Filmcensurens uransagelige veje

I det 20. århundredes kulturhistorie er filmcensuren et lettere komisk kapitel. Det er historien om magthaveres overambitiøse forsøg på at beskytte borgerne — lige fra de er børn — mod forkerte meninger, mod vold og gru, ja, sågar mod erotik. Hvad enten vi er i USA, hvor filmbranchen selv har stået for censuren, eller i Europa, hvor staten har kontrolleret filmene, går et bestemt træk igen i censurens historie.

Afgørelserne er altid senere blevet til grin! Det samme gælder også andre kunstarter, der har været udsat for kontrol, men kontrollens faktiske udøvere er sjældent blevet klogere af denne kendsgerning. Da man ikke kan få seriøse kunstnere til at censurere andres kunst, er opgaven nemlig altid endt hos mindre ånder.

At staten ikke har nogen ret til at blande sig i, hvad borgeren ser, hører eller læser, er et synspunkt, der altid har haft trange kår, også i lande, der kalder sig demokratiske. At staten heller ikke har nogen ret til at blande sig i, hvad borgeren lader sine børn se, høre eller læse, er et synspunkt, der har haft endnu trangere kår.

Filmen er det bedste eksempel. Danmark har haft grundlovssikret ytringsfrihed siden 1849. Den generelle opfattelse hos jurister har imidlertid altid været, at filmcensuren ikke er i konflikt med den ytringsfrihed, som grundloven taler om. Det er forståeligt, at grundloven af 1915 endnu ikke tænkte på film, men der blev heller ikke taget højde for filmen, da man i 1953 udformede vor nuværende grundlov. Her taler § 77 stadig blot om enhvers ret til at ytre sig "på tryk, i skrift og tale".

Intet tyder på, at man for eksempel har skelet til USA, hvis højesteret netop i maj 1952 fastslog, at film som "a significant medium for the communication of ideas" var omfattet af Første Forfatningstillægs bestemmelser om ytringsfrihed.  

Forrående billeder
Der er vist film herhjemme siden 1896. I starten kontrollerede det lokale politi forevisningerne. I 1907 indskærpede et justitsministerielt cirkulære landets politimestre at holde øje med "Lysbilleder, der enten maa karakteriseres som anstødelige i sædelig Henseende, eller ved den Maade, hvorpaa Udførelsen af Forbrydelser gengives, eller i øvrigt ved deres Beskaffenhed ere egnede til at virke demoraliserende paa Tilskuerne og navnlig paa den i Reglen talrigt til Stede værende Ungdom".

Samme år havde vi vor første censursag. Nordisk Films Kompagni skød under optagelserne af Løvejagten to gamle løver på en lille ø i Roskilde Fjord. Dyrevenner rasede. Det lykkedes ikke justitsministeren at standse optagelserne, men han fik i første omgang forbudt filmens danske premiere.

I 1913 blev der indført en fælles filmcensur for hele landet, men en egentlig biograflov fik vi først i 1922. Den etablerede Statens Filmcensur. En justitsministeriel embedsmand skulle være formand, mens to andre censorer udførte den løbende filmkontrol og kun tilkaldte formanden ved uenighed eller generel tvivl. Deres opgave var at forbyde "Billeder, hvis Forevisning vil virke forraaende eller paa anden Maade moralsk nedbrydende".

Man kunne helt forbyde en film, man kunne forbyde den for børn under 16 år, eller man kunne forlange scener klippet ud. Denne ordning vedblev i det store og hele til 1969, hvor censur over for voksne endelig bortfaldt. 16-års-grænsen opererede man med helt frem til 1997, efter at man i 1960 havde tilføjet muligheden for kun at forbyde en film for børn under tolv år.

1922-loven blev revideret i 1933 og 1938. Det blev først i 1933 indføjet, at man skulle afvise film, som kunne "krænke Ærbarhed". I 1938 blev der oprettet et særligt filmråd, der blandt andet skulle udtale sig, når et forbud blev anket. Justits-ministeren havde dog den endelige afgørelse.

Publikum bedrages
Ankesagerne fik gerne en del presse-omtale, især når det drejede sig om totalforbud. Fraklip var dog den almindeligste form for censur. Fraklippene blev i vid udstrækning accepteret af filmudlejerne, navnlig hvis de på den måde kunne få filmen tilladt for børn. I efterkrigsårene blev voldelige scener især fjernet fra westerns.

Fraklip lyder umiddelbart knapt så slemt som et regulært forbud, men det er i virkeligheden et langt alvorligere overgreb mod filmværket. Det er ikke kun en krænkelse af kunstnerens droit moral, man bedrager også publikum. De danske filmudlejere har således et lige så stort ansvar som Statens Filmcensur for årtiers indskrænkning af den filmiske ytringsfrihed. 

Loven sagde intet om, hvilke kvalifikationer censorerne skulle have. Til at varetage den løbende censur udpegede ministeriet pædagoger og skuespillere. Den tidligere stumfilmstjerne Olaf Fønss var for eksempel censor 1932-42. Det er et ret lille antal mennesker, der frem til 1969 har stået for censuren. Skuespilleren Arne-Ole David sad som censor fra 1946 til 1969, hvor loven blev ændret. Da var han 75 år. 1949-68 havde han som kollega Gertrud Christmas Møller, enke efter den konservative politiker John Christmas Møller og uden specifikke kvalifikationer i relation til film.

Politisk censur      
I stumfilmperioden var censuren stadig forholdsvis lempelig, især over for danske produktioner. Alligevel blev Holger-Madsens Opiumsdrømmen forbudt i 1914, og i 1925, hvor vi havde fået vor første socialdemokratiske regering, blev E. Schnedler-Sørensens Grænsefolket forbudt. Filmen er ikke bevaret, men den handlede om de dansk-sindede sønderjyder, der under Første Verdenskrig måtte trække i tysk uniform. Man har været bange for at støde den store nabo mod syd, men i 1927, da Venstre igen var ved magten, fik filmen premiere efter en omredigering.

Siden har forbud kun ramt udenlandske film. 1920'ernes sovjetiske film blev udsat for politisk censur. Eisensteins propaganda-mesterværk Panserkrydseren Potemkin fik premiere i 1926, men stærkt beklippet. Publikum blev blandt andet snydt for scenen, hvor mytteristerne hejser det røde flag på panserkrydseren. Et andet hovedværk i sovjetisk stumfilm, Pudovkins Moderen, blev først forbudt, men da russerne truede med konsekvenser for dansk filmeksport til Sovjet, blev forbuddet omstødt.

I slutningen af 1940'erne, da den kolde krig begyndte, er der eksempler på, at man klippede i film for ikke at støde Sovjetunionen. Det overgik for eksempel Carol Reeds Den tredje mand. Men der har aldrig været lovhjemmel for en sådan politisk censur, og her adskiller Danmark sig fra nabolande som Sverige og Finland (jeg har bevidst sprunget den tyske besættelse 1940-1945 over, da det var en ekstraordinær situation, hvor vi ikke selv bestemte).

Vi adskiller os også fra mange andre lande ved stort set at være sluppet for religiøs filmcensur. Balladen omkring Jens Jørgen Thorsens planlagte Jesus-film i begyndelsen af 70'erne var atypisk og involverede ikke filmcensuren. Den mere artikulerede modstand mod Thorsens projekt gik på, at det havde fået offentlig støtte. Til gengæld misbilligede den danske censur i 1937 åbenbart, at der blev gjort grin med kongehuset. I den svenske komedie Bleka greven (Raske Detektiver) udgiver Fyrtårnet og Bivognen sig for danske adelsmænd i Sverige. "Vi skal hilse fra kronprinsesse Ingrid," siger Fyrtårnet. Denne harmløse replik klippede den danske censur væk. 

"Værdiløse forbryderfilm"
Som i flere andre lande blev filmcensuren strengere i 1930'erne. De danske censorer fandt især amerikanske gangsterfilm forrående og moralsk nedbrydende.

I 1939 bad justitsminister K.K. Steincke direkte Statens Filmcensur om at fare hårdere frem mod "kuntnerisk værdiløse Forbryderfilm". En række hovedværker i amerikansk filmkunst, der i dag tillige står som uomgængelige socialhistoriske dokumenter, blev forbudt eller stærkt forkortet. Howard Hawks' Scarface fra 1932 voldte i mange lande censuren kvaler på grund af det antydede incestuøse forhold mellem titelpersonen og hans søster. Herhjemme blev filmen forbudt på grund af dens mange skyderier.

Michael Curtiz' Angels with Dirty Faces (1938) har "Crime doesn't pay!" som klart budskab, men blev alligevel forbudt. I Ove Brusendorffs filmleksikon fra 1940 hedder det lakonisk om den: "Prisbelønnet i Amerika, men forbudt i Danmark." Efter krigen vakte navnlig forbuddet mod Jules Dassins barske fængselsfilm Brute Force (1947) og Raoul Walshs mesterlige gangsterportræt White Heat (1949) offentlig debat. Censuren fandt støtte hos "sagkyndige" fra fængselsvæsen og retspsykiatri!

I nogle tilfælde lempede censuren sine afgørelser efter en årrække. I 1947 forbød man Howard Hughes' western The Outlaw. I USA og andre steder var det Jane Russells iøjnefaldende barm, der generede censuren, men de danske censorers moralske fordømmelse af filmen skyldtes såmænd, at den ene hovedperson er hestetyv! Man frygtede simpelt hen, at filmen kunne få ubefæstede sjæle til at stjæle heste. I 1962 blev The Outlaw dog tilladt for publikum over 16 år. Samme år fik vi også langt om længe Howard Hawks' Sternwoodmysteriet (1946) at se. Den havde været forbudt på grund af sin i øvrigt forsigtige omtale af pornografiske fotos og narkomisbrug.    

Det kunne også ske, at justitsministeren omgjorde et forbud. Fra marts til oktober 1950 hed han igen K.K. Steincke, og han tillod Robert Wises boksefilm The Set-Up. I modsætning til censorerne kunne han se, at filmen ikke var voldsdyrkende, men et stærkt og seriøst angreb på professionel boksning. Senere blev et væsentligt værk som Orson Welles' Politiets blinde øje (1958) først forbudt, men derefter tilladt med visse forkortelser.

Den mest absurde episode i dansk filmcensurs historie indtraf i 1947, da man forbød Frank Capras herlige gyserkomedie Arsenik og gamle kniplinger. Historien om de to tossede tanter, der forgiver deres logerende, fandt censorerne "forraaende og særdeles krænkende for etiske og religiøse Begreber". Forbuddet blev naturligvis anket, og ministeren tillod filmen — men kun for voksne, og det endda med fraklip. 

Otte meters fraklip
Kunne censuren ikke lide gangsterfilm, var den mindst lige så negativ over for gysergenren. James Whales Frankenstein (1931), i dag en udødelig klassiker, blev forbudt. Man forsøgte igen forgæves at få den tilladt i 1937, ja, den blev forbudt så sent som i 1958 og 1965! Samme skæbne overgik de fleste af Universals skrækfilm fra 30'erne og 40'erne. Også de spændende nyfortolkninger af Frankenstein-historien, som det britiske selskab Hammer lancerede fra sidst i 50'erne, blev alle forbudt.

Tod Brownings vampyr-klassiker Dracula (1931) fik godt nok premiere herhjemme, men den er heller ikke ret uhyggelig. Da Hammer sidst i 50'erne genopvakte den blodtørstige greve og hans slægtninge i technicolor, slog censuren dog til og forbød konsekvent alle vampyrfilm. Af de godt 40 film, der blev totalt forbudt i det sidste tiår inden voksencensurens ophør, var over halvdelen skrækfilm, mest fra Hammer.    

Der er naturligvis også en række eksempler på indgreb over for erotiske scener, men sammenlignet med mange andre lande har dansk filmcensur faktisk ikke været så hård på dette område. I 1953 blev der godt nok klippet i Harriet Anderssons nøgenscener i Ingmar Bergmans Sommeren med Monika, men normalt accep-terede man nøgenhed, der indgik naturligt i historien. Både Gabriel Axels Altid ballade og Johan Jacobsens Blændværk (begge 1955) indeholder nøgenscener, der næppe kunne forekomme i samtidige amerikanske mainstreamfilm.

Den første danske film, hvor en åbenhjertig erotisk scene for alvor rejste diskussion, var Johan Jacobsens intense drama En fremmed banker på (1959). Censuren krævede femten meter klippet ud for at tillade filmen. Filmrådet fremhævede dens høje kunstneriske værdi og anbefalede frigivelse, hvorefter justitsministeren som et kompromis tillod den med otte meters fraklip.

I 60'erne begyndte det som bekendt at gå meget stærkt, når vi taler om sex på film, i bøger og blade og ikke mindst i det virkelige liv. Den udvikling måtte filmcensuren bøje sig for. Når Russ Meyers Lorna (1964) op-træder på listen over de sidste totalt forbudte film, er det næppe på grund af Lorna Maitlands nøgenscener, men mere på grund af filmens ubehagelige voldsscener.

En dansk-svensk produktion som Mac Ahlbergs Jeg — en kvinde (1965) slap helskindet gennem censuren og var virkelig med til at flytte grænser, herhjemme såvel som i udlandet. Saksen kom til gengæld i gang over for åbenlyse spekulationsfilm som Poul Nyrups Mellem venner (1963) og Villa Vennely (1964). Omvendt måtte den konservative moralist Knud Leif Thomsen også finde sig i, at hans seriøse ide-drama Gift (1966) fik fjernet en scene, hvor personerne ser en regulær pornofilm.

Den 10. november 1967 forbød en dansk justitsminister for sidste gang voksne mennesker adgang til en film. Det var Un Chant d'amour, en stum amatørfilm fra 1950 af den franske forfatter Jean Genet. Filmhistorikeren Bjørn Rasmussen kalder den en "poetisk lovsang til homoseksuel erotik".             

Ingen skadevirkninger
I 1968 kunne man i forhallen til Nygade-biografen i København se en stor plakat for Roger Cormans The Wild Angels, garneret med resterne af et par gamle motorcykler indsmurt i blod. Et skilt oplyste, at The Wild Angels ville blive vist, så snart den tåbelige censur blev ophævet! På den måde gav censuren en dårlig film god reklame.

Cormans film om motorcykelbander var den næstsidste film, der blev totalt forbudt herhjemme. Man havde i 1963 nedsat et udvalg til at se på censurspørgsmålet. Fire år senere kom udvalgets betænkning langt om længe. Man fandt det ude af takt med tiden, at et statsligt organ skulle godkende en films visning ud fra nærmere angivne moralske eller æstetiske principper. Films skadevirkninger på et normalt voksent menneske mente man ikke at kunne dokumentere, hvor-for voksencensur burde afskaffes.

Mens offentligheden heftigt debatterede filmcensur, navnlig i forbindelse med indgrebet mod Gift, fortsatte censorerne dog med at gøre sig til grin. I begyndelsen af 1968 var Mac Ahlberg klar med Jeg — en kvinde 2. Her krævede censuren visse sex-scener fjernet. Som et kompromis tillod man, at scenerne blev erstattet af indsatte stillfotos. Ved premieren påpegede anmelderne, at man kunne se langt flere detaljer på disse faste billeder.

Senere på året kom Annelise Meineches ubehjælpsomme sex-film Uden en trævl, der bevidst udfordrede censorerne. De krævede den da også totalt forbudt. Afgørelsen blev anket til justitsministeren, der frigav den efter fire mindre fraklip. Den frigivne version var dog nok til, at visse anmeldere hævdede, at voksencensuren nu i praksis var afskaffet. Filmen blev en stor publikumssucces, og efter voksencensurens bortfald kunne den genudsendes i fuld længde og atter tjene penge ind.

Ægte demokratisering
En ny lovgivning gjorde det i marts 1969 endeligt af med filmcensuren over for voksne. Et par måneder senere afskaffede Danmark i øvrigt som et af de første lande straffe-lovens bestemmelser mod billedpornografi. Den skrevne pornografi var blevet tilladt i 1967. Afskaffelsen af filmcensuren for voksne og af pornografilovgivningen blandes undertiden sammen, men det var to forskellige tiltag, selv om det selvfølgelig var udtryk for samme tidsånd. I de fleste andre lande foregik der i disse år tilsvarende lempelser af filmcensuren (og af pornografilovgivningen). Sverige og Norge beholdt dog voksencensur.  

Statens Filmcensur skulle nu alene kontrollere børns adgang til film. Den nye lovgivning fordrede psykologisk og pædagogisk sagkundskab hos censorerne, der blev ansat for en tidsbegrænset periode. Gennem årene har mange af deres afgørelser vakt debat, men den har overvejende været af pædagogisk art. Filmudlejerne fortsatte med at acceptere fraklip i filmene, især for at kunne indkassere de 12-16-åriges lommepenge. I 1980 blev grænserne på 16 og 12 år suppleret med muligheden for at fraråde film for børn under 7 år. At man nu talte om at fraråde i stedet for at forbyde, peger frem mod 1997.

I de følgende år bredte video og senere dvd sig. Denne ægte demokratisering af filmdistributionen gjorde det umuligt for statsmagten at forhindre børn i selv at vælge filmoplevelser. Efterhånden var mange børn også bedre end deres forældre til at afkode de levende billeder. Desuden var formynderisk tankegang generelt på retur efter de socialistiske diktaturers sammenbrud. Da en helt ny filmlov skulle vedtages i 1997, var der derfor i mange politiske kredse stemning for helt at afskaffe filmcensuren. Det førte imidlertid til voldsomme protester fra pædagoger.

Resultatet blev et udmærket kompromis. Statens Filmcensur blev erstattet af Medierådet, hvis vurderinger af films egnethed for børn i forskellige aldersgrupper skal vejlede forældre og andre. En vejledning er noget langt mere positivt, for den behøver man ikke rette sig efter. Det er der heller ikke mange forældre, der gør, som enhver biografgænger i dagens Danmark kan konstatere.