Hodders vej til filmen

Det hændte en dag, at jeg læste anmeldelsen af en ny Bjarne Reuter-børneroman. Af en eller anden grund måtte jeg hen og købe den. Jeg slugte den på en weekend. Jeg var bevæget. Følte, det var en bog, der talte personligt til mig. Om en ensom, lidt sær dreng og hans kamp for at finde en plads i verden. Om at være bundskraberen i klassen. ”Du hører ikke til her i vores gruppe. Du har ikke formatet,” som klassens smarteste dreng Alex siger til Hodder.

Halvandet år efter ringede telefonen. Det var producer Tina Dalhoff fra Nordisk Film. Hun spurgte, om jeg havde mod på at skrive et manuskript over en børnebog. Jeg sagde nej. Adaptationer er ikke mig. Jeg synes, det er mere spændende at være med til at bygge en historie op fra grunden. Jeg er sjældent så vild med filmatiseringer i det hele taget. Tina Dalhoff fornemmede nok, at jeg var en smule kategorisk, men opgav åbenbart ikke, for hun ville ikke undlade at nævne titlen. En som Hodder. En som Hodder?, spurgte jeg. Hun regnede ikke med, at jeg kendte den. Men det gjorde jeg, den havde jeg jo læst. Faktisk var det den eneste nyere bog for otte-tolv-årige, jeg havde læst. Det måtte være et tegn. Jeg sagde ja til at prøve. Da jeg havde lagt røret på, tog jeg bogen ned fra hylden. Bogen starter således:

”Det hændte en nat at der kom en fe til en ganske almindelig dreng ved navn Hodder. Feen sagde til Hodder, at han var udvalgt og Hodder, som ikke før havde fået at vide, han var udvalgt og som aldrig havde set en fe, satte sig op i sengen, gned øjnene og spurgte stilfærdigt, om der mon var tale om en misforståelse? Feen svarede med en stemme, som var dæmpet og dog fast, præcis som den regn, der kun falder i oktober: – Du er den udvalgte Hodder, du er den udvalgte.”

Vi fornemmer allerede her i de første tre afsnit, at det ikke går helt godt for ham Hodder. Han har aldrig følt sig udvalgt til noget. Vi erfarer snart, at hans mor er død, og hans far sætter plakater op om natten. Hodder har lysvågne syner i de lange, ensomme nætter. Skikkelser kommer til ham. Feen er selvfølgelig en god fe. Men hun er underligt insisterende, underligt monoton, hun siger altid det samme: ”Du skal frelse verden.” Verden er stor, alt for stor. Hodder vælger – ganske snusfornuftigt – at starte i det små, med beboerne på verdens mindste ø, Guambilua, i Det Indiske Ocean. På et tidspunkt har han imidlertid opnået det, der for Hodder er større end at frelse verden. Han har fundet sig en ven. Oven i købet en af dem, der har forfulgt ham. Ikke den smarte Alex, klassens lede leder. Men klassens stærkeste dreng Filip.

En som Hodder handler om den indre og den ydre verden. Om at overleve ved hjælp af sin fantasi. Men det er ikke en ren og uproblematisk hyldest til fantasien. Det er fortællingen om en fantasi, der tager magten over et menneske og bliver farlig, ja, måske livsfarlig. Det er fortællingen om et psykisk sammenbrud, som er lige på trapperne – uden at den, der er ved at bryde sammen, har den mindste anelse om det selv. Fortalt sjovt, poetisk – og ekstremt fragmentarisk i øvrigt (de ufatteligt mange indskud).

Da jeg havde genlæst bogen, blev jeg enig med mig selv om, at den var umulig at filmatisere. Den var for fragmentarisk, for fabulerende, for mange ting på en gang. Hvilket kan være godt nok i en bog, men en katastrofe på film. Jeg var ved at ringe til Nordisk og sige, at det var en fejltagelse. Men jeg var jo udvalgt. Jeg gik i gang. Jeg skulle levere et såkaldt treatment, altså en ret detaljeret gennemgang af scener. Nærmest et manuskript i prosaform uden dialog.

Bogens startafsnit viser nogle af problemerne – men også nogle muligheder. ”Det hændte en nat…” står der. Bogen er skrevet i datid. Et filmmanuskript skrives i nutid. Fordi film ér nutid. Ligegyldigt hvilken tid filmen foregår i. ”Det hændte en nat,” slår en tone an. Noget eventyrligt. Eller måske endnu større. Noget bibelsk? ”Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus”… Det kan umuligt oversættes til film. Her må vi nøjes med en stemning og en situation. Men den er til gengæld god nok, eller hvad?

En fe besøger en dreng. Bjarne Reuter behøver ikke skrive andet end ”en fe” og så selvfølgelig give den fe nogle kendetegn. På film skal der træffes et valg. Hvem er den fe? Hvor kommer hun fra? Hvor stor er hun? Hvad siger hun? Hvordan siger hun det? Hun taler med en stemme, ”som var dæmpet og dog fast, præcis som den regn, der kun falder i oktober”. Det kan tilskueren ikke høre.

Film er uhyggeligt konkret. Filmmanuskriptet er simpelt. Det er et arbejdsredskab (hvilket ikke er ensbetydende med, at det skal være dårligt skrevet, overhovedet ikke). En manuskriptforfatter kan da godt for sin egen forfængeligheds skyld skrive ”dæmpet og dog fast, præcis som den regn, der kun falder i oktober”. Men det, som er en smuk og præcist sanset sætning i det litterære værk, kommer nemt til at fremstå som nævenyttigt kruk i filmmanuskriptet. Når instruktøren overtager manuskriptet, vil vedkommende muligvis stryge sætningen, fordi han/hun associerer på en anden måde. Men skulle den få lov til at blive stående, vil den sandsynligvis skabe uro på sættet. Skuespilleren har med garanti ingen anelse om, hvordan man taler som præcis den regn. Filmarbejderne vil grine deres røve i laser, ja, regnen i oktober kan risikere at blive den stående joke under optagelserne og blive nævnt i talerne til afslutningsfesten.

”… og Hodder, som ikke før havde fået at vide, han var udvalgt…” står der. Okay. Det skal vi også forstå. Det kan selvfølgelig siges af Hodder selv. Men det vil blive en lidt tung, informativ replik. Vi er nødt til at fortælle gennem handling, at Hodder aldrig før har fået at vide, han var udvalgt. Det er svært at fortælle, hvad en person ikke er. Men så må man prøve at fortælle, hvad han er.

Det er en af grundene til, at Henrik Ruben Genz (der efter et stykke tid blev koblet på som filmens instruktør), og jeg valgte at starte et andet sted end Reuter. Vi ville lære Hodder at kende, før han får besøg af den fe. Fe-scenerne er poetiske og eventyrlige, men En som Hodder er først og fremmest en fortælling om en dreng og hans plads i verden. Derfor valgte vi at fortælle, hvordan han fungerer i den verden – i klassen og sammen med faderen – før vi går ind i eventyret. Vi behandler fe-scenen som en afgørende handling, men ikke et anslag. Derfor ligger den ti minutter inde i filmen som midten af første akt.

I bogen er feen en fe, der kommer på besøg. Selvfølgelig fra Hodders fantasi. Men hvad feen i det hele taget står for, er op til læseren selv. I filmen har vi valgt at give feen en særlig betydning. Feen vokser konkret ud af en stump bilplakat, som Hodder og hans far har sat op på væggen. Feen skal have et ansigt. Hun skal spilles af en virkelig skuespiller (det blev Anette Støvelbæk). På et tidspunkt ser vi Hodders afdøde mors ansigt. Det er samme ansigt. Okay. Det er en tolkning, vi har valgt, som måske kan virke banal og ikke særlig original, men som er med til at knytte filmens elementer sammen og fortælle om Hodders savn og længsel. I manuskriptet kom fe-scenen til at lyde sådan:

”Hodder sover. Skæret fra en bils lygter glider hen over væggen. Logoet på bilplakaten buler ud. Feen kommer ud af logoet. Hodder slår øjnene op. Feen hænger oppe under loftet, kigger ned på ham – og taler med dæmpet, mild stemme.
FE: Hodder Emanuel Jacobsen. Du er udvalgt. Du skal frelse verden.
Hodder ligger ned og ser op på feen.
HODDER: Undskyld. Men jeg har feber. Ku’ jeg få dig til at komme igen en anden dag?
FE: Du er den udvalgte, Hodder. Du skal frelse verden!
Hodder bliver liggende.
HODDER: Du sku’ hellere spørge Filip fra min klasse. Han er meget større og stærkere end mig. Og han har både en mor og en far.
FE: Det er dig, der er udvalgt. Det er dig, der skal frelse verden! Hodder Emanuel Jacobsen.
Feen forsvinder ud af Hodders synsfelt. Hodder sætter sig op og prøver at følge den med øjnene, men den er væk.”

Så kedeligt og skematisk og ulitterært lyder det. Men det er blevet til en scene, der kan arbejdes med. Den er i hvert fald blevet optaget og sidder i filmen og ser nogenlunde ud som beskrevet. Vi opfandt masser af scener, som ikke er med i bogen. Vi målrettede en del af bogens scener, så de ikke stod og flagrede for sig selv, men så de relaterede til det dramatiske forløb. Vi traf utallige valg undervejs, og jeg kunne skrive en artikel om hvert af dem. Men her er nogle af de vigtigste.

1. Tid og tone. Hvornår foregår En som Hodder? Bogen er fra 1998, men foregår i et sprogligt univers, der bærer præg af halvtredserne samtidig med, at den hævder at finde sted i nutiden. Skulle vi peppe den op? Udstyre børnene med skateboards og mobiltelefoner? Vi gjorde det modsatte. Jeg valgte at bevare det lidt gammeldags præg i manus, lod personerne være nørdede frem for smarte og moderigtige (vi opfattede i grunden alle personerne som sære, ensomme kloder). Selv den smarte dreng er en sær nørd. Genz og scenograf Niels Sejer forstærkede dette. De rensede rummene. Klædte de medvirkende nutidigt på, men ikke moderigtigt. Vi er sikre på, at filmen nok skal blive anklaget for at være håbløst umoderne. Til gengæld har vi et stille håb om, at den også kan ses om fem-ti år uden at virke forældet.

2. Hodders projekt. I bogen er der ekstremt mange spring frem og tilbage mellem tiderne, hvor Hodders liv bliver belyst, mens hans egentlige projekt ”at frelse verden” faktisk udvikler sig ganske lidt. Som litteratur fungerer det, men på film ville det blive for illustrerende. Vi ønskede at gøre Hodders projekt mere fremadrettet, gøre ham mere aktiv. Jeg skrev et forløb, hvor hans plageånder Alex og Filip inddrages mere direkte, end de gør i bogen. Der kom en dramatik til stede, som manglede. Og det var muligt at gøre det uden at forråde bogen og dens lille store historie.

3. Filips forløb. Klassens stærkeste dreng Filip forfølger Hodder. Han er fascineret af den mærkelige, drømmende dreng, der altid går alene hjem fra skole. Han er i virkeligheden grovere end den smarte Alex, som bare er en led stodder. Hvad er Filips motiv? Det er svært at forstå ud fra bogen. Man må tænke selv. Vi følte, vi manglede en rigtig historie. Hvad har Hodder og Filip til fælles? Måske har de begge mistet noget? Jeg digtede et simpelt skilsmisseforløb. Filips forældre er ved at gå fra hinanden, og han vil ikke indrømme det for sig selv og de andre. Hodder ved det, og Filip er overbevist om, at han har sladret til Alex. Filip chikanerer Hodder, men fordi Hodder er i stand til at tilgive (frelser-motivet er trukket ret kraftigt op, både i bog og film), vender Filip på et afgørende punkt og redder Hodder fra at gå til grunde. Scenen i slutningen, hvor Hodder bliver reddet af Filip, er blevet mere dramatisk end i bogen, og vi forstår forhåbentlig, at den jordbundne Filip har fanget lidt af Hodders flyvskhed.

4. Fortælleren. Vi fandt hurtigt ud af, at det ville være skønt med en fortæller, der kunne føre os rundt i Hodders verden. Vi ønskede blot ikke en traditionel voice over. Jeg opfandt på et tidspunkt (inspireret af en enkelt sætning i bogen) en turistguide, der fragtede folk rundt for at se på den senere så berømte Hodders liv. Det greb vakte en vis begejstring blandt læserne af manuskriptet, men ville med næsten garanti ikke virke på lærredet. Så vi endte med… en traditionel voice over. Det er Hodder selv, der fører os gennem handlingen. Vi starter med slutpunktet.

Må jeg konkludere? Genz og jeg har løst en bunden opgave. Det mærkelige er, at vi begge føler, vi har fortalt en personlig historie med denne film. Jeg er tæt på at hævde, det er den mest Bo hr. Hansen’ske film, jeg har været involveret i, på godt og ondt. Under alle omstændigheder tror jeg nu på litteraturen som et sted, det er muligt at besøge, når der skal tænkes film.