Forsvar for Badehotellet

Fjollet overspil, renlivet eskapisme, hule og karikerede personer, klodset og udramatisk handling, et uforanderligt univers, fortegnet tidsbillede.

Anmelderne har ikke vist den store anerkendelse for Stig Thorsboe og Hanna Lundblads Badehotellet, der i foråret afsluttede sin femte sæson.

Fra begyndelsen er serien blevet dårligt for ikke at sige direkte hånligt modtaget.

I forbindelse med tredje sæson i 2016 sammenfattede Politikens Henrik Palle anmeldernes generelle dom på denne måde: ”Anmelderstanden har ikke et problem, når den siger, at serien er noget crap. TV 2 har et problem, fordi de viser den.”

En vis vaklen i geledderne har siden meldt sig. Mens Palle selv er urokkelig i sin afvisning af serien, men dog ikke kan ”tage fra Badehotellet, at den håndværksmæssigt sidder lige i skabet”, er tidligere hårde kritikere som Ekstra Bladets Henrik Queitsch og Berlingskes Jakob Steen Olsen blevet blødere i knæene og må indrømme serien større kvaliteter, end de oprindelig var tilbøjelige til.

Det tilskrives naturligvis en udvikling i serien og ikke en usikkerhed om deres tidligere domme!

Til gengæld har serien fra begyndelsen haft et stort og trofast publikum (1,3-1,6 millioner), efter min mening helt med rette. Naturligvis kan der indvendes et og andet mod dette og hint, for eksempel er hele den langtspundne og bedrøvelige historie om skabsbøssen Ditmar en tvivlsom disposition, men samlet set er serien aldeles uimodståelig og har været det fra starten.

Så det kunne jo være, at anmelderne hele tiden har taget fejl af det produkt, de har skullet forholde sig til, ja, slet ikke har forstået det. Det er i hvert fald påfaldende, at kritikken mere bygger på automatreaktioner end en refleksion over genre og koncept.

Løgn og fortielse
Ifølge det nyligt indførte maskeringsforbud er tildækning af ansigtet uforeneligt med sameksistensen i et åbent samfund.

Men manglende maskering betyder ikke, at vi ikke kan skjule os for hinanden. Vi kan rask væk bedrage andre, for eksempel ved at lyve om os selv, vores motiver, vores fortid, vores forhold til hinanden, hvad som helst. Og dette er helt igennem foreneligt med sameksistensen i et åbent samfund, måske i virkeligheden en betingelse herfor.

Det sidste mener således badehotellets prominente gæst, kongelig skuespiller Edward Weyse, der på et tidligt tidspunkt i serien siger: ”Hvis mennesker kendte sandheden om hinanden, så kunne vi jo slet ikke leve sammen.”

Ergo må vi leve med løgn og fortielse.

Her har vi en nøgle til at forstå seriens idé. Den bygger på og problematiserer det spil mellem løgn og sandhed, fortielse og åbenhed, maske og menneske, som Weyses livsbetragtning lægger op til. For også det omvendte er sandt: Kun hvis vi kender sandheden om hinanden, kan vi leve sammen. Afstanden og sammenhængen mellem de to udsagn danner det inciterende spændingsfelt, som Badehotellet udfolder sig indenfor.

Dobbeltheden af maske og menneske afspejler sig tillige i typegalleriet. I overensstemmelse med genren er alle personer klichéer, men netop ved at blive sendt ud i det nævnte spændingsfelt bryder de igennem klichéen og bliver individualister med hver sit særpræg.

En gave til skuespillerne
Det skyldes ikke blot forfatternes sikre håndelag, men først og fremmest et utroligt veloplagt og ofte overdådigt spil fra alle medvirkende, der tydeligvis kan mærke, at hver rolle er en gave til netop dem. Intet under derfor, at skuespilleren Weyse, vidunderligt fremstillet af Jens Jacob Tychsen, udgør et af seriens kraftcentre.

Mange andre kan nævnes: den selvfede og gemytligt- uforskammede grosserer Madsen (Lars Ranthe), der trods sin brutalitet alligevel vinder vores sympati – måske fordi alle andre er snedigere end ham.

Eller i seneste sæson den udi egen indbildning lige så udspekulerede vekselerer Molin (Søren Sætter-Lassen) og hans svenske kone (Lisa Werlinder), der tager en raffineret hævn over ham, da han søger at knuse hendes skuespillerdrømme.

I det hele taget blomstrer kvinderne i serien, som yder dem maksimale muligheder for at tegne en figur – fra køkkenpersonalets kontrasterende trekløver til de stadig mere initiativrige koner med glimrende spil af Cecilie Stenspil, Anette Støvelbæk og Anne Louise Hassing.

En kønspolitisk analyse af serien vil givetvis vise en udvikling fra patriarkat til matriarkat, accentueret af at fru Andersen (Bodil Jørgensen) på et tidligt tidspunkt overtager hotellet fra sin hustyran af en mand.

Katastrofen nærmer sig
Serien foregår i mellemkrigstiden, men er alligevel ikke primært et tidsbillede.

Ganske vist indgår afgørende historiske begivenheder, fra børskrakket i Wall Street i 1929 til Kanslergadeforliget og Hitlers magtovertagelse, men den historiske baggrund har en anden funktion end at vise personerne som produkter af eller udtryk for deres samtid.

Ud over som kolorit og til at forme deres typegalleri bruger forfatterne tidsbaggrunden til at skabe en vis afstand til personerne, så meget vigtigere som disse både taler, tænker og handler fuldstændigt som os.

De er altså ikke os og alligevel os.

Der opstår på den måde et spil mellem fortid og nutid, som bevirker, at personerne ikke kommer for tæt på– i så fald ville vi ikke kunne more os så meget over dem. Samtidig lægges en mild ironi ned over hele selskabet, når de intetanende går katastrofer i møde – med kontorchef Aurland (en uhyre præcis Peter Hesse Overgaard) som eneste undtagelse. Men han gider ingen høre på!

Uudtalt gælder det samme naturligvis os, men netop uudtalt, for tiden og katastroferne må heller ikke komme for tæt på. Genre og koncept dikterer, at der ikke må gå Matador og slet ikke Cabaret – musicalfilmen med nazismen som tragisk baggrund – i serien. Når det sidste er lige ved at ske, er det karakteristisk, at der finder en forholdsvis hurtig uddrivelse sted.

Skadedyret Doktor Hoffmann, en doktor Mengele i svøb, får kun lov at overleve i et halvt afsnit, ligesom de voldelige Hitlerjugend-drenge kun optræder i få glimt. Børskrakket, der rammer grosserer Madsen, kommenteres blot med en variant over Gysses forveksling af Frederiksholms Kanalog verdenshavet: ”Hr. Madsen har mistet alle sine penge.” ”Jamen Gud, har han da tabt sin pung?”

Ikke lutter lagkage
Dygtig replikkunst er der masser af i Badehotellet.

”De er den skønneste kvinde, jeg aldrig blev gift med,” siger Weyse til Helene, som han dog, måske også til forfatternes overraskelse, bliver gift med i femte sæson.

Der er ligeledes masser af situationskomik, som når Aurland – der uvidende ikke er far til sine børn, det er Weyse – i en samtale med denne taler ”om generationernes pulsslag ... det at noget af én selv lever videre i et andet menneske – det er det magiske og smukke ved at få børn”.

Og der er masser af kostelige sidste-øjebliks-redninger. Som da først stuepige og senere hotellets chef Fie(en skøn Rosalinde Mynster) får reddet et stykke lagkage, der er mistænkt for at være en bakteriebombe, ud af tidselgemyttet fru Fjeldsøs mund (Birthe Neumann).

Livet i Badehotellet er imidlertid ikke lutter lagkage. Ondskaben lurer, og der er nok af træske personer og dumme svin uden for hotellets trygge rammer. Men også indenfor. Dermed er der lagt op til et utal af konflikter og dramaer, der som bukkene og vandgravene i et forhindringsløb skal til, for at føljetonen kan køre videre.

Men heller ikke på det punkt kan forfatterne siges at svigte. Der er altid overraskende nye udviklinger eller et nyt udspekuleret benspænd i vente, og vi bliver gang på gang bekræftet i, at menneskene ikke er så gode, som de burde være.

Er det så seriens morale? Ingenlunde.

Nok bliverden ikke træt af at udlevere menneskelige svagheder,ikke mindst selvoptagethed, selvfedme, selvbedrag. Men samtidig driver den sine personer derhen, hvor de bliver klar over, at det er sandheden og kærligheden, det gælder.

Og for seriens store publikum er det måske ikke den værste indsigt at sidde tilbage med.