Flere vil have sort skærm hos YouSee
I går gik producenterne Zentropa, Crone Film og Laud People hårdt til angreb på teleselskabet YouSee sammen med foreningerne Dansk Skuespillerforbund, Danske Scenografer, Dansk Filmfotograf Forbund og flere organisationer uden for filmbranchen.
Årsagen er, at YouSee siden april i egenskab af tv-distributør har fortsat med at vise danskproduceret indhold uden en aftale om betaling til rettighedshaverne: kunstnere, filmarbejdere, producenter og tv-stationer.
Ifølge Skuespillerforbundet og Zentropa har YouSee slet ikke udbetalt rettighedspenge siden april, og brugen af indholdet er derfor i praksis piratvirksomhed.
Selskabet bag YouSee, Nuuday, forsøgte tidligere på året at få skåret deres årlige rettighedsudbetalinger fra 600 millioner kroner ned til 200 millioner, hvilket rettighedshaverne ikke kunne acceptere. Forhandlingerne brød sammen, og Nuuday valgte i april at opsige aftalerne og stævne rettighedsorganisationerne Copydan, Koda og Ubod.
Sagen behandles i Sø- og Handelsretten, hvilket kan tage flere år.
I en meddelelse til pressen i går påstod Nuuday, at de faktisk er fortsat med at udbetale rettighedspenge gennem Copydan, også efter 1. april, og at de vil fortsætte udbetalingerne som vanligt, indtil sagen bliver afgjort i retten.
Det modsiger bestyrelsesleder i Copydan Verdens TV, Jørgen Ramskov, over for Politiken.
”Det er løgn. Jeg kan bare konstatere, at de ikke har betalt den faktura, Copydan har sendt,” siger Ramskov.
Dækningsløse checks
I dag ved middagstid udsendte Dansk Skuespillerforbund en ny pressemeddelelse, der bekræfter, at YouSee natten til i dag meddelte rettighedshaverne, at de har overført et større beløb, som skal gøre det ud for den manglende betaling.
Dog er det ikke specificeret, hvad det dækker over, så ifølge skuespillerforbundet kan Copydan ikke fordele midlerne til rettighedshaverne, og YouSee kræver desuden pengene tilbage, hvis de vinder retssagen.
”Det svarer i realiteten til, at jeg betaler for min YouSee tv-pakke med dækningsløse checks velvidende, at betalingen ikke er mere værd end det stykke papir, den er skrevet på. Jeg er ret sikker på, at YouSee ville lukke for mit signal med det samme, hvis de ikke fik deres betaling,” udtaler Benjamin Boe Rasmussen, som er forperson for Dansk skuespillerforbund.
Ekko har spurgt Nuuday om sagen, og pressechef Mikkel Riis-Jørgensen svarer i en mail endnu engang, at selskabet altid har betalt det fulde beløb for brug af ophavsrettigheder. Han tilføjer:
”Vi har nu overført det fulde beløb til Copydan, så der ikke kan herske tvivl om vores betalingsvilje for brug af rettigheder, og selv om vi ikke har modtaget korrekte regninger eller klare svar fra Copydan. Enhver forvirring, der måtte have været i processen omkring betaling, skyldes alene Copydans manglende vilje til at besvare vores spørgsmål.”
Over for Ekstra Bladet giver Jørgen Ramskov en anden version af forløbet:
”Hele tirsdag udtaler YouSee, at de da bestemt har betalt os for deres brug af rettigheder. Tirsdag aften opdager de, at det er usandt og overfører 265 millioner kroner til rettighedshaverne. Men bortset fra, at YouSee fordrejer sandheden om deres betalinger, så er det fortsat spin. Et aconto beløb uden specifikation på, hvad YouSee betaler for, kan Copydan og Koda fortsat ikke fordele.”
Frontalangreb på økosystemet
De utilfredse producenter og fagorganisationerne udmeldte i går, at de undersøger de juridiske muligheder for at nedlægge forbud mod, at YouSee kan vise deres film og tv-serier.
Og nu bakker flere foreninger op.
”Når en stor spiller som YouSee vælger at bruge vores medlemmers indhold uden en aftale om pris og anvendelse i det hele taget, er det alvorligt,” udtaler sekretariatschef for Film- og Tv-arbejderforeningen FAF, René Høyer Jørgensen, i en pressemeddelelse og fortsætter:
”YouSee har samtidig anlagt sag mod alle os rettighedshavere med et krav om at skære i rettighedsbetalingen med 70 procent i forhold til 2023. Det er et ganske voldsomt og urimeligt krav. Derfor bakker vi fuldt ud op om et forbud.”
Forperson for Dansk Filmklipperselskab, Martin Wehdin, er enig og kalder konflikten for et frontalangreb på hele økosystemet omkring produktion af film, tv-serier og især dokumentarer.
”Hvis ikke producenten har rettighedsindtægter fra tidligere produktioner, som de kan investere i nye produktioner, vil det ganske enkelt ikke være muligt at skabe tid og rum til at udvikle mere markante produktioner som Kandis for livet eller den Oscar-nominerede Flugt,” skriver han.
Martin Wehdin får opbakning fra den respekterede klipper og instruktør Anders Refn, der står bag De forbandede år og Een gang strømer.
”Rettighedspengene er det, vi lever af. Det er vores eksistensgrundlag. Derfor skal det slås fast med syvtommersøm, at når YouSee bruger vores indhold uden at have en aftale om hverken betaling eller anvendelse, så er det det samme som tyveri ved højlys dag. Det skal stoppes,” udtaler Anders Refn.
Ulovlig adfærd
Også Danske Filminstruktører bakker op om at lave sort skærm.
”YouSee har kastet en bombe under film- og seriebranchen,” udtaler foreningen Danske Filminstruktørers forperson Rasmus Kloster Bro i en meddelelse.
Danske Dramatikere er også for et forbud ifølge foreningens hjemmeside.
I sin pressemeddelelse i går lagde produktionsselskabet Crone Film særlig vægt på, at 50 procent af Nuudays moderselskab TDC ejes af den australske kapitalfond Macquarie, mens resten ejes af de danske pensionskasser PKA, ATP og PFA.
Crone Films direktør Nina Crone undrer sig over, at ejerne accepterer Nuudays ”uacceptable og ulovlige adfærd”.
”Det er ubegribeligt for mig, at de danske pensionskasser, som er medejere af YouSee, vil lægge navn til dette.”
Ekko har spurgt pressechef Rikke Gredsted Seidenfaden på PFA, som er Danmarks største pensionskasse, hvad man siger til konflikten og Nina Crones udtalelse, men hun er ikke vendt tilbage.
Kommentarer