Ofte bliver vi skuffede. Vi synes ikke, at filmens billeder kan konkurrere med det enorme mylder af sansninger, tanker og refleksioner, som en god roman rummer. Og vi griner højt, når biografaktuelle Orkidé-tyven skildrer en plaget manuskriptforfatter, der får den håbløse opgave at omsætte en filosofisk blomsterbog til et effektivt Hollywood-melodrama!
Men måske er det på tide at gøre op med forestillingen om, at filmen er en afglans af bogen. Adskillige af verdens bedste film er baseret på bøger, og nogle af disse bøger er ordinære romaner, som instruktøren har omformet til uforglemmelig filmkunst. Det skrevne ord har sine kvaliteter, men det har filmens levende billeder så sandelig også. En skuespillers blik kan gøre det ud for flere siders beskrivelser i en bog. For når billede, lyd, klipning, scenografi og skuespil går op i en højere enhed, er filmoplevelsen særdeles stærk og kompleks.
I skolen er det oplagt at undervise i filmatiseringer. Det gælder om at undersøge instruktørens fortolkning af bogen og forstå de to mediers forskellige formsprog: Hvordan fortæller man med henholdsvis ord og billeder? På den måde styrkes sansen for såvel filmen som litteraturen. Under menuen Film i skolen findes undervisningsmaterialer til en række filmatiseringer, blandt andet Knut Hamsuns Sult og Peter Seebergs novelle 7-1 samt H. C. Andersen-eventyret Klods Hans og Ulf Starks Lad isbjørnene danse.
Annonce
Kommentarer