Biografanmeldelse
18. sep. 2021 | 10:27

Kandis for livet

Foto | Stroud Rohde Pearce
Kandis’ musik er nok blottet for torne og kanter, men Jesper Dalgaards dokumentar minder os om, at kitsch blot er et tyndt slør over autentiske følelser.

Portrættet af Johnny Hansen rummer så mange temaer af almenmenneskelig interesse, at selv folk langt fra ikonets målgruppe vil blive grebet.

Af Lars Movin

Tilhører man ikke Dansktop-segmentet, er der en god chance for, at man lever i lykkelig uvidenhed om det fænomen, som Ekko Shortlist-vinderen Jesper Dalgaard (Weltschmerz) skildrer i sin første lange dokumentarfilm.

Eller i hvert fald om omfanget og dybden af det. 

I filmen møder vi en række fans af det danske orkester Kandis og specielt af frontfiguren Johnny Hansen, der efter mere end tre årtier med hundredvis af årlige koncerter har opnået en position, som også for ham selv er et mysterium. 

Musikalsk bevæger Kandis sig inden for en genre, hvor både tekster og melodier er blottet for torne og kanter. 

Men i filmen erfarer man, at der ikke skal kradses ret meget i overfladen, før der åbenbarer sig en subkultur af søgende sjæle, for hvem Johnny og hans orkester betyder alverden, ja, i visse tilfælde endda har udgjort forskellen mellem liv og død. 

På overfladen befinder vi os i en dansk pendant til et Elvis-univers, hvor fankulturen balancerer et eller andet sted mellem almindelig tilbedelse, en livsstil og en religion. 

Specielt efter at Johnny Hansen gennemlevede en privat tragedie, hvor hans hustru begik selvmord og efterlod ham alene med to teenagedøtre, har hans rolle udviklet sig til at være en form for sjælesørger, kramme-ven og identifikationsobjekt for et større antal mennesker, som via fanklub, korrespondance og koncerter tilsyneladende har fornemmelsen af at være medlemmer af én stor familie. 

Al denne opmærksomhed kan naturligvis være vanskelig at håndtere for hovedpersonen, som gør sit bedste for at leve op til de til tider tårnhøje forventninger om nærvær. Samtidig kæmper han for at bevare jordforbindelsen og et privat rum, hvor kun de nærmeste har adgang. 

Det forbløffende og bevægende ved Kandis for livet er den troskyldighed og åbenhed, som samtlige medvirkende – på begge sider af scenekanten – lægger for dagen.

Med sin respektfulde og empatiske tilgang til et univers, der repræsenterer en bred og generelt undereksponeret del af befolkningen, er det, som om Jesper Dalgaard – via Kandis – opnår en direkte adgang til de mest intime rum hos mennesker, som ellers ikke er vant til at krænge deres inderste ud i al offentlighed. 

Dermed får han peget på en indsigt, som det aldrig skader at blive mindet om, nemlig at kitsch ofte blot er et tyndt slør over autentiske følelser. 

Dog må det anføres, at nogle af de medvirkende er så egenartede, at de knap nok kan betragtes som typiske repræsentanter for begrebet ”fankultur”. Det gælder eksempelvis tre blinde brødre, der synes at leve i et noget nær symbiotisk forhold, holdt sammen af indbyrdes afhængighed og med Kandis’ musik som uundværligt soundtrack. 

De tre brødre ville lydefrit kunne glide ind i en film af den østrigske særlingeportrættør par excellence, Ulrich Seidl. 

Ikke at der er noget som helst karikeret over fremstillingen, som er helt karakteristisk for filmens sikre og æstetisk konsekvente iscenesættelse. Men disse scener repræsenterer et humoristisk lag, hvor fortællingen bevæger sig i en delikat balance mellem at være solidarisk med sine karakterer og udstille dem. 

Som jeg ser det, tipper den balance dog aldrig til den forkerte side. I Kandis for livet kan filmmagerens nysgerrige blik nok virke undrende, men det bliver aldrig ukærligt. 

Hertil kommer, at det må siges at være noget af et kunststykke at skabe et musikerportræt, der rummer så mange elementer og temaer af almenmenneskelig interesse, at selv det publikum, som måske endda langt fra tilhører det pågældende ikons målgruppe, kan blive fastholdt fra start til slut. 

For de medvirkende er Kandis livet. For alle os andre tegner filmen et hudløst og indsigtsfuldt billede af det liv, hvor man før eller siden med garanti vil få brug for et kram. Og hvorfor så ikke få det af Johnny Hansen?

Trailer: Kandis for livet

Kommentarer

Titel:
Kandis for livet

Land:
Danmark

År:
2021

Instruktør:
Jesper Dalgaard

Manuskript:
Jesper Dalgaard

Medvirkende:
Johnny Hansen

Spilletid:
85 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
23. september

© Filmmagasinet Ekko