Filmskolen er ikke en tryg kravlegård

Hvorfor vælger en elev at være anonym? 

Det spørgsmål må alle, der har et ledelsesansvar, stille sig selv. For det er udtryk for, at det ikke er lykkedes at skabe tillid til, at personer længere nede i systemet kan kritisere forholdene.   

Den Danske Filmskole har aldrig været et frit og trygt sted. Hverken i fortiden eller i nutiden. Og det er verden udenfor i øvrigt heller ikke. 

Filmskolen er ikke en lukket verden. Branchen er flettet ind i den og har altid været det. Underviserne og branchen er knyttet tæt sammen. Branchen ser elevfilm og evaluerer dem og taler sammen om den. 

Alligevel får man som nystartet elev at vide, at man er beskyttet i den lukkede kravlegård. Det er en farlig illusion. Fra dag ét bliver du målt og vejet.

Hele præmissen for de fire år på skolen handler om fremtiden. Alle har brug for en ny Trier eller Vinterberg, og fundamentet er fuldt af selvmodsigelser. 

Enhver elev ved, at man skal lave en afgangsfilm. Man skal også knytte bånd. Nogle sammensætter allerede deres afgangsfilmhold, inden det første semester er ovre. Det er menneskeligt, men ikke godt for dem, der ikke er så eftertragtede. De elever, der kommer ind med erfaring fra filmbranchen, har en klar fordel.

Store og små
På Filmskolen er der to årgange: de store og de små. Og det hedder det faktisk. Eleven, der har skrevet læserbrevet, er lige startet og hører altså til de små. Det kan være ret skræmmende at træde ind i det intimitetsrum, hvor alle er på kram og ”hej-hej”. 

Eleven er nederst i hierarkiet og ville selvfølgelig ikke være anonym, hvis vedkommende følte sig tryg i det interne kommunikationssystem på skolen. 

Det bliver vi nødt til at anerkende. 

Kritikken om strukturel racisme på Filmskolen er da også allerede blevet forelagt lærerne, men de har ifølge eleven reageret fjendtligt.

”Det ender tit med en kedelig diskussion af ytringsfriheden over for krænkelseskulturen – den mest fordummende reducering af samtalen, man kan forestille sig,” som eleven skriver.

Eleven har allerede fornemmet, at du ikke må kritisere de professionelle i branchen. Og så kan de snakke nok så meget om, at ”min dør står åben”. 

Som whistleblower bliver du straffet. Det er et faktum, og her skiller filmbranchen sig på ingen måde ud. Det kan jeg selv tale med om. Det har jeg oplevet på egen krop, da jeg gik ud og afslørede sexchikane og dårlig ledelse på European Film College. 

På Filmskolen risikerer du, at en underviser eller linjefagsleder ikke vier så megen opmærksomhed på dig, går engageret ind i dine projekter og bakker dig op. Falder du i unåde hos din linjefagsleder, bliver det fire virkelig svære år.

Så i stedet for at angribe eleven og det medie, som har været med til at starte en vigtig debat, så kig indad. Prøv at forstå, hvorfor der er et behov for anonymitet i en kultur, hvor vi efterhånden har mange historier om, hvordan man bliver straffet af dem, der er over én i hierarkiet.

Tavshedskulturen
Og så er der ærligheden. 

Fortæl eleverne, at det er umuligt at lave et trygt sted. Alle vurderer hinanden, alle taler om hinanden. Du kan heller ikke vise en film for 100 mennesker på en skole plus en lang række personer fra filmbranchen og hævde, at det er fortroligt. 

Slet ikke i dag, hvor alle har fri adgang til at skrive løs på de sociale medier. Vi mennesker snakker, vi sladrer og fortæller historier om hinanden. Det sker selvfølgelig også på Filmskolen, hvor man lever af at fortælle historier. 

Tavshedskulturen hører fortiden til. Og godt det samme. Den er blevet brugt af de magtfulde til at undertrykke andre holdninger. Alt skal kunne tåle dagens lys. Også på Filmskolen. 

Og var der i øvrigt ikke noget med, at den nye rektor i sin tiltrædelse i foråret slog sig op på, at Filmskolen skal åbne sig op i forhold til det omkringliggende samfund? 

Med indlægget fra den kritiske elev har man taget et stort skridt i den retning. 

Skandaløs, men kompetent
Enhver institution har brug for at blive rusket op i, og det gælder selvfølgelig også Filmskolen. 

Noget er tilsyneladende gået skævt med de såkaldte midtvejsfilm. Elever på skolen har været ude og sige, at ”adskillige lærere trænger til et los bagi”. Og i den efterfølgende debat har det været tydeligt, at der i dag mangler en leder eller en lærer, som kan formulere en pædagogik og opstille nogle kunstneriske rammer. 

Da jeg gik på skolen i 90’erne, blev vi af manuskriptlederen Mogens Rukov rådet til at være opmærksomme på, at en bærende hovedkarakter ikke bare skal være skandaløs, men i lige så høj grad kompetent. 

Præcis som ham selv. Han var grænseoverskridende, og jeg måtte selv klage over ham, men fagligt set var han enestående. 

Mogens Rukov hentede ikke kun inspiration fra Vesteuropa og Hollywood, som den nuværende skole i indlægget bliver kritiseret for. Han vendte blikket mod Østeuropa og russiske Stanislavskis kunstneriske metode. Han oversatte det russiske ord for ”organicity” til ”den naturlige historie”, etudearbejde til penneprøver, begivenheder til plotpunkter og intentioner til vilje. 

Bag denne pædagogik ligger der en kæmpe viden om det menneskelige og om, hvordan man skaber et rum for det. 

Floden er tørret ud
Det lykkedes ikke Mogens Rukov at give stafetten videre til en ny generation af lærere på Filmskolen. Måske fordi han var bange for at blive afsløret i, at han bare var en budbringer af andres opdagelser. 

Det undrer mig derfor ikke, at der nu er utilfredshed blandt eleverne på skolen, ikke mindst på instruktør- og manuskriptlinjen. Floden er tørret ud, og selv ikke den letteste kano vil kunne bevæge sig nogen steder hen. 

I hver årgang er der instruktører, som har et naturtalent og nok skal komme frem. Men hvad med de andre? 

Filmskolen burde sørge for, at alle elever kan få arbejde og leve af deres profession efter endt uddannelse. Men skolen mangler tydeligvis et fokus på håndværket at instruere og kunsten at fortælle en historie. 

Der mangler slet og ret et filmpædagogisk fundament, og man må efterhånden spørge sig selv: Er skolen og filmbranchen overhovedet interesseret i at dygtiggøre de studerende?