Nyhed
17. mar. 2020 | 15:14

Filmarbejdere kan blive hjemsendt uden løn

Foto | Povl Thomsen
Den aktuelle corona-krise har fået mange danskere til at arbejde hjemmefra, og nu risikerer filmbranchens ansatte at blive sendt hjem fra produktioner, der bliver indstillet.

Journalistforbundet og Producentforeningen har indgået en aftale, der giver film- og tv-producenter mulighed for at hjemsende medarbejdere i fem dage uden løn.

Af Nicki Bruun

Filmbranchen i de fleste dele af verden er ligesom alle andre industrier i disse dage hårdt presset af corona-krisen.

Danske produktioner bliver stoppet i udlandet, og biograferne kæmper for at finde ud af, hvordan premiereplanen fremover skal se ud.

Nu er der indgået en aftale mellem Journalistforbundet og Producentforeningen, der giver film- og tv-producenter mulighed for at hjemsende medarbejdere i fem dage uden løn.

”Der er enighed om, at produktionsselskaber i denne ekstraordinære situation kan fravige de almindelige varsler i kontrakter og overenskomster og dermed give mulighed for at kunne hjemsende ansatte medarbejdere i foreløbig fem arbejdsdage uden løn,” lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Journalistforbund, hvor det efterfølgende præciseres:

”Med ’ansatte medarbejdere’ menes alle, som har en kortere eller længere kontrakt med produktionsselskabet.”

Risikerer konkurs
I pressemeddelelsen oplyses det også, at hvis man bliver hjemsendt og er medlem af en a-kasse, skal man henvende sig dér den første hjemsendelsesdag.

Hjemsendte medarbejdere skal have skriftlig besked fra arbejdsgiveren med nærmere præciserede vilkår for hjemsendelsen.

”Jeg må gentage det, som flere har sagt før mig: Vi er i en helt ekstraordinær situation, og derfor må vi finde ekstraordinære løsninger,” udtaler formand for Dansk Journalistforbund, Tine Johansen.

”De medlemmer, der bliver sendt hjem, bliver ramt meget hårdt af denne aftale. Men vi har sammen med en række øvrige fagforeninger inden for branchen vurderet, at alternativet meget nemt kan blive værre: At mange produktionsselskaber ellers risikerer at gå konkurs.”

Den netop indgåede aftale løber frem til den 17. april.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko