Filmskolen går nye animationsveje

Der var dømt nervøsitetens tørre munde og våde håndflader, da en ny årgang instruktører fra Den Danske Filmskole viste deres afgangsprojekter for første gang. Som elever fra animationsuddannelsen har de da også gået på skolen et halvt år mere end de andre, som bruger fire år på at blive instruktører, fotografer, klippere med mere. 

”Jeg har jo nogle billeder, som jeg gerne vil vise jer!” udbrød Karla Nor Holmbäck, da projektoren kort svigtede under hendes visuelle præsentation foran en biografsal af særligt inviterede fra filmbranchen. 

På det tidspunkt havde det forsamlede publikum heldigvis allerede set hendes charmerende afgangsprojekt, pilotafsnittet af Holly på Sommerøen. 

Nysgerrige Holly på seks år er på besøg hos sin bedstefar. Han er videnskabsmand og mener, at alle verdens spørgsmål er blevet besvaret. Men når Holly går på eventyr ude på øen, møder hun både kagesultne myrer og en meteor ved navn Mogens. 

Holly på Sommerøen er først og fremmest tænkt som en tv-serie til små børn, men med i konceptet er også en spillefilm og en app. 

Nigeriansk prins i pengenød
Den nyudklækkede årgang kommer ikke ud af animationsuddannelsen på samme måde, som det har været tilfældet, siden Filmskolen startede med at uddanne folk indenfor animation i 1992. 

Nu hedder linjen nemlig Animation og Interaktive Medier, og der har været frit valg på alle hylder i forhold til, hvilket format instruktørerne har villet arbejde i. En kortfilm er altså ikke et krav for afgang, men stadig en mulighed. 

Fremvisningsdagen bød da også på humoristiske højdepunkter i form af netop to kortfilm på hver ti minutter. 

Svenske Lowe Haaks The Messenger foregår i en binær verden af 0- og 1-taller. Det digitale postbud Flash (eller Lyn på dansk og Blixt på svensk) suser rundt på internettet og afleverer de mobilbeskeder, som mennesker sender hinanden i rasende fart. 

Men da Flash ved et uheld smider en drengs biografinvitation til en pige i spam-filteret, må han bevæge sig ind i internettets reklamefyldte underverden for at redde kærligheden. Her er både sexannoncer og en nigeriansk prins, der bare lige skal bruge lidt startkapital. 

Instruktøren har arbejdet ud fra et koncept om enkelhed, hvor man går hurtigt fra idé til billede og med hans ord har ”få midler, men en masse følelse”. 

Det fungerer overmåde godt! 

Giraf med rastahår
Pølseelgens ark hedder det andet afgangsprojekt, der har form af en klassisk kortfilm fra Den Danske Filmskole. 

Der er dog ikke meget klassisk over Niels Elmvig Bruhns komedie, som i sin fantasifulde brug af dyr har en fælle i Amalie Næsby Ficks fremragende savanne-musical Ztriwer, der kan ses på Ekko Shortlist. 

I Pølseelgens ark møder vi foruden Pølseelgen, der har pølser som gevir, blandt andre Golilla og Girasta, som henholdsvis er en lilla gorilla og en giraf med rastahår. De er for mærkelige til at komme med på Noahs ark og må derfor prøve at bygge deres egen. 

Der kommer en masse sjov ud af de mærkværdige dyrs forsøg på at samarbejde. Men man bliver også rørt til sidst, når de i stedet beslutter at hjælpe næbdyret, som – med følsom stemmeføring af Elliott Crosset Hove – ”aldrig har gjort nogen noget”. 

Niels Elmvig Bruhn vil ligesom Karla Nor Holmbäck lave underholdning til børn og barnlige sjæle. Det gør han så godt, at man glæder sig til en anden serie, som han arbejder på: om sørøveren Rune, der faktisk er murer.

”Så hans båd ligger altså rimelig tungt i vandet,” som instruktøren siger. 

Nordisk anime
Klaus Tue Madsen – ”eller bare Tue”, som han præsenterer sig – har med sit afgangsprojekt Wallrider skabt en helt ny genre: nordic anime. 

Den går ifølge Tue ud på at tage de ”absurde verdener med absurde regler” fra den japanske anime-genre og tilføje nordiske figurer og fortælling. 

Det har udmøntet sig i et futuristisk far/datter-drama, hvor to familiemedlemmer er på hvert sit hold. Far Raidon tilhører det blå hold, som er hårdt og disciplineret. Hans datter Hepwi skuffer ham derfor, da hun går over til det røde hold, som har en mere svævende stil, når holdene skøjter om kap på en planet ude i rummet. 

Det er interessant at se den ekspressive anime-stil tilsat danske stemmer. Og selv om Wallrider på sine tolv minutter ikke helt formår at skabe et fuldendt univers, vil man gerne se mere. 

Afgangsprojektet er også udviklet som en tv-serie, der kan køre i flere afsnit. 

Internationalt vingefang
En af de nyuddannede filmskabere valgte at foretage sin præsentation på engelsk. Chris Bjerremose skiller sig også ud ved som den eneste at have lavet et treatment til en spillefilm. 

Der er en god grund til de engelske formuleringer, da Old Agnes – som projektet hedder – er engelsksproget og foregår i den canadiske flække Commonplace. Her opdager forsigtige Gordon og livlige Madelyn, som han er hemmeligt forelsket i, et mystisk hus i skoven, hvor der bor en heks. 

Det fem minutter lange forløb, der er blevet produceret til afgangsprojektet, byder på imponerende animation med internationalt vingefang. 

Der er altså mange forskellige retninger i dette års afgangsprojekter fra Animation og Interaktive Medier på Den Danske Filmskole. 

Selv om linjen har fået et nyt navn, er produktionerne stadig af høj kvalitet, og man glæder sig til, hvad fremtiden vil bringe fra den animerede front.