Forbandede berømmelseskultur

Jeg har altid syntes, at Adorno — den store tyske filosof Theodor Wiesengrund Adorno — overdrev i sin strenge fordømmelse af massekulturen og kulturindustrien. Den forfladiger alting, hævdede han. Den fratager mennesket evnen til at komme ud af sin selvforskyldte trældom ved forstandens brug.

Og den bedøver proletariatet med sprut og illusioner, så den helt nødvendige og meget tiltrængte revolution udebliver.

Men når jeg ser berømmelseskulturen på skodkanalerne, må jeg alligevel give ham ret. Undskyld, Adorno! Jeg er så flov over, at jeg hånede dig. X Factor og Paradise Hotel og Hell’s Kitchen og America’s Next Top Model og Paris Hilton og Sidney Lee er r-æ-d-s-e-l-s-f-u-l-d-e.

Jeg burde ikke engang beære dem med omtale, men det gør jeg så nu, for en enkelt gangs skyld. Og hvor er jeg ked af, at jeg ikke er religiøs og kan glæde mig over, at de ansvarlige på skodkanalerne kommer til at brænde i helvedes evige flammer for deres utilgivelige synd. Gid, at jeg i det mindste havde den trøst.

Berømmelseskulturen er dumme og sjælsgrimme mennesker, der indoktrinerer ungdommen med forkerte mål og falske værdier. Det er vigtigere at være smuk end at være god. Det er vigtigere at ligne en marcipangris end en rigtig kvinde. Det er vigtigere at være rig end at tage sig af andre.

Det er vigtigere at stikke sine kammerater i ryggen end at finde fælles løsninger. Det er vigtigere at være øjentjener end at holde sig til en gennemprøvet moral.

Hvad fanden er det for noget pis? Hvorfor er det lovligt i timevis hver dag at indoktrinere mennesker i en følsom alder med alt, hvad der er forkert?

I dødssyndernes vold
Men jeg var så trodsig over for Adorno. Hvorfor ville jeg ikke indse, at han havde ret? Der er nok flere grunde. I forældregenerationen syntes de, at han var god, og så måtte jeg selvfølgelig være kritisk. Han skrev så ulæseligt. Han var så højrøvet. Dét provokerede mig.

Adorno kunne ikke lide populærkultur - film, tegneserier og jazz. Det forekom mig at være en arrogant overdrivelse. For der er gode film, og der er dårlige film. Man kan sige noget tilsvarende om alle andre former for populærkultur. Hvad jazz angår, vil jeg personligt give ham ret, men det er en urimelig påstand, som jeg aldrig vil hæfte for. Men Adorno skrev i ramme alvor, at det hele er en forskelsløs grød af selvfedme. Dér fejlede han — og så havde han alligevel aldeles ret.

Berømmelseskulturen er simpelthen det værste ved kapitalismens kultur. Det er en systematisk indsats for at bilde ubefæstede sjæle ind, at de syv dødssynder - hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, frådseri, vrede og ladhed — i virkeligheden er kardinaldyder. Det er stenhårdt og målbevidst arbejde i umoralens tjeneste.

Kan noget blive værre? Jeg synes det ærlig talt ikke. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Måske fordi det er en fejring af lumpenheden og tarveligheden, der for så vidt harmonerer meget godt med den daglige og mere diskrete lumpenhed og tarvelighed, der karakteriserer alle kapitalismens forretninger. Måske fordi berømmelseskulturen er et forsøg på at dølle taberne, så de ikke begår selvmord, men bliver ved med at deltage i produktionen til en ringe løn? Eller måske fordi den er et redskab til at undgå systemkritik og revolution?

Tænk, hvis folk fandt ud af, hvad de skal finde sig i til daglig? Det gør de heldigvis ikke. De ser TV3.

Skamløse lakajer
Så er der slet ikke noget godt at sige? Egentlig ikke, hvis vi ser på selve berømmelseskulturen.

Alle, der beskæftiger sig med den, er enten syndere eller lakajer. Det er mennesker, der er faret vild i verden. Fordi de ikke har noget moralsk kompas. Fordi de er forblindede og forheksede af de syv dødssynder, som de for længst selv er begyndt at holde for dyder.

Man kunne indvende, at det trods alt er bedre at være lakaj og spytslikker end synder. Men hvis man bevidst vælger at være lakaj og spytslikker - og skamløst praler med det og fremviser de ting, man har erhvervet for sit sold - er man i og for sig sunket lige så dybt som en aktiv synder.

Det, der er noget godt at sige om, er mennesker, hvis livsløb på den ene eller den anden måde er eksemplarisk. Store hærførere og menige soldater, der sætter nationens frelse over deres personlige bekvemmelighed. Kunstnere, der har forløst menneskeheden med deres kunst. Visionære politikere, hverdagshelte og whistleblowers. Dem skal vi se film om, og dem skal vi hylde. Men celebrities? Aldrig i livet.

Kendt eller anerkendt
Forskellen på celebrities og Store Personer er et spørgsmål om anerkendelse. I Se og Hør finder man de kendte. I Kraks Blå Bog de anerkendte. Og betragter man Krak lidt nøjere, forstår man, hvorfor der er en afgrund mellem de kendte og de anerkendte.

Hvor de kendte i det store og hele er kendte, fordi de bidrager til at gøre dødssynderne til kardinaldyder, er de anerkendte anerkendt, fordi de bidrager til fællesskabet. Man kan sige det på den måde, at det er helt urimelig svært at komme i Kraks Blå Bog ved at være grådig. Hvis man virkelig puger penge, kan man selvfølgelig godt ende med at blive optaget. Men alt andet lige er den letteste vej til optagelse, at man gør noget godt. Skriver en bog. Synger en sang. Forvalter staten dadelfrit. Kurerer en sygdom. Udviser nåde, retfærdighed og mådehold i sin forvaltning af magten. Indgiver efterslægten videbegær og glæde ved kundskaber.

Når Adorno havde ret, var det, fordi han bag al højrøvetheden ville sige noget om dyd. At mennesket er et ophøjet væsen, fordi det har muligheden for dyden og det gode i sig, og at vi skal være kritiske over for alt, hvad der fornedrer mennesket og trækker det væk fra det godes vej.

Derfor er det i grunden såre enkelt. Celebrity-kulturen er en fejring af lasten og af den grund odiøs. Anerkendelsen af Store Personer i den biografiske film, eller for den sags skyld i Kraks Blå Bog, er en fejring af dyden. Celebrity-kulturen handler om glæden ved at få og rage til sig. Anerkendelsen af Store Personer handler om beundringen for dem, der finder glæde ved at give.

Min trøst, når jeg ser efterslægten sløve foran Paradise Hotel, er, at evnen til at være et godt menneske til alt held ikke skal indgives i den enkelte. Den kommer helt af sig selv. Det burde give et vist håb for fremtiden, som Adorno — fejlagtigt — manglede.