Dag 9: Filmisk festfyrværkeri i 3d

Det er Berlinalens sidste dag med konkurrencefilm. Og efter en uge med fire til fem film om dagen ligner de sorte rande under øjnene efterhånden nogle, der har tænkt sig at blive der permanent.

Så det kunne næsten ikke have været mere tarveligt, at dagen lægger ud med Hong Sangsoos sydkoreanske Nobody’s Daughter Haewon. Det bliver en kamp for at holde sig vågen til den filosofiske kærlighedsfilm. 

Helt symbolsk falder hovedkarakteren Haewon (Jung Eunchae) selv i søvn på biblioteket. Hun er i gang med at læse den tyske sociolog og filosof Norbert Elias’ The Loneliness of the Dying. Vi forstår, at det er en hentydning til at slippe fri af hverdagens rutiner og ikke ende livet isoleret og ensom. 

For Haewon er en køn og eftertragtet pige, der vælter sig i tilbud fra mænd. Hendes mor flytter til Canada, og ensomheden får Haewon til at genoptage affæren med sin underviser Lee (Lee Sunkyun).

Men lykkelig bliver hun ikke, og hun drikker for meget. Intet synes at hjælpe den deprimerede pige. Brudstykker af Beethovens syvende symfoni understreger tilmed hendes mørke humør flere gange. Og i længden føles Nobody’s Daughter Haewons 90 minutter som en pseudointellektuel og kedelig oplevelse. 

Et brag i 3d
Fra sydkoreansk kærlighed til amerikansk animation går man vitterlig fra den ene yderlig til den anden. 

I The Croods,der vises uden for konkurrence, folder Dreamworks den store farvepalet ud. Det er eventyret om familien Croods, der lever som hulemennesker. Vi befinder os fortiden, hvor mennesket stadig er en slags neandertaler, og hvor jorden endnu ikke er formet til det, vi kender i dag. 

Familien på seks bliver ført an af den muskuløse far Grug (Nicolas Cage), der ikke er meget for at bevæge sig ud af de sikre huler i bjergene. Den nysgerrige datter Eep (Emma Stone) opdager en dag ”en lille sol på jorden” i form af et bål, hvor gløderne flyver gennem 3d-brillerne i ansigtet på én.

3d-effekterne virker gennemført og godt gennem hele filmen. 

Bålet er tændt af Guy (Ryan Renolds), der som en anden Prometheus har stjålet ilden fra guderne og bragt den til menneskene. Guy fører den primitive familie ud af hulen og til et mere sikkert og civiliseret sted højt oppe i de farvestrålende landskaber. 

Flot animationshåndværk
Handlingen virker temmelig banal, og moralen om at overkomme frygten for det fremmede kan nok forstås af selv det yngste publikum. Men filmisk er der tale om et festfyrværkeri, som underholder biografsalen i stor stil. 

Når den kloge Guy konfronteres med den hjernedøde Grug, går det nemlig ikke stille for sig. Det byder på mange morsomme scener, som når familien futter sig selv af i mødet med ilden. 

De mange bizarre dyr i universet er skabt i flotte og fantasifulde farver, og det er animationshåndværk i den tungeste klasse. Noget af det flotteste, Dreamworks har skabt i deres ellers imponerende række af animationsfilm. 

Dagens skønhed
Fransk films store skuespillerinder har markeret sig i fine roller på årets Berlinale. I La Relegieuse møder vi Isabelle Huppert som lesbisk nonne, og i Camille Claudel 1915 viser Juliette Binoche stærk form i rollen som den sindssyge skulptør. 

I hovedprogrammets sidste film, Elle S’en Va, er det så Catherine Deneuves tur til at imponere. 

Den 69-årige Deneuve er også dagens største skønhed, men Elle S’en Va er en slem skuffelse. Den franske stjerne spiller såmænd glimrende nok i rollen som den charmerende Betty. Men den franske roadmovie lider under af, at den er skrevet efter en skabelon, hvor salgsdatoen efterhånden er overskredet. 

Bettys mand er stukket af med en yngre udgave, hendes gamle mor er en plageånd, og restauranten, hun ejer, kører knap rundt. Hun sætter sig ud i sin bil for at hente cigaretter, og så starter eventyret på vejene, der ændrer hendes liv. 

Men det er ikke nemt at finde smøger på en søndag i små franske landområder. Betty ender på et diskotek i en lille flække, og vågner næste dag op i sengen med byens lokale bonderøvs-charmør. 

Castingens store kogebog
Så langt så godt. 

Men efter et opkald fra hendes datter må hun pludselig samle sit ukendte barnebarn Charly op og fragte ham hjem til moren. Charly er naturligvis valgt efter castingens store kogebog: en cirka tiårig knægt med et englekønt ansigt, som er lige så uimodståelig, som han er irriterende. 

Efter 60 minutter forestiller man sig så næsten manuskriptguruen Robert McKee stå og pege på uret. For præcist her husker instruktøren Emanuelle Bercot at dreje handlingen fra det vittige og over i det følelsesladede og dramatiske, inden køreturen ender i den store lykkelige, la grande finale. 

Man skulle næsten tro, at det er et fransk remake af en amerikansk film, og det nok kun et spørgsmål om tid, inden det omvendte sker. De vil elske historien over there.