Finns familie bakker ikke op om terrorfilm

På torsdag har Ole Christian Madsens film om Omar el-Husseins terrordrab i København i 2015 på filminstruktøren Finn Nørgaard og Synagogens vagt Dan Uzan premiere.

Madsen har skrevet Krudttønden sammen med manuskriptforfatter Lars K. Andersen, og filmen kommer fem år efter angrebet. Spørgsmålet er, om det er for tidligt at lave sådan en film, hvor tragedien stadig er et åbent sår for især ofrenes familier.

Debatten er også højaktuel i forhold til film og serier om Breiviks terrorangreb i Norge og den kommende serie og dokumentarfilm om Peter Madsens ubådsmord.

I 2018 udsendte SF Studios – der distribuerer Krudttønden – en pressemeddelelse, hvor man forsikrede, at ”ofrenes familier har været en del af arbejdet med filmen fra begyndelsen og bakker op om den”.

Men nu fortæller Finn Nørgaards søster, Helle Nørgaard, at hun og hendes familie aldrig har sagt god for filmen. Faktisk ville Helle og søsteren helst have været den foruden.

”Som søster til Finn Nørgaard bliver jeg i denne tid spurgt, hvorvidt Finns familie har sagt ok til, at der er lavet en film om terrorangrebet. Her må jeg desværre svare: Nej, det har familien ikke, for vi er ikke blevet spurgt, om vi syntes, at det var ok. Vi er blot blevet orienteret om, at Ole Christian Madsen og Lars K. Andersen ville lave filmen,” skriver Helle Nørgaard i en mail til Filmmagasinet Ekko.

”Jeg reagerede prompte på pressemeddelelsen og fik det svar af Ole Christian Madsen, at det ikke var ham, men distributøren, som var ansvarlig for udmeldingen om familiernes opbakning. Temmelig kujonagtigt.”

Gravscenen kom ikke med
I det aktuelle nummer af Ekko siger Ole Christian Madsen, at de etiske spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med at lave sådan en film, har fyldt meget.

Men det er ikke noget, Helle Nørgaard har mærket meget til.

”Hensynet til familien har tydeligvis ikke fyldt meget,” skriver hun og oplyser, at hun og søsteren efter den indledende orientering i 2017 først blev kontaktet i 2018, da der forelå et næsten færdigt manuskript.

Søstrene syntes derfor ikke, at der var grund til at mødes, men Ole Christian Madsen og Lars K. Andersen ville gerne have informationer om, hvad der optog 55-årige Finn i tiden inden angrebet.

”Det ville vi gerne bidrage til, for vi ønskede, at Finn blev skildret med flest mulige nuancer. Han var et usædvanligt engageret menneske – kærlig og hjælpsom. Vi fortalte også, at vi få måneder før angrebet havde mistet vores mor, som døde af kræft,” skriver Helle Nørgaard, der til daglig forsker på Aalborg Universitet i København.

”Finn var tæt knyttet til vores mor og meget tynget af hendes død, og det mente Lars var væsentligt at få med i filmen. Derefter fik vi oplyst, at ’manus er blevet slebet og pudset og lægger i Finns plotbue ud med et besøg på hans mors grav’.”

Scenen er dog ikke med i den færdige film, som fortæller historien om fire mænd – Finn, Dan, Omar og en delvis fiktiv politimand – i tiden op til den tragiske begivenhed. I telefonen siger Helle Nørgaard i dag:

”Hvis de fra starten så bare havde sagt, at de syntes, det var irrelevant at inddrage familien. De sagde dog det modsatte, inviterede os ind meget sent i manuskriptskrivningen og ender ikke med at bruge vores input. Så føler man sig holdt lidt for nar.”

Selvforherligelse
Helle Nørgaard understreger, at det er vigtigt at værne om ytringsfriheden, og at hun hverken vil eller kan forhindre, at der laves film og bøger om terrorbegivenheden.

”Jeg reagerer på løgne og selvforherligelse. Og når Ole Christian Madsen i Ekko siger, at måden, vi tackler terrorangrebet på, fortæller noget om, hvem vi er, så må jeg bare sige, at jeg har svært ved at få øje på filmskabernes etik. Både Ole Christian og Lars har været ret kyniske over for os – Finns familie – i hele forløbet omkring filmen.”

Hverken Helle Nørgaard eller søsteren optræder som karakterer i filmen, hvor Finn Nørgaards kæreste, der spilles Sonja Richter, til gengæld fylder en del. Søstrene har fået tilbud om at se filmen før premieren, men har ikke magtet at se den og vil heller ikke gøre det senere.

”Som min søster og jeg skrev til filmskaberne, selskabet og distributøren i 2019, så ville vi helst have været foruden en film om terrorangrebet. Vi er stadig meget påvirkede og bakker på ingen måde op om filmen. Hverken min søster, jeg eller vores børn, som Finn var meget tæt på, har lyst til at se filmen.”

– Filmen viser, at Finn Nørgaard heroisk forsøgte at overmande terroristen, men endte med at blive skudt på klods hold. Er du ikke glad for, at det kommer frem?

”Jo, det er jeg, og jeg må da også indrømme, at jeg har det dobbelt med filmen. Men jeg vil gerne benytte lejligheden til at rejse en mere principiel debat: Hvordan skal man agere i forhold til film om voldsomme hændelser, når det gælder de pårørende?”

Tab af kontrol
Helle Nørgaard og hendes familie er ikke de eneste, som har det svært med Krudttønden og ikke føler, at filmskaberne har haft den nødvendige respekt.

Den polske kunstner Agnieszka Kołek har savnet at blive kontaktet af filmholdet. Hun var en af talerne i Krudttønden, da angrebet fandt sted. ”Jeg fortsatte mit oplæg efter terrorangrebet, så det havde været passende at høre min vinkel på hændelsen,” har hun udtalt til Ekko.

Mette Bentow – hvis datter skulle konfirmeres i Københavns Synagoge den dag, hvor Dan Uzan blev dræbt – har tidligere i Ekko sagt, at hun var skuffet over, at hun ikke blev kontaktet af Ole Christian Madsen. Hun hørte om filmen gennem sin jødiske menighed.

”Noget af det værste ved angrebet var det totale kontroltab. Jeg føler det samme kontroltab nu. Det havde ikke kostet Ole Christian Madsen noget at snakke med og lytte til os,” udtalte Mette Bentow dengang.

Hun har dog senere holdt et møde med Ole Christian Madsen, som også har lavet en forevisning af filmen for de overlevende fra Krudttønden og Synagogen.

”Det var rigtigt godt at få mulighed for at stille spørgsmål og føle, at man blive involveret og lyttet til. Så det virker til, at Ole Christian har taget ved lære af kritikken,” siger Mette Bentow.

Værdifulde input
Ole Christian Madsen har ikke ønsket at stille op til et interview om kritikken fra Finn Nørgaards søstre. Men han har fået artiklen tilsendt og svaret i en længere mail, som vi bringer lettere forkortet.

”Jeg forstår selvfølgelig, at Helle fortsat er dybt berørt af Finns død, og at det er en svær følelsesmæssig situation, når man bliver mindet om den frygtelige måde, han blev taget fra sin kæreste og familie,” skriver instruktøren.

”Pressemeddelelsen i 2018 var en fejl, og vi har beklaget over for Finns familie, i særdeleshed Helle. Men fremstillingen af vores kontakt er ikke korrekt beskrevet.”

”Vores indledende kontakt med Helle skete tilbage i 2017, hvor det endnu ikke var besluttet at lave en film. Vi præsenterede i 2018 en ikke-endelig idé til filmen, for intet var færdigt på det pågældende tidspunkt. Vi havde derimod en ramme for historien, og det var den, vi ønskede at tale om for at få familiens input.”

”Det er heller ikke rigtigt, at vi blot har orienteret Helle og familien om, at vi ville lave en film om begivenhederne for fem år siden. Vi har tværtimod mødtes med Helle flere gange og haft en dialog over mange måneder, hvor Helle bidrog med værdifuldt input, men også kom med idéer til scener og endda konkrete forslag til casting. I 2019 besluttede hun, at hun ikke længere ønskede at være en del af forarbejdet til filmen, hvilket vi respekterede.”

Forståelsen for Finn
Ole Christian Madsen skriver, at forståelsen for Finn som menneske og hans tanker i og omkring tiden op til hans død har været helt essentiel for filmskaberne.

”Her har Helle Nørgaard, familien og mange andre, der kendte ham, bidraget, så vi kunne tegne et så respektfuldt og nuanceret billede som muligt. Så det er ikke rigtigt at påstå, vi syntes, familiens input var irrelevante. Tværtimod har de sammen med vores øvrige research og dialog med mange andre, der kendte Finn, været ekstremt værdifulde, og vi har i hele forløbet haft vores samtaler med blandt andre Helle Nørgaard som byggesten til det endelige manuskript.”

”At vi i filmens endelige udformning har valgt at strukturere og klippe, så enkelte, planlagte scener blev ændret eller helt faldt væk, er en naturlig del af tilblivelsen af en film. At scenen med besøget ved graven endte med at blive klippet ud er ikke et tegn på manglende respekt for portrættet af filmens Finn.”

Angrebet på Synagogen og Krudttønden er blevet en del af nyere Danmarkshistorie, fremhjæver Ole Christian Madsen.

”Tiden til sådan en historie bliver nok aldrig den rigtige for de nærmeste pårørende, men det kan den være for os andre. Og selv om jeg godt kan forstå, at det kan være svært at se et nært familiemedlem portrætteret i en fiktionsfilm, har vi efter grundige overvejelser valgt at lave filmen alligevel – ikke mindst, fordi vi mødte forståelse for filmen i andre af Finns nære omgivelser.”

”Jeg synes, at det eftermæle, Finn og Dan får blandt andet ved hjælp af filmen, er respektfuldt og ærer både dem og deres livssyn,” slutter Ole Christian Madsen sin mail til Ekko.

Dårlig håndtering af forløbet
Helle Nørgaard ryster lidt på hovedet af instruktørens svar. 

”Ole Christian Madsen omskriver og misfortolker mine kritikpunkter. Jeg har ikke sagt, at vi kun er blevet orienteret. Vi havde møder og snakke, men det, der var afgørende for os omkring Finns sorg over vores mors død eller alt andet med relation til Finns familie, blev ikke brugt til noget,” siger Helle Nørgaard og tilføjer:

”For familien handler det ikke om at spørge om lov til at lave filmen. Vi har ytringsfrihed og kunstnerisk frihed i Danmark, men den måde, som Ole Christian Madsen har håndteret forløbet omkring udviklingen af filmen, siger meget om, hvordan han er som menneske.”