkede rollespillet og udklædningskunsten i en sådan grad, at det blev hans identitet. Han var attituderelativisten, der søgte ud i de mystiske hjørner af hjernen og gjorde sin eksistens til et kunstværk, der bedst kan beskrives som spirituelt.

Eklektisk bombardement
Brett Morgen er mest kendt for dokumentaren Kurt Cobain: Montage of Heck. Han har indset, at hvis man vil lave en dokumentar om Bowie, skal man ”show, not tell”, som det hedder i filmhåndbøgerne.

Instruktøren har dykket langt ned i det omfattende arkivmateriale og lavet svimlende, kalejdoskopisk montage, der til lyden af Bowies musik byder på hans live-optrædener, videokunst, film, malerier, interviews, fanreaktioner, historiske optagelser og meget, meget mere.

Det er et magisk, mystisk, forførende og psykedelisk eklektisk sansebombardement, som matcher Bowies egen kunstideologi, der netop dyrker det kaotiske, fragmenterede og transcenderende.

Opkaldt efter en sang fra Ziggy Stardust-pladen fra 1972 kan man ikke beskylde Moonage Daydream for at lade ordene stå i vejen for musikken og billederne. Men de udtalelser af og om Bowie, som kommer undervejs, rammer plet.

”Jeg blev aldrig den, jeg skulle være blevet,” siger han om sin opvækst. Han er ikke tæt på nogen. Om moren nøjes han med at sige, at de har ”en forståelse” for hinanden, men han understreger, at der ikke er noget fundament i hans liv, ingen følelsesmæssig substans.

Han er en tom beholder.

Altid i bevægelse
Inspiratoren er halvbroren Terry Burns, som præsenterer ham for moderne jazz, buddhisme og beatgenerationen med især Jack Kerouacs On the Road. Burns udviklede skizofreni og tilbragte det meste af sit liv på et hospital.

Det undgik Bowie efter eget udsagn ved at udtrykke hjernens virvar i sin kunst.

”Det var, som om han kunne løbe, før han lærte at gå,” bliver der sagt om Bowie, og dokumentarens ledemotiv er Bowie i bevægelse – kørende på en rulletrappe i et futuristisk center, gående ned ad en tom hotelgang eller en smal gyde i et fremmed land.

Sammen med Bowies musik tegner de et kongenialt portræt af et søgende menneske, som altid var på jagt efter nye oplevelser og eksperimenter, hvad enten han bor i London, Los Angeles eller Berlin.

Brett Morgen lægger ikke skjul på, at det er David Bowie i 70’erne og begyndelsen af 80’erne, som han er fascineret af. Let’s Dance-pladen fra 1983 er overrumplende livsbekræftende, og i bagklogskabens lys varsler den en ny tid med Murens fald og den kolde krigs ophør.

Men den markerer ironisk nok også slutningen på David Bowies storhedstid.

Kærligheden har han hidtil omtalt som en umulighed, men nu finder han lykken og gifter sig. Han fortsætter med at lave kunst, men legen med rollerne ophører.

Smittende smeltedigel
Dokumentaren er også fyldt med alt det, som på den ene eller anden måde har inspireret Bowie. Der er klip fra et utal af film – fra Metropolis over Den andalusiske hund til Fellinis 8½.

Den er en smittende smeltedigel, en kollektiv drømmepøl, og man føler sig ærlig talt som et utaknemmeligt skarn, når man på et tidspunkt oplever, at filmen gentager sig selv og i sekvenser bliver lovligt musikvideoagtig. Man begynder simpelthen at føle en vis forstoppelse.

140 minutter er for langt – selv for en film, der vil være et overdådigt overflødighedshorn. Men forhåbentlig vil dokumentaren fungere bedre, når den kommer på HBO Max, som sikkert vil opdele den i afsnit.

For Moonage Daydream er det værk, enhver Bowie-fan har drømt om. Den er som mesteren selv: Larger than life.