100 år: Filmforskningens grand old lady

1960’erne var et nybrudsårti.

Det gjaldt i høj grad filmkunstens aktuelle tilstand, men også hele holdningen til filmmediet. Hvor man tidligere havde betragtet film som populært bras til massernes tidsfordriv, voksede der en ny respekt og interesse frem.

Filmen blev anerkendt som et (næsten) lige så kulturbærende medie som de ”gamle” kunstarter.

Midt i 60’erne, hvor Danmark havde fået en ny filmlov, der skulle beskytte mediet nu, hvor det var trængt af tv, blev der oprettet en Filmskole. Der blev også taget initiativ til – for første gang i Skandinavien – at indføre film som universitetsfag.

Det var Filmfonden, forgængeren for Det Danske Filminstitut, der til en begyndelse finansierede en såkaldt amanuensisstilling på Københavns Universitet for tre år.

Man søgte en akademisk uddannet person med filminteresse og udpegede den eneste ansøger. Marguerite Engberg blev i 1967 betroet opgaven at etablere film som akademisk disciplin.

Det begyndte i Paris
Marguerite Engberg er født den 12. juni 1919 – samme år som premieren på Dreyers første film, Præsidenten, og Asta Nielsens sidste danske film, Mod lyset.

Hun blev cand.mag. i engelsk og tysk, men fik vakt sin filminteresse i efterkrigsårenes Paris, et velvalgt sted, for byen rummer verdens førende cinematek. I 1950’erne, hvor hun underviste i sprog på Balletskolen, havde hun kontakt til Det Danske Filmmuseum (nu: Cinemateket).

Hendes store interesse og forskningsfelt var danske stumfilm, og hun deltog i filmmuseets registrerings- og restaureringsarbejde med filmene og interviewede veteraner som instruktørerne Robert Dinesen og Alfred Lind og skuespilleren Elith Pio.

Og det var hende, der – via kontakt med en ældre dame på Østerbro – fandt frem til betydningen af de kodetal, som brugtes på stumfilmkopiernes filmruller. En afgørende viden, der ellers ville være gået tabt, blev reddet for forskningen. Blandt hendes restaureringsopgaver i 1950’erne var Holger-Madsens Folkets Ven og A.W. Sandbergs David Copperfield.

Hun skrev også artikler til et italiensk filmleksikon i mange bind og underviste i filmhistorie ved Bagsværd Gymnasium og ved Teatervidenskab, inden hun blev filmlektor ved det splinternye fag på Københavns Universitet.

Lagen som lærred
Det var spændende tider dengang.

Jeg havde selv fornøjelsen at gå på det første hold tilbage i 1967, og vi sugede fru Engbergs historiske forelæsninger til os. Timerne fandt i begyndelsen sted i det gamle Zoologisk Museum i Krystalgade, siden foregik det i Filmsalen i Købmagergade 50.

Her opstilledes en 16mm-filmprojektor, og det første filmlærred var et lagen, som Marguerite lånte af betjenten til formålet. Hun udvirkede også, at selveste Dreyer kom på besøg, kort før sin død i 1968. Han var gammel og gnaven, men det var selvsagt en oplevelse.

I begyndelsen var Filmens historie og æstetik, som faget hed, et toårigt bifag. Der blev afholdt eksamen første gang i sommeren 1969, ja, det er 50 år siden!

Efter et par år blev det etableret som magisterfag og udvidedes med flere lærere, blandt andet den legendariske Bjørn Rasmussen og franskmanden Martin Drouzy. Nogle år senere, efter Bjørn Rasmussens tidlige død i 1972, blev jeg selv kollega med Marguerite.

Æblekurven
Omdrejningspunktet for det kollegiale sammenhold i lærergruppen var et fast mandagsmøde på Marguerites kontor. Om efteråret medbragte hun altid en kurv med æbler fra villaen i Gentofte.

Filmvidenskaben havde i disse tidlige år en vis hobbybetonet troskyldighed. Der blev høstet af både de lavt hængende og de højt hængende frugter. Men vi havde en fantastisk frihed til at gøre, hvad vi fandt relevant.

Der var ingen arbejdstidsopgørelser og nidkære optællinger af tidsforbrug på dit og dat. Der var ingen peer reviews. Man afgjorde sådan set selv, hvad der var den rette vej. Man sad med sine egne ting, og det hele var i høj grad lystbetonet. Vi var ikke underlagt nutidens pligtbetonede, industrielle produktionsapparat af korte, akademiske publikationer på vitaminfattigt engelsk.

Vi havde ikke den firma-agtige ledelsesform, vi kender i dag, men styrede med demokratisk valgte repræsentanter. Og en stilling blev besat med den, som et fagligt bedømmelsesudvalg havde fundet bedst kvalificeret. Ja, det var excentriske tider.

Marguerite tilførte det akademiske miljø sin egen form, præget af en generel no nonsens-attitude og en ofte velgørende spontan handlekraft. Hvis der kom en eller anden kedsommelig forespørgsel fra Universitetets ledelse om et eller andet bureaukratisk emne, så kunne Marguerite resolut rive brevet ud af ringbindet med et snuptag, smide det i papirkurven – og så snakkede vi ikke mere om det.

Svensk doktorgrad
Op gennem 70’erne og 80’erne forsatte hun sit pionerarbejde med udforskningen af den danske stumfilm. Hun holdt sig langt fra teoretiske anliggender, men helligede sig med stor ihærdighed og munter entusiasme både facts-indsamling og historisk research. I 1978 opnåede hun en svensk doktorgrad ved Stockholms Universitet.

Der kom en historisk fremstilling i to bind, Dansk stumfilm: de store år, samt en kæmpemæssig registrant i fem bind over alle danske stumfilm 1896-1930. Siden desuden bøger om nogle af epokens vigtigste personligheder, Fy & Bi og Filmstjernen Asta Nielsen, som Marguerite havde interviewet tilbage i 60’erne.

Efter sin pensionering i 1989 fortsatte hun restaureringsarbejdet for Cinemateket af store klassikere som August Bloms Den hvide Slavehandels sidste Offer og Atlantis og Dreyers to første film, Præsidenten og Blade af Satans Bog.

Godt og dårligt nyt
Marguerite Engberg står som grundlæggeren af den akademiske filmforskning i Danmark. Hun er dansk stumfilmresearchs grand old lady, en veteran og pioner i filmhistorisk formidling. Hun har modtaget filmkritikernes Æres-Bodil, Women in Film and TV’s Den Gyldne Havfrue og Jean Mitry-prisen fra stumfilmfestivalen i Pordenone.

Og her ved hendes 100-årsdag kan man notere sig, at der både er godt nyt og dårligt nyt fra forskningsfeltet.

Det kan ses som en fortsættelse af Marguerites store pionerarbejde, at en forskergruppe under Det Danske Filminstitut i år er startet på et storslået digitaliseringsprojekt, der støttet med 30 millioner kroner fra private fonde, skal tilgængeliggøre og formidle alle de bevarede danske stumfilm (cirka 400).

Lige straks venter anden omgang af dansk stumfilms store år.

Til gengæld må man med en vis bekymring konstatere, at filmvidenskaben på hendes gamle universitet, ikke mindst filmhistorie som akademisk område, i disse år bliver marginaliseret. Professoratet i filmvidenskab er forsvundet, og hvor film har været centralt placeret i faget i et halvt århundrede, er det nu andre medieformer, der fokuseres på. Og det filmkunstneriske perspektiv synes i stadig større grad at blive tabt af syne.

Filmforskere bliver ofte gamle.

Den store svenske filmhistoriker Rune Waldekranz blev ganske vist kun 91, men kollegaen Gösta Werner nåede 101 år, og den tysk-amerikanske teoretiker Rudolf Arnheim, kendt for pionerværket Film als Kunst fra 1932, døde først i 2007, næsten 103 år gammel – en rekord, der kunne synes svær at slå.

Men nu er Marguerite Engberg godt på vej.