Nyhed
28. juni 2022 | 10:41

Filmoplevelser i hele landet

Foto | Rico Frimann Pust
Man kan blandt andet komme til filmvisning i Kongens Have, når Filminstituttet viser perler fra filmhistorien hen over sommeren.

Hen over sommeren byder Det Danske Filminstitut på udendørs visninger af filmhistoriens største klassikere.

Af Nicki Bruun

Når temperaturen stiger i løbet af sommeren, er der ikke noget bedre end at se film under åben himmel.

Det bliver der takket være Det Danske Filminstitut rig mulighed for, ligegyldigt hvor i landet man bor.

Fra august afholdes en stribe Open Air-visninger i København, Aalborg, Odense, Aarhus, Kolding, Svendborg og Ølstykke, ligesom der er planlagt filmvisninger på en række festivaler og kulturarrangementer fra Nordjylland til Rønne.

Det skriver Filminstituttet i en pressemeddelelse. I programmet fremgår det, at man kan se klassikere som Blade Runner og Goodfellas, kultfilm som Pulp Fiction og The Big Lebowski samt romantiske perler som Grease og Da Harry mødte Sally.

Læs mere om programmet!

Gavnligt fælleseje
Der er dog også mulighed for at se film i biografmørket over hele landet. Cinemateket har i samarbejde med 28 danske biografer planlagt godt 500 filmvisninger i løbet af året.

Et af tilbuddene er en ny sæson af skolebio-ordningen Med Skolen I Biografen. Her er programmerne netop kommet på gaden og tilmeldingen åben!

Det Danske Filminstitut har hovedsæde i København, men man gør i sommeren og året ud en indsats for at vise film ved kulturarrangementer i hele landet. Man kan blandt andet deltage i filmvisninger i forbindelse med Aarhus Festuge og Odense International Film Festival.

”Det Danske Filminstitut har fast adresse i København, men det har de film, vi viser, ikke,” udtaler Filminstituttets vicedirektør Jakob Buhl Vestergaard i en pressemeddelelse.

”De er fælleseje og skal komme så mange som muligt til gavn – hvad enten det sker på et picnictæppe under åben himmel, i en biografsal et sted i Danmark, i en skoleklasse eller derhjemme foran skærmen.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko