Filmforskningens grand old lady er død

Marguerite Engberg var den første lærer ved Filmvidenskab på Københavns Universitet, da faget blev oprettet i 1967. 

I midten af 1960’erne, hvor filmmediet omsider havde vundet anerkendelse som et (næsten) lige så kulturbærende medie som de ”gamle” kunstarter, fik Danmark en ny filmlov, der skulle beskytte mediet nu, hvor det var trængt af tv. 

Der blev oprettet en Filmskole, og der blev taget initiativ til – for første gang i Skandinavien – at indføre film som universitetsfag. Det var Filmfonden, forgængeren for Det Danske Filminstitut, der til en begyndelse finansierede en såkaldt amanuensisstilling på Københavns Universitet for tre år. 

Man søgte en akademisk uddannet person med filminteresse og udpegede den eneste ansøger, Marguerite Engberg, der i 1967 blev betroet opgaven at etablere film som akademisk disciplin. 

Det begyndte i Paris
Marguerite Engberg var født i 1919 – samme år som Dreyers første film, Præsidenten, og Asta Nielsens sidste danske film, Mod Lyset, havde premiere. 

Hun blev cand.mag. i engelsk og tysk, men fik vakt sin filminteresse i Paris i efterkrigsårene. I 1950’erne, hvor hun underviste i sprog på Balletskolen, havde hun kontakt til Det Danske Filmmuseum, som i dag hedder Cinemateket. 

Hendes store interesse og forskningsfelt var danske stumfilm. Hun deltog i filmmuseets registrerings- og restaureringsarbejde med filmene og interviewede veteraner som instruktørerne Robert Dinesen og Alfred Lind og skuespilleren Elith Pio. 

Og det var hende, der – via kontakt med en ældre dame på Østerbro – fandt frem til betydningen af de kodetal, som brugtes på stumfilmkopiernes filmruller. En afgørende viden, der ellers ville være gået tabt, blev reddet for forskningen. 

Blandt hendes restaureringsopgaver i 1950’erne var Holger-Madsens Folkets Ven og A.W. Sandbergs David Copperfield. 

Hun skrev også artikler til et italiensk filmleksikon i mange bind og underviste i filmhistorie ved Bagsværd Gymnasium og ved Teatervidenskab, inden hun blev filmlektor ved det splinternye fag på Københavns Universitet. 

Lagen som filmlærred
Det var spændende tider dengang. 

Jeg havde selv fornøjelsen at gå på det første hold tilbage i 1967, og vi sugede fru Engbergs historiske forelæsninger til os. 

Timerne fandt i begyndelsen sted i det gamle Zoologisk Museum i Krystalgade, siden foregik det i Filmsalen i Købmagergade 50. Her opstilledes en 16mm filmprojektor, og det første filmlærred var et lagen, som Marguerite lånte af viceværten til formålet. 

Hun udvirkede også, at selveste Dreyer kom på besøg, kort før sin død i 1968. Han var gammel og gnaven, men det var selvsagt en oplevelse. 

I begyndelsen var ”Filmens historie og æstetik”, som faget oprindelig hed, et toårigt bifag. Der blev afholdt eksamen første gang i sommeren 1969. 

Efter et par år blev det etableret som magisterfag og udvidedes med flere lærere, blandt andet den legendariske Bjørn Rasmussen og franskmanden Martin Drouzy. Nogle år senere, efter Bjørn Rasmussens tidlige død i 1972, blev jeg selv kollega med Marguerite. 

Spontan handlekraft
Omdrejningspunktet for det kollegiale sammenhold i lærergruppen var et fast mandagsmøde på Marguerites kontor. Om efteråret medbragte hun altid en kurv med æbler fra villaen i Gentofte. 

Filmvidenskaben havde i disse tidlige år en vis hobbybetonet troskyldighed, som nutiden sikkert vil misunde os. 

Der blev høstet af både de lavt hængende og de højt hængende frugter. Men vi havde en fantastisk frihed til at gøre, hvad vi fandt relevant. 

Der var ingen arbejdstidsopgørelser og nidkære optællinger af tidsforbrug på dit og dat. Der var ingen peer reviews. Man afgjorde sådan set selv, hvad der var den rette vej. 

Vi havde ikke den firma-agtige ledelsesform, vi kender i dag, men styrede med demokratisk valgte repræsentanter. Og en stilling blev besat med den, som et fagligt bedømmelsesudvalg havde fundet bedst kvalificeret. 

Ja, det var excentriske tider dengang, som man nok dårligt kan forestille sig i dag. 

Marguerite tilførte det akademiske miljø sin egen form, præget af en generel no nonsens-attitude og en ofte velgørende spontan handlekraft.

Hvis der kom en eller anden kedsommelig forespørgsel fra Universitetets ledelse om et eller andet bureaukratisk emne, kunne Marguerite resolut rive brevet ud af ringbindet med et snuptag, smide det i papirkurven – og så snakkede vi ikke mere om det. 

Svensk doktorgrad
Op gennem 70’erne og 80’erne fortsatte hun sit pionerarbejde med udforskningen af dansk stumfilm. 

Hun holdt sig på afstand af teoretiske anliggender, men helligede sig med stor ihærdighed og munter entusiasme både facts-indsamling og historisk research. Og hun opnåede i 1978 en svensk doktorgrad ved Stockholms Universitet. 

Der kom en historisk fremstilling i to bind, Dansk stumfilm: de store år, samt en kæmpemæssig registrant i fem bind over alle danske stumfilm i årene fra 1896 til 1930. 

Siden skrev hun bøger om nogle af epokens vigtigste personligheder, Fy & Bi og Filmstjernen Asta Nielsen, som Marguerite havde interviewet tilbage i 60’erne. 

Efter sin pensionering i 1989 fortsatte hun restaureringsarbejdet for Cinemateket af store klassikere som August Bloms Den hvide Slavehandels sidste Offer og Atlantis og Dreyers to første film, Præsidenten og Blade af Satans Bog. 

Marguerite Engberg modtog en Æres-Bodil, Women in Film and TV’s Den Gyldne Havfrue og Jean Mitry-prisen fra stumfilmfestivalen i Pordenone. 

Hun står med sin store og engagerede indsats som grundlæggeren af den akademiske filmforskning i Danmark, dansk stumfilmresearchs grand old lady, en veteran og pioner i filmhistorisk formidling.