Dag 6: Finsk nostalgi og vrede anmeldere

”Det er en katastrofe,” siger den engelske filmanmelder og retter på det overdimensionerede røde halstørklæde: ”Har du set det?”

Ingen i køen til morgenens visning ved helt, hvad han taler til, men vi kigger alle sammen over mod det magasin, der dirrer i hans hænder.

Screen Internationals seneste udgave er netop kommet fra trykken, og den noble herre har straks slået op på de bagerste sider, hvor man finder The Screen Jury At Berlin. En sammensætning af seks anmeldere (to tyske, to franske, en engelsk og en russisk), der alle tildeler filmene i hovedkonkurrence en til fire stjerner – med fire som det højeste.

”Hvem i alverden er det, der sidder i denne jury?” himler briten op og presser hænderne sammen om magasinsiden, så den krøller: ”The Party og The Dinner er klart festivalens bedste film indtil videre, og de ligger langt fra i toppen her. Langt fra!”

Det har han fuldstændigt ret i.

Siden Sally Potters The Party blev vist i mandags, har det været svært at gå forbi en samtale uden at høre folk skamrose filmen. Men Screens anmeldere er altså mere lunkne. Særligt de to franske hadede filmen og gav den henholdsvis én stjerne og et kryds, hvilket vil sige uvurderligt dårlig.

”En skandale, en skandale, en skandale,” messer manden og retter på halstørklædet.

Kvalitet og politik
”Helt ærligt,” lyder det pludselig i køen, så halstørklæde og mand svinger om på hælene.

Ordene kommer fra en kvinde med tysk accent: ”Havde du forventet, at tyske og franske anmeldere ville kunne lide film fra USA og England, sådan som jeres lande har opført sig den senere tid?”

”Hvad skulle det overhovedet have med filmenes kvalitet at gøre?” spørger briten forfærdet, hvilket får flere i køen til at grine.

”Hvor er du dog naiv,” konstaterer den tyske kvinde og ryster på hovedet.

Kort efter trisser vi ind til visningen på en finsk film – et land, der umiddelbart ikke kan træde nogen politisk-aktivistiske filmelskere over tæerne. Og mens filmen bliver klar, er det interessant at kaste et blik på, hvordan Screens stjerner egentlig tager sig ud.

For vi er lidt over halvvejs i de atten film, der konkurrerer om Guldbjørnen anno 2017, og her fører den glimrende A Fantastic Woman med den forrygende kvindelige hovedrolle Daniela Vega med 3,2 stjerner i samlet score. Lige efter følger Agnieszka Holland med sin Coen’ske Spoor fra Polen, mens Félicité om en barsangerinde i Kinshasa og den mystiske drømmetydningsfilm On Body and Soul deler tredjepladsen.

Men nu er det jo ikke Screen, der bestemmer, hvem der løber med bjørnene på lørdag, og der mangler som sagt stadig mere end en håndfuld film.

Cool Kaurismäki
En af dem ser vi tirsdag morgen.

Finske Aki Kaurismäki er en mester, når det kommer til at lave humanistiske film. De fleste kender ham nok mest fra senfirser-hittet Leningrad Cowboys Go America, men hans senere bedrifter har faktisk været mere følsomme, hvilket vi så i Miraklet i Le Havre fra 2011.

Sådan er hans nye film også.

For med The Other Side of Hope formår Kaurismäki at kombinere sit cool billedsprog fra 1980’erne med sine humanistiske overtoner fra det nye årtusinde. Man bliver helt nostalgisk, når instruktørens knappe klipning, stillestående kamera og dystre billeder leder tankerne hen på en svunden tid, som ellers kun Jim Jarmusch stadig kan lave den.

I The Other Side of Hope følger vi en syrisk flygtnings integrationsforsøg i Helsinki og hans spirende bånd til en finsk mand, som vi også følger.

Efter 40 minutter mødes de, og deres fællesskab involverer både tæsk, underspillet humor og ulovligt ID. Men først og fremmest involverer det en fremragende fortalt film, der fortaber sig i svinkeærinder.

Filmens udtryk er tilbagelænet og i flere henseender nærmest ren pastiche af tidligere tiders kultklassikere. Musikken er derimod så nærværende og vibrerende, at man føler, at det band, som optræder i filmen, må være til stede i Berlinale-paladset og spille lige i nærheden.

The Other Side of Hope mister kun lidt ved at have en så ensidigt god flygtning, og Kaurismäki kan formentlig godt booke hotel frem til prisuddelingen på lørdag, for der vil ret sikkert falde noget af her.

Indforstået provokunster
Hen på eftermiddagen er næste film på programmet den tyske dokumentar Beuys. Og den er i sandhed noget helt andet end morgenens visning.

For der er ikke energi for fem flade filmører i den historiske dokumentar om den tyske konceptkunstner Joseph Beuys, der på et tidspunkt i 1970’erne blev udråbt til at være større end Andy Warhol.

Dette svælger instruktør Andres Veiel overdrevent i med sin meget klassiske dokumentarstrukturerede opbygning.

Vi bliver først fascinerede af den rapkæftede Joseph Beuys, der er mindst lige så meget provokunstner som konceptkunstner. Herfra skal vi så høre om hans mentale lidelser, og så klinger det hele ellers af.

Samtidig er herligheden kolossalt indforstået. Hver eneste gang, der optræder et talking head, er der ingen titel, men kun et navn. Det gør Beuys til en rigtig fan-film, som uden tvivl vil sælge til de smalle biografer.

Eller nej, det vil filmen formentlig ikke!

For en af morgenens nyheder stod at læse i Der Tagesspiegel. Her kunne man forstå, at filmen er ramlet ind i juridiske problemer, fordi arkivmaterialet kan blive en dyr affære. Således ønsker den afdøde kunstners familie op til 67.000 kroner pr. minut af filmen, førend den kan sælges videre. Det er 7,1 millioner kroner i alt, så der røg distributionsmulighederne sig nok en tur.

Scanbox indgår aftale
Et selskab, der til gengæld har tur i den, er Scanbox.

Det amerikanske brancheblad Variety skriver nemlig, at Scanbox har lukket en aftale i Berlin med svenske Anagram Produktion om et tættere samarbejde om film i Norden. Det vil, ifølge magasinet, gøre Scanbox endnu stærkere på det skandinaviske distributionsmarked.

Og det kan man glæde sig over på vej ud af Berlinale-paladset efter den kedelige Beuys, hvor jeg imidlertid pludselig bliver revet ud af mine tanker, da den engelske anmelder fra morgenens kø træder ind foran mig.

”Så du Beuys?” siger han og himler igen med øjnene. ”Hvad laver den film på en festival?”

– Gør os alle sammen opmærksom på, hvordan man ikke skal lave dokumentarfilm!

”Ja, forfærdelig, forfærdelig. Men de kan sikkert lide den i Screen i morgen!”