Fotografen skygger for sine billeder

Jan Grarup er et brand. 

Hvor de fleste andre i hans branche gemmer sig bag deres kameraer, er den 54-årige fotograf en berømthed. 

Rå, barsk, vild, frygtløs, ubestikkelig, altid på de svages side. 

En rigtig machomand med hjertet på rette sted, en enorm retfærdighedssans og humanistiske idealer som rettesnor. 

Han kunne være en rockstjerne, når tatoveringerne titter frem under de oprullede ærmer i Aftenshowet, Kender du typen? eller de talrige foredrag, hvor han holder tilhørerne tryllebundet med sine billeder og beretninger fra verdens brændpunkter. 

Han kan fylde Bremen Teater eller salen i Operahuset til bristepunktet, følges af over 100.000 mennesker på Instagram, har udgivet en selvbiografi og en række coffee table-bøger, hvor selveste Dalai Lama har skrevet forord til en af dem. 

Han har sit eget radioprogram og spiller hovedrollen i en film af en af landets førende dokumentarister. Om en måned udgiver han Ukraine-bogen While We Bleed sammen med DR-journalisten Adam Holm. 

Han har modtaget et hav af priser. Han er femdobbelt Årets Pressefotograf, modtager af otte World Press Photography Awards og hoffotograf hos Politiken. 

Gang på gang har han sat livet på spil for at fryse et øjeblik af krig og katastrofe, vi aldrig vil glemme. 

Men for fjorten dage siden meddelte Politiken, at man ikke længere ville bruge Jan Grarups fotografier fra krigen i Ukraine. Avisen havde opdaget, at han i sine beretninger fra landet havde talt usandt – angiveligt for at gøre sin egen rolle som vidne og aktør i krigen mere betydningsfuld. 

Og så rullede lavinen. 

Andre usandheder kom frem, og Politiken har nu besluttet at droppe al samarbejde med Grarup, der pludselig befinder sig i karrierens værste krise. 

Men i virkeligheden har historien om stjernefotografens blakkede moral ulmet i årevis, hvor de store medier har lukket øjnene for advarselslamperne.

Han har haft en urørlig kongestatur og faret meget hårdt frem, når nogen har forsøgt at gøre opmærksom på skyggesiden. 

Altid på pletten
Det virker på mange måder, som om livet først begynder, da Jan Grarup som tretten-fjortenårig fremkalder de første sort-hvide billeder på badeværelset i Espergærde i Nordsjælland. 

Hans far er politichef og ser gerne, at sønnen bliver dyrlæge. Faren forstår ikke sønnens fascination af fotografiet. 

”Jeg så op til min far, indtil jeg ikke så op til ham længere,” fortæller Jan Grarup i et interview til Politiken om, hvordan han frigør sig fra familien. Hvis han vil frem i verden, må han være selvstændig. 

Han tager som stor teenager på påskeferie i England i slutningen af 1980’erne. Ved et tilfælde overværer han et protestantisk terrorangreb på en IRA-begravelse i Belfast.

I stedet for at flygte knipser han løs med sit kamera. Han sælger billederne til Helsingør Dagblad, hvor han kommer i praktik under sin uddannelse som fotojournalist.

Efter uddannelsen bliver han i 1991 fotograf for Ekstra Bladet. Senere bliver han fastansat på Politiken, indtil han definitivt bliver sin egen herre som freelancefotograf.

Hans mesterlige sort-hvide billeder viser en voldelig verden milevidt fra vores fredelige Danmark. Når en krig bryder ud, eller når en naturkatastrofe opstår, pakker Jan Grarup sin kuffert og drager afsted. 

Om det er i Jugoslavien, Afrika eller Mellemøsten, kan man regne med ham. 

I bogen Shadowland fra 2005 er kompositionerne æstetiske, men indholdet er gruopvækkende. Den kvalmende følelse, som fremkaldes af det afbildede blod, er ikke til at ryste af. Indtil man kommer til billedet af et storsmilende barn. 

Efter et jordskælv i den asiatiske Kashmir-provins i 2005 sidder en pige med to brækkede ben på et interimistisk hospital. 

Hun stråler mod Grarups linse. Hun har kæmpet sig igennem rædslerne og er ankommet til en form for oase. 

De fandenivoldske
At livet som krigsfotograf ikke har været uden omkostninger, lægger Jan Grarup ikke skjul på. 

I et interview med Information i forbindelse med udgivelsen af fotobogen And Then There Was Silence i 2017 fortæller han, at han har måttet selvmedicinere sig med store mængder af alkohol og stoffer. 

”Jeg oplevede så meget brutalitet og ondskab under folkemordet, at det forandrede mig. Jeg kom hjem og var et andet menneske og var allerede der nok ved at udvikle en form for posttraumatisk stress,” siger han om folkemordet i Rwanda, hvor han i 1994 fik et gennembrud med sine chokerende fotografier. 

Det er åbenhjertige bekendelser, men samtidig også med til at skabe legenden om den kompromisløse fotograf, der sætter liv og lemmer på spil for at råbe danskerne op om mennesker i den dybeste nød. 

Fotografen Tine Harden, der i mange år var ansat på Politiken, er kritisk over for den gruppe af fotografer, som hun mener, Grarup var en del af. 

”Det kunne ikke blive vildt nok. De opbyggede en myte om, at de var fandenivoldske. Det handlede meget om ikke at være bange for noget. Hvis man var modig, var det flot,” siger hun til Journalisten. 

Undtagelsestilstand
Myten bliver udbygget i Boris B. Bertrams Krigsfotografen, der tegner et helteportræt af fotografen og har premiere den 19. september 2019. 

Vi er med ved frontlinjen, når Jan Grarup følger de irakiske styrkers kamp mod Islamisk Stat, men kommer også ind i privaten på Østerbro. 

”Jan Grarup lever et liv i undtagelsestilstand: Ude i verden er han som krigsfotograf i evig krydsild, hjemme i København er han far til fire – og står pludselig alene med forældreansvaret, da hans ekskone bliver alvorligt syg af kræft,” står der i den dramatiske synopsis på Filminstituttets hjemmeside. 

Premieren er perfekt timet med udgivelsen af selvbiografien Hvor jernkorsene gror den 1. oktober samme år. Men det er også her, at der for første gang er ved at opstå revner i mytologien. 

”Jan Grarup siger fra: ’Det skal ikke gå ud over mine børn!’” lyder overskriften på en pressemeddelelse, som Ekko modtager den 24. september. 

”Jeg er simpelthen så rystet og skuffet over den behandling, jeg og folk i min omgangskreds har været udsat for fra Dagbladet Informations side. Og jeg kommer hverken til at lave yderligere presse eller udgivelses-receptionen for bogen – for at beskytte min familie mest muligt,” udtaler han. 

Han anklager Information for at lave ”en smædekampagne og fabrikere en historie omkring private, familiære og økonomiske forhold, uden at give mig mulighed for at respondere”. 

Og så tilføjer han: ”I øvrigt en historie, som de fleste andre medier har afvist at bruge tid eller spalteplads på.”

Han fremhæver sine børn som grunden til, at han afstår fra at lave presse for bogen. 

”Jeg vil ikke acceptere, at man sværter min afdøde ekskones navn i en ensidig fortælling om økonomi og familiære relationer, som vil ende som offentlig mudderkastning, hvor de eneste tabere er mine børn. De har allerede gennemgået nok.” 

Uetisk glansbillede
Hvis det er Grarups hensigt at skræmme Information med sin gådefulde pressemeddelelse, lykkes strategien. 

Information bringer aldrig den kritiske artikel, som journalister på avisen kun havde taget de første spadestik til inden Grarups angreb. 

Syv måneder senere kan Filmmagasinet Ekko dog løfte noget af sløret for, hvad sagen handler om. DR bliver nemlig politianmeldt for Krigsfotografen. 

En central og meget stærk sekvens i dokumentaren er optagelser fra ekskonen Zashas begravelse. Men hendes bror og søster – Jonathan og Sara Bjerg Møller – afviser at have givet deres samtykke til, at instruktøren og Jan Grarup kunne bruge den sidste afsked i filmen. 

”Zashas sygdom og børnenes sorg udnyttes hensynsløst til at tegne et glansbillede af Jan Grarup, så han kan sælge flere foredrag, bøger og billeder,” siger lektor Sara Bjerg Møller til Ekko.

Sara Bjerg Møllers udtalelser i Ekko får Jan Grarup til at true hende med et sagsanlæg. 

I et advokatbrev står der, at Jan Grarup i en længevarende familiefejde har været offer for en personlig vendetta. Det tager han – forlyder det – med ophøjet ro. Men han vil ikke finde sig i, at striden går ud over hans børn. 

Brevet er skrevet af Morten Erritzøe Christensen fra advokatselskabet Kennedys. Blot et par uger forinden havde han optrådt i Jan Grarups Radio4-program I orkanens øje, men uden at deres arbejdsmæssige relation var blevet italesat. 

Sara Bjerg Møller får ti dage til at trække sine udtalelser tilbage. Det gør hun ikke, men sagsanlægget kommer aldrig. 

Til gengæld får Jonathan Bjerg Møller medhold i Pressenævnet, som vurderer, at DR har bragt optagelserne fra begravelsen uden samtykke, og at de kan betragtes som en krænkelse af privatlivets fred. 

Velkendt renommé
Selv om Ekkos første artikel om sagen bliver den sjette mest læste artikel på hjemmesiden i 2020, er der stort set tavshed fra andre medier. 

Ingen har åbenbart lyst til at gå i clinch med stjernefotografen, der i Politiken har en sort bog, hvori han noterer folk, som han ”ønsker alt muligt dårligt i verden”.

Berøringsangsten hos de etablerede medier mærker journalist Anne Lea Landsted helt tilbage i 2001. Her gør hun Politiken opmærksom på, at Grarup overdriver og opfinder sensationelle historier. 

Hun havde hørt Grarup fortælle en historie om fire palæstinensiske drenge. De var venner og mødtes hver fredag for at kaste sten mod den israelske besættelsesmagt.

En af drengene blev senere skudt af de israelske soldater og døde. 

Anne Lea Landsted beslutter sig for at lave en film om drengene. Men da hun opsøger drengene, begynder historien at falde fra hinanden. 

Hun konfronterer Jan Grarup med usandhederne, men kan kort tid efter konstatere, at historien alligevel bliver trykt i tyske Stern og som fotoserie i Politiken. 

Landsted sender et læserbrev til Politiken, men det bliver aldrig bragt. I stedet skriver redaktionschef Søren Nielsen en klumme, hvor han tager Grarup i forsvar. 

”Redaktøren er som udgangspunkt nødt til at forlade sig på fotografens og journalistens integritet, der i dette tilfælde understøttes af Jan Grarups velkendte renommé,” skriver Søren Nielsen. 

Dolker os i ryggen
Jan Grarups renommé kan også holde til, at han i 2021 udfordrer #MeToo-bevægelsen, som ifølge fotografen har taget overhånd. 

På sin Facebook-side bakker han den overgrebsanklagede tv-vært Jes Dorph-Petersen op og erklærer, at han ikke vil hyre kvindelige medarbejdere af frygt for selv at få en sag for sin frivole omgangstone. 

Grarup kan efterhånden gå på vandet. 

Det må han i hvert fald have følt, da han som freelancer i Politiken den 30. juli i år indrømmer, at han har mistet sin objektivitet og deltaget aktivt i Ukraine-krigen ved at affyre en mortérgranat ved fronten mod russerne. 

Politiken fortsætter angiveligt ufortrødent samarbejdet med sin guldfugl, selv om udmeldingen fører til løftede øjenbryn i journalistkredse, hvor objektivitet er helt afgørende for seriøsiteten. 

Men da Grarups to ukrainske assistenter står frem i Weekendavisen den 14. september og fortæller, at han er mere eller mindre fuld af løgn, falder korthuset. 

Han har ikke affyret mortérgranaten. Han har ikke været på en restaurant få timer inden, at den blev beskudt med missiler. Han har gengivet kilders oplevelser, som om det var hans egne. 

”Han vil bare gerne skabe opmærksomhed om sin egen person og sin kommende bog. Han skaber ståhej på baggrund af massemord, civile tab og begravelser, blot så han selv kan fremstå hård, og folk kan tro, at han har været steder og set ting, han aldrig har været i nærheden af,” siger ukraineren Yehor Konovalov, der var Grarups chauffør på turen i sommer. 

For chaufføren handler det ikke kun om, at man skal fortælle sandheden. På et dybere plan er Grarups usandheder skadelige for det land, han hævder at kæmpe for. 

”Når han som en af verdens mest kendte fotografer lyver i det omfang, han har gjort det i de to artikler, får han det til at fremstå, som om situationen i Ukraine er langt værre, end den reelt er, og det kan potentielt være dybt skadeligt på flere niveauer,” siger Yehor Konovalov til Ekstra Bladet og tilføjer: 

”Han dolker os i ryggen, og det skal stoppes.” 

Kulisse for selvpromovering
Radiostationen 24syvs Reporterne går den 19. september i år fotografen efter i sømmene og rejser kritik af hans fortællinger om folkemordet i Rwanda i 1994.

De er selvmodsigende. 

I et essay i Politiken og til avisens podcast fortæller Jan Grarup i 2019 om en trettenårig pige Claudette, som under en massakre i en kirke blev gruppevoldtaget og angrebet med macheter af tyve mænd under folkemordet. Derefter smed de hende ned i et tolv meter dybt latrin. 

Men når han i foredrag senere fortæller om pigen, er hun kun syv år gammel. 

I andre udlægninger af historien er det 30 mænd, som skiftes til at voldtage hende og stikker 45 cm lange macheter op i hendes skede. Hun kastes ned i en tyve meter dyb brønd og bygger en stige af lig for at nå friheden. 

Reporterne sætter faktisk spørgsmålstegn ved, om Grarup overhovedet befandt sig i landet, da massakren fandt sted. På nogenlunde samme tidspunkt dækkede han nemlig en sportsbegivenhed på Gentofte Stadion! 

Samme dag fælder fotografkollegaen Jørn Stjerneklar, der også var i Rwanda, på sin Facebook-side en hård dom: 

”Den kendte fotograf er simpelthen sluppet afsted med at bruge folkedrabet som kulisse til sin egen selvpromovering baseret på en cocktail af fri fantasi tilsat store portioner løgn og smagt til med et drys virkelighed.” 

Fotografiets svar på Batman
De nye afsløringer får Politiken til definitivt at trække stikket til Grarup.

”Det står klart, at Jan Grarup i flere situationer har haft en adfærd, hvor han har pyntet for meget på en virkelighed, der var frygtelig nok i sig selv, og det er selvfølgelig uacceptabelt for os på Politiken,” siger Amalie Kestler. 

Journalisten Adam Holm forsvarer Grarups billeder, men kalder i Reporterne ham en sjusket fortæller, der kan ”få en fjer til at blive til fem høns”.

En anden fotograf, Klaus Holsting, placerer i et indlæg i Politiken ansvaret hos medierne. 

”Jan Grarup skulle have haft mere modstand, flere svære spørgsmål om sine arbejdsmetoder for længe siden. I stedet blev han fotografiets svar på Batman. En eventyrfigur,” skriver fotografen. 

Hovedpersonen erkender på sin Instagram-konto, at hans hukommelse og dømmekraft har svigtet. Nu har han taget de tæsk, han skal have, og så håber han, at medierne vil bruge energien på krigen i Ukraine frem for Jan Grarup. 

”Jeg er ligegyldig, det er krigen i Ukraine ikke.” 

Spørgsmålet er, om manden, der ville redde verden, kan redde sig selv?