Filmdirektør: Fri mig for kvotesnakken

Det lød, som om Henrik Bo Nielsen tøede op forleden.

Direktøren for Det Danske Filminstitut var ikke lige så stålsat i sin retorik som tidligere, da han blev interviewet i Dagbladet Politiken om muligheden for at indføre kønskvoter i dansk film.

”Hvis der ikke er sket noget om to år, kan det godt være, at der ikke er nogen vej uden om kvoter, hvis man ikke kan acceptere den forskel, der er i dag,” lød det fra direktøren, som ellers blankt havde afvist kvotespørgsmålet i det seneste nummer af Ekko.

På Filminstituttet har man længe arbejdet på at belyse den kønsmæssige skævhed i dansk film. Arbejdet mundede i onsdags ud i en rapport, som viste en markant ubalance, der ifølge Henrik Bo Nielsen ikke er tilfredsstillende.

Men tilbage til spørgsmålet om kvoter. For har Henrik Bo Nielsen ændret holdning?

”Nej, det er ikke nogen ny holdning. Jeg mener det samme, som jeg hele tiden har ment,” siger direktøren.

”På Filminstituttet har vi forsøgt at etablere et pauserum fra den evindelige kvotediskussion. Kvoter kan være nok så praktiske, hvis man entydigt vil forfølge en ligestillingsdagsorden, men man skal jo ikke regulere sig til alt her i livet,” fortsætter han.

Kvoter er op til politikerne
De kommende to år vil Henrik Bo Nielsen faktisk slet ikke snakke om kønskvoter, som han kalder ”den ringeste vej til større diversitet”.

I stedet vil Filminstituttet søsætte mindst tre ”drøftelser”, som skal kaste konkrete initiativer af sig. Til et møde på Filminstituttet i går meldte Henrik Bo Nielsen ud, at man vil igangsætte en analyse af tallene fra den nye rapport og lave et katalog over de barrierer, der er for nogle kvinder i branchen.

Processen er lang, erkender filmdirektøren, som håber, at initiativerne vil smitte af på statistikkerne over de kommende år.

– Men du virker ret afventende i forhold til at tage konkrete beslutninger?

”Jeg er ikke afventende. Men det bliver ikke Filminstituttet, som af egen drift kommer til at indføre kvoter. Punktum. De næste to år vil vise, hvor langt vi kan komme ad det her spor.”

”Hvis så konstateringen til den tid er, at alt det, vi sætter i værk, ikke nytter, så må vi tage diskussionen om kvoter. Hvis vi nogensinde kommer i den situation, vil det også kræve en politisk løsning. Filminstituttet har i dag intet mandat til at trætte det valg”

Diversitet er gavnlig
– Hvordan ser du din egen rolle i det her. Er det ikke vigtigt, at du som direktør gør det ret klart, hvad du mener? 

”Jeg vil bruge alle kræfterne på at få brancheaktørerne hen i en virkelighed, hvor vi er enige om, hvordan den ser ud. Og jeg hører dem også sige, at det vil være gavnligt for kvaliteten i dansk film med en større diversitet foran og bagved kameraet. Så min rolle er at insistere på en dialog om, hvordan vi opnår det.”

–Hvis du mener, at en større diversitet vil højne kvaliteten, hvorfor så ikke følge Sverige og indføre kvoter?

”I Sverige har de sat vognen foran hesten ved at beslutte sig for, at det er støtten, der styrer. Jeg synes ikke, det er vejen frem.”

”Hvis jeg fortsat kun har sytten procent kvindelige instruktører, som ansøger på spillefilmordningen, og de pludselig skal have halvdelen af filmstøtten, vil sandsynligheden for, at en kvinde får støtte, lige pludselig tredobles. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre uden kvoter?

”Jeg er ikke sikker på, at det fremmer kvaliteten. Og hvis jeg kigger på udviklingen i svensk film de seneste år, så vil jeg ikke bytte den med udviklingen i dansk film. Og jeg tænker ikke: ’Bare jeg sad i Sverige og kunne regulere mig frem.’” 

– Måske er der nogle kvinder, der kunne ønske sig, at det var på den måde!

”Jo jo, men Jeg er altså ikke enig i det greb. I dag har vi frihed til at give støtten til de projekter, der er mest interessante og kvalificerede. En kvindelig ansøger har nøjagtigt lige så god en chance for at nå gennem nåleøjet som en mandlig. Der er bare fire gange så mange mandlige, der søger.”

– Men måske ændrer du din holdning om to år?

”Jamen altså, det her er jo ikke noget, som jeg sidder og afgør til evig tid. Hvis det spor, vi har besluttet at følge på Filminstituttet ikke giver pote, så er der jo et beskedent antal muligheder. Én af dem er regulering. Den kan man ikke afskrive sig på forhånd, men jeg har svært ved at finde argumentet for det, og jeg har svært ved at finde argumentet for, at ligestilling er et selvstændigt mål for hverken kunststøtte generelt eller for Filminstituttet.”