Nyhed
13. aug. 2024 | 08:17 - Opdateret 13. aug. 2024 | 09:04

Filmtagets far stopper kort før indvielsen

Foto | Robin Skjoldborg

Jakob Buhl Vestergaard kom til Det Danske Filminstitut i 2013 og har været vicedirektør siden 2015, men kort før sommerferien valgte han at sige op. 

Vicedirektør Jakob Buhl Vestergaard forlader Det Danske Filminstitut, kort tid før hans skandaleramte hjertebarn skal vises frem for offentligheden.

Af Claus Christensen

”Jeg glæder mig til at vise jer Filmtaget,” sagde vicedirektør Jakob Buhl Vestergaard til Ekko i juni og afslørede, at åbningen for offentligheden ville finde sted i august.

”Vi sammenligner det med Storebæltsbroen, som var meget upopulær, indtil den åbnede, og alle kunne se, hvor fantastisk broen var. Det håber vi også sker med vores byggeri,” sagde han.

Prestigebyggeriet af en open air-biograf, en café og syv udstillingspavilloner på den 1700 kvadratmeter store tagterrasse oven på Det Danske Filminstitut er blevet forsinket i tre år, og drift og leje er endt med at koste 4,6 millioner mere end forventet.

Det har betydet, at Filminstituttet har måttet nedlægge fem faste stillinger for tid og evighed.

Men nu åbner Filmtaget på Gothersgade 55 over for Kongens Have i København endelig. Det sker fredag den 16. august med visningen af Thomas Vinterbergs Oscar-vinder Druk. Og der er allerede udsolgt til begge forestillinger klokken 17 og 20 i biografen Himmelbio, hvor der er 127 pladser.

Men projektets fader, Jakob Buhl Vestergaard, kommer ikke til at være til stede som vicedirektør. Han kom til Filminstituttet i 2013, og er nu diskret fratrådt sin stilling.

Med næb og klør
Der var i torsdags, oplyser kilder til Ekko, en mindre afskedsreception for kolleger og bestyrelsen. Men offentligheden er ikke blevet informeret om Jakob Buhl Vestergaards overraskende fratræden, som han skal have annonceret internt på Filminstituttet lige før sommerferien.

Overraskende, fordi afskedsreceptionen fandt sted, blot en uge inden hans hjertebarn langt om længe skal vises frem for offentligheden. Filmtaget er i den grad et projekt, han har kæmpet for med næb og klør, og som kilder fortæller, ville det aldrig være blevet til noget uden ham.

På sin Linkedin-profil står Jakob Buhl Vestergaard stadig som vicedirektør på Filminstituttet, men hans navn er fjernet fra Filminstituttets hjemmeside

”Jeg glæder mig til mit nye arbejde som økonomidirektør hos Danmarks Statistik,” skriver Jakob Buhl Vestergaard i en mail til Ekko. ”Det er altid vemodigt at stoppe efter elleve år med virkelig mange spændende dagsordener og stor udvikling, men det passer fint med, at vi har fået færdiggjort Filmtaget.”

I starten af året meddelte Filminstituttets øverste chef siden 2018, Claus Ladegaard, at han ville stoppe ved årets udgang. Han er stadig på Filminstituttet, men den nye administrerende direktør, Tine Fischer, tiltrådte 1. august.

Det var således Tine Fischer, der i en pressemeddelelse mandag præsenterede Filmtaget, hun intet har haft at gøre med.

”Filmtaget er et nyt formidlingstiltag inden for det, der er Filminstituttets kerneopgave: at skabe store filmoplevelser og styrke interessen for dansk film og filmhistorie,” udtaler Tine Fischer i meddelelsen, der hverken nævner Ladegaard eller Vestergaard.

Åbning uden presse
Byggeriet har gennem årene været en voksende skandale. Det mødte i starten stor modstand fra Københavns privatejede biografer, der mener, at staten med biografen tager kunder fra dem. Filminstituttet forventer en årlig indtægt på seks millioner kroner fra Filmtaget.

Senere er projektet endt i en bitter strid med entreprenøren Juul & Nielsen. Parterne skændes om, hvem der har skylden for, at det er blevet meget dyrere end forventet.

Burde Filminstituttet og mediekoncernen Egmont have undersøgt forholdene på taget bedre, inden man gik i gang? Eller har entreprenøren bevidst arbejdet langsomt for at tjene flere penge på byggeriet? Det skal voldgiftsretten tage stilling til engang i 2025.

Efter mange års forsinkelse har også selve forløbet op til åbningen været hektisk. Møntergade ved siden af Filminstituttet er stadig lukket og ligner en byggeplads. Og en visning for pressen i morgen onsdag er blevet aflyst.

”Det er rigtigt, at vi har haft en pressevisning onsdag på tegnebrættet. Den har vi imidlertid valgt at droppe for at prioritere al tid til den sidste klargøring inden publikumsåbningen fredag,” skriver Filminstituttets kommunikationschef Eva Hein i en mail til Ekko.

I dag vil der blive holdt et arrangement på Filmtaget for Filminstituttets medarbejdere og særligt inviterede.

”Torsdag holder vi åbningsreception for samarbejdspartnere med videre – men uden presse,” skriver Eva Hein.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko