Dag 3: Fortid og nutid i nyt lys

Mine sidemænd er uvenner. På flere sprog.

Det hele er startet med, at han har forklaret hende, hvor dumt det er at fejre Valentinsdag, hvilket hun tydeligvis gjorde forleden med sin mand.

Nu hæver de stemmerne og veksler imellem fransk, tysk og engelsk uden nogen videre grund.

I sig selv et aparte optrin.

Især fordi hele salen sidder og venter på at skulle se Eva. Op til festivalen var det en af de film, der blev nævnt hyppigst, eftersom et navn som Isabelle Huppert og en pressetekst med ordene ”femme fatale” jo nærmest rimer på en vidunderlig og gennemfransk skuespilpræstation.

”Det handler om kærlighed,” siger kvinden på tysk, mens hun samtidig gestikulerer som en pariser. ”Kærlighed til hinanden som ægtefolk. Det må man da gerne fejre!”

”Valentines Day er noget amerikansk bras,” konstaterer hendes kollega og (måske forhenværende) ven på fransk.

Så sænker lyset sig, og Eva toner frem.

Stjålet manuskript
Eva er den tredje film i dagens hovedkonkurrence. Og også denne gang handler det om det skrevne ord. En ung mand (Gaspard Ulliel) napper et teatermanuskript fra en forfatter, som dør for øjnene af ham, og kort efter bliver stykket en stor succes i Frankrig.

Problemet for den unge mand er så at skulle skrive et nyt stykke af samme kvalitet. Ad omveje drages han imod den ældre luksusluder Eva (Isabelle Huppert), og igennem stævnemøderne med hende får han stille og roligt den historie, som han så desperat mangler.

Desperat bliver filmen imidlertid også, som handlingen skrider frem. Instruktør Benoît Jacquot (Diary of a Chambermaid) formår at skildre rige kunstnertyper med velplacerede gyserelementer og somme tider film noir’sk stemning.

Men efterhånden overstråler Isabelle Huppert filmen i en sådan grad, at femme fatalen ikke bare sluger de andre roller, men også bliver så dominerende, at Eva helt glemmer at handle om den unge mands kvaler som tyvstjælende kunstner.

Hyldest til kunsten
Så var der noget mere at komme efter i hovedkonkurrencens to andre film.

Morgenvisningen bød på en oplevelse, der bør gøre russiske Alexey German Jr. til bjørnemodtager næste lørdag, når Berlinalens prisuddeling rulles ud.

Dovlatov er en drømmende, svævende og poetisk oplevelse, der foregår over en uge i Leningrad anno 1971. Den relativt ukendte poet Sergei Dovlatov kæmper for at holde fast i sig selv og sin kunst, men det er svært, når man er underlagt sovjetisk censur.

Gennem samtaler, tanker og indre kampe følger vi poetens hverdag, og særlig stor bliver kontrasten i mødet med Nobelprisforfatteren Joseph Brodsky. Her fornemmer man, at det kan være svært at bevare den kunstneriske integritet, når ikke alle er klar over, at man faktisk er kunstner.

Billederne bliver ofte til rene symfonier tilsat velvalgte ord, og ved at placere mange mennesker klemt inde i små rum formår Alexey German Jr. at skabe en fortættet stemning, som skaber en følelse af, at alle overvåger alle.

Får instruktøren ikke selv en pris for Dovlatov, skyldes det formentlig, at den mandlige hovedrollepris går til serbiske Milan Maric, der spiller så trist og samtidig så følelsesvarmt, at man virkelig bliver revet med og forstår, at litteratur handler om meget mere end skrevne ord. Det handler simpelthen om eksistens.

Mulig krig
På pressemødet efter filmen gik der storpolitik i den.

Alexey German Jr. kaldte sin film for en nødvendighed, fordi vi alle sammen må huske på, at forfattere kan fortælle en sandhed eller to om verden.

”Vores film er en advarsel om, hvad der kan ske i fremtiden,” sagde instruktøren og pegede på, at sandhedsskildringer er under pres. Dog ikke kun i Rusland, mente instruktøren, for man ser også autoritære strømninger i både USA og Europa i disse år, og German Jr. forklarede, at det er nødvendigt at fortælle russiske historier til Vesten, som siger vesterlændinge noget.

”Vesten og Rusland lever i klichéforestillinger om hinandens liv og hverdag, og det kan i sidste ende føre til krig,” sagde instruktøren, men slog samtidig fast, at motivationen for at lave Dovlatov er at skildre kunstnere, der vil arbejde, men som ikke får lov af deres egen stat.

Det problem bliver også mere og mere markant i vores nutid, lød det.

Tider flyder sammen
Var man ikke både skræmt og oplivet nok efter den russiske svada, så fik man endnu én på opleveren ved middagsvisningen. Her havde den tyske stjerneinstruktør Christian Petzold verdenspremiere på Transit.

Det er i den grad en underlig film!

I Transit flygter Georg fra de tyske tropper, som er stimlet sammen udenfor Paris. Efter flere hårde kampe når han til Marseille, og det eneste han har med sig er et aflagt manuskript fra en forfatter ved navn Weidel, som har taget sit eget liv. Georg udgiver sig nu for at være denne forfatter, så han kan få eksil i Mexico.

Men der er noget virkelig besynderligt ved hele denne flugt.

Hvorfor i alverden render Georg rundt i tøj, der kunne ligne noget fra 1940’erne, mens togene er moderne, politibilerne fiser rundt med blå blink og automatgear, mens Marseille generelt ligner en moderne havneby?

Christian Petzold har tidligere bevæget sig rundt i den tyske fortid i Barbara og Phoenix, men denne gang blander han fortid og nutid sammen. Georgs historie driver ind over vor tids flygtningestrømme, da han ankommer til Marseille, og man skal virkelig holde tungen lige i anmeldermunden for at følge med.

Transit er en elegant kommentar til, hvordan man behandler mennesker på flugt fra krig og totalitarisme. På intet tidspunkt kommenterer filmens roller på, at fortid og fremtid er blevet til en permanent tilstand, hvor desperation og medmenneskelighed konstant afløser hinanden, og derfor får man en følelse af hele tiden at være vidne til en verdenshistorie, der gentager sig.

Filmen er ikke nær så stærk som Petzolds seneste hit, Phoenix, men den må uden tvivl være i spil til en manuskriptpris.

#MeToo tager til
Også på tredjedagen i Berlin var #MeToo-bølgen på dagsordenen.

Et stort initiativ med titlen ”Speak Up!” blev nemlig lanceret under seminaret ”Closing The Gap”, der skal se på, hvordan man kan få mere kønslighed i filmbranchen. Det er Det Svenske Filminstitut, som står bag seminaret, og den polske instruktør Malgorzata Szumanowska var særligt inviteret.

”Dette initiativ er vigtigt for mig som mor til en femårig pige,” sagde instruktøren, som også er med i årets hovedkonkurrence med Mug, til bladet Screen.

”Jeg ønsker et helt anderledes miljø for hende i fremtiden. Et, hvor hun kan føle sig mere komfortabel, end jeg har gjort.”

Bidende kvindeportræt
Da rulleteksterne glider over lærredet efter Eva, klapper folk, idet Isabelle Hupperts navn dukker op. Endnu engang har den franske diva leveret et fornemt kvindeportræt, som bider mere end det kærtegner.

Fuldstændig ligesom skuespilleren gjorde med den Golden Globe-belønnede rolle i Elle fra 2016.

”Nå,” siger manden på engelsk ved siden af mig til sin ledsagerske. ”Lige så slem som hende er du nu ikke!”

Hans sidekvinde kan ikke lade være med at smile: ”Man kan godt høre, at du ikke har talt med min mand,” siger hun på tysk og rejser sig fra biografsædet.