Fred under vand

Vi kender hans navn. Fra rulleteksterne. Morten Giese er uddannet fra Den Danske Filmskole som klipper, og han har været med til at skabe en række af tidens mest populære danske film. Han har klippet Bænken og Arven for Per Fly, Okay og Manden bag døren for Jesper W. Nielsen, Ørnens øje for Peter Flindt og Drengen der gik baglæns for Thomas Vinterberg.

Efter mere end ti år i branchen er Morten Giese nu sprunget ud som instruktør. Det har givet genlyd. Kortfilmen Dykkerdrengen snuppede prisen for bedste novellefilm ved årets filmfestival for kort- og dokumentarfilm i Odense, og på den netop afholdte BUSTER Børnefilmfestival i København gentog filmen bedriften.

Dykkerdrengen er en barsk beretning om tiårige Anders (Luke McQuillan), der bor med sin alkoholiske far (Mads Mikkelsen). Faren har en fortid som sportsdykker, og Anders er selv besat af dykning. Han føler sig mere tryg under vand end over. Farens misbrug betyder, at Anders aldrig ved, hvad dagen vil bringe. Drengen står for husholdningen og holder facaden over for omverdenen. Han er loyal. Men på en dykkerferie til syden mister Anders sine sidste illusioner, da det viser sig, at faren har løjet om sin fortid som dykker. Faren drikker sig fuld og laver en scene på restauranten. Anders løber ned til stranden og forsvinder ud i det store hav.

Det er en gribende film. Var det et tilfælde, at du valgte at debutere som instruktør med Dykkerdrengen?

”Nej, jeg ville ikke bare demonstrere, at jeg kunne være instruktør. Jeg ville fortælle en historie, som betød noget for mig, som var en del af mit liv, noget ærligt. Dykkerdrengen er en historie, jeg kan stå 100 procent inde for. Jeg ved, hvordan det er at være i den osteklokke, som Anders er i, og jeg ved, at en far kan være så rå som Anders’. Det er ikke min egen historie, jeg fortæller, men jeg voksede selv op med en far, som var misbruger.”

”Hensigten er dog ikke at berette om, hvor grimt alkohol er. Det, der interesserer mig, er den loyalitet, som børn har over for deres forældre. Uanset hvordan forældrene opfører sig, har børn en stærk tro på, at de er Gud. Det er denne følelse, jeg er fascineret af: at være så loyal, at man faktisk kan dø af det.”

Hul på et tabu
Men er en så barsk historie egnet for børn?

”Ja, det tror jeg bestemt. Prisen på BUSTER Børnefilmfestival er den mest ærlige pris, man overhovedet kan få. Børnejuryen udtalte, at Dykkerdrengen er en ’realistisk film’ med et ’rigtigt emne’. Jeg er sikker på, at filmen sætter mange følelser i gang hos børn. Jeg vil ikke udstille alkoholmisbrug, jeg vil prøve at skabe omsorg for denne dreng. De børn, der har en kammerat som Anders, vil efter filmen forhåbentlig reagere med omsorg i stedet for med frygt. Under min research talte jeg med flere socialrådgivere. De fortalte, at der ikke findes nogen film, hvor man går ind på et barns præmisser og oplever, hvor svært det er at leve med dette problem. De fortalte også, at det er svært at få øje på børn af misbrugere, for børnene siger jo ikke noget til nogen. Måske kan Dykkerdrengen være med til at prikke hul på tabuet.”

Filmen er både henvendt til børn og voksne?

”Ja, men jeg er godt klar over, at den åbne slutning ikke er konkret nok for børn. Det er ikke min hensigt at sige, at Anders begår selvmord, men jeg vil gerne sige, at han kan dø af det, hvis der ikke er nogen, som hjælper. Børn vil selvfølgelig gerne vide, om Anders dør eller lever videre. Da jeg viste filmen for mine egne børn, blev de temmelig sure. ’Filmen kan ikke slutte dér,’ sagde de og gik deres vej. Jeg kunne slet ikke komme i snak med dem, men efter et stykke tid kom min otteårige dreng glad tilbage og sagde: ’Nu ved jeg det. Han svømmer til Danmark, hjem til sin farmor!’ Så var der pludselig et håb, og så kunne han godt lide filmen.”

Hvis vi forestiller os, at du viser filmen for en skoleklasse, og en dreng bagefter fortæller, at den her film handler om ham, hvad ville du så sige til ham?

”Jeg tror ikke, jeg ville sige særligt meget til ham. Jeg ville snarere fortælle omgivelserne, at de skal hjælpe og støtte. Sådan en dreng ved aldrig, hvordan der ser ud, når han kommer hjem. Han er så fokuseret på at overleve, at han ikke kan overkomme at lave lektier og gøre de mest elementære ting. Hans indlæringsevne er ikke god. Derfor er det vigtigt, at omgivelserne – for eksempel skolen – giver ham nogle små sejre, som kan gøre ham stærkere. Det er også vigtigt, at der er en gennemgående person i hans liv – en nabo, en farmor, en lærer. Skolen kan tilbyde ham én at snakke med. Skolepsykolog er et farligt begreb, som kan have klang af ’svære problemer’, men så kunne man kalde det noget andet.”

De store mestre
Dykkerdrengen er en stilsikker debutfilm. På et seminar for nylig nævnte du forbilleder som Martin Scorsese, John Cassavetes, italiensk neorealisme og fransk nybølge i 1960’erne. Hvornår så du disse film?

”Min mor er Janne Giese (direktør for Copenhagen International Film Festival, red.), og i barndomshjemmet var der en klar holdning til, hvad god filmkunst er. Senere blev min interesse for de store filmværker skærpet på Filmskolen. Instruktører som Bertolucci og Jean-Luc Godard gjorde et uudsletteligt indtryk, fordi de arbejder med den brede palet. De forener socialrealisme med et kraftfuldt udtryk. Jeg henter inspiration i disse store film, der ramte mig som ung, og det er vigtigt at værne om denne kerne, tror jeg. Man kan nemt komme til at udviske sit sprog, hvis man hele tiden render efter de nye tendenser.”

Er denne ”kerne” en bestemt tilgang til film eller en bestemt æstetik?

”Det handler om at beskrive dilemmaer – menneskelige dilemmaer – som ikke er konstruktioner. I stedet for at tage udgangspunkt i et plot, tager de instruktører, der har inspireret mig, udgangspunkt i rigtige mennesker, som befinder sig i et ægte dilemma. De skildrer livet, når det er allermest dramatisk og allermest smukt, og de foretrækker at filme ude i virkeligheden frem for i studier.”

Manden på bænken
Per Fly er måske den instruktør, du har arbejdet tættest sammen med!

”Per blev min gode ven på Filmskolen. Vi lavede afgangsfilm sammen, og vi var begge meget store Scorsese-fans. Vi ville lave film, der havde et socialt engagement, film som turde noget. Da Per gik i gang med manuskriptet til Bænken, var jeg meget tændt på projektet, som jeg havde et personligt engagement i. Vi ville gøre manden på bænken synlig og vise, at han ikke bare er en sølle taber, men et menneske med en fortid og med nogle evner. Per fandt et ægte dilemma i historien om drankeren Kaj, der pludselig opdager, at han har en datter, som er på røven, fordi han har svigtet hende. Hele filmprojektet var drevet af idealisme, og vi var alle parat til at arbejde gratis, hvis det blev nødvendigt. Der var næsten ingen i filmbranchen, som troede på filmen, så vi blev positivt overraskede, da den fik gode anmeldelser, gik godt i biografen og vandt årets Bodil for bedste spillefilm.”

Du har været klipper for en række instruktører. Hvordan oplever du klipperens rolle? Er den forskellig fra instruktør til instruktør?

”Ja, det er meget forskelligt, hvad instruktører har brug for. Per Fly tænker meget tematisk – det er hans store styrke – og derfor er det min opgave at gøre idéerne konkrete, gøre dem visuelle. Vi skal finde frem til lige netop dét billede, som præcist udtrykker, hvad Per har tænkt. Som klipper er man den loyale modstander, som min kollega Janus Billeskov Jansen siger. Man er repræsentant for publikum og nødt til at sige tingene ligeud. Det kan godt være, at instruktøren har nogle flotte intentioner, men hvis billederne viser noget andet, holder det ikke.”

”Som klipper blev jeg tidligt opmærksom på, at man let kommer til at sidde og fedte med nogle detaljer, der ikke betyder noget i den store sammenhæng. Det er teknikerens forbandelse. Derfor handler det om at sætte sig tilbage i stolen og vurdere: Kommer denne grundfølelse igennem i filmen? Kommer filmens budskab igennem? I anden omgang kan man så lave de små lækkerier.”

Efter mere end ti år som klipper er du nu sprunget ud som instruktør. Hvorfor?

”Allerede som ung opdagede jeg, at jeg havde det bedst, når jeg udtrykte mig. Det har nok været min måde at bearbejde en voldsom opvækst på. Tidligt havde jeg lyst til at skrive historier, men som instruktør skal man overbevise en masse mennesker om, at man har en god historie. Det følte jeg mig ikke klar til. I løbet af årene blev jeg stærkere og fik et større refleksionsniveau. Jeg begyndte at skrive, mens jeg klippede, og så tog jeg springet med Dykkerdrengen, som jeg skrev i samarbejde med Kim Leona.”

Nøglescener
I filmen viser du med enkle virkemidler – ofte uden brug af dialog – hvad der foregår i Anders’ hoved!

”Jeg kan som sagt godt lide film, som ikke er konstruerede, film hvor dialogen er troværdig og informationerne holdt på et minimum. Som klipper har jeg lagt mærke til, at i de bedste scener kan man klippe dialogen ud, simpelt hen fordi scenen fortæller sig selv. Min intention er, at publikum skal opleve Anders gennem hans vilje til at dykke, som naturligvis er en metafor for hans tilstand. Og så bruger jeg kameraet til at undersøge Anders. Det hænger på nakken af ham, det går helt tæt på, så vi mærker hans krop og fornemmer hans følelser. Vi gør på en måde kameraet fysisk, som om fotografen er et øje.”

Der er to nøglescener i filmen. Kan du sige lidt om dem?

”Der er faktisk tre – scenen i starten, hvor faren kommer hjem og beskylder Anders for at have talt i telefon, strandscenen og scenen på restauranten, hvor faren går amok. Den første scene er etableringen af løgnen, far og søn lever i. Den anden scene udtrykker uskyldstabet, hvor Anders opdager, at faren i virkeligheden slet ikke kan dykke, og tredje scene er klimaks, hvor Anders ikke længere kan bære tingene. Strandscenen var meget vanskelig at lave. Det er en scene, hvor små ting skaber dramaet. Efter at faren har opgivet at dykke, fik jeg den idé, at Anders skulle gemme sig i vandet, for det er et udtryk for, at han vil ruske op i faren. Anders vil vise, at han kan forsvinde.”

Er det derfor faren skælder ham ud?

”Nej, faren reagerer så voldsomt, fordi han har det dårligt over, at han ikke kunne gennemføre dykningen. Det er hans frustration over sin egen uformåen, som han lader gå uhæmmet ud over drengen. Det gør misbrugere ofte.”

Der er nogle gennemgående rekvisitter – telefonen, vandet og masken – i filmen. Hvad er din ide med dem?

”Vandet og masken er en metafor for Anders’ klokke, for det loyalitets-fængsel, han er havnet i. Når jeg bagefter sætter ord på, kan det godt lyde akademisk, men symbolerne opstod faktisk intuitivt undervejs. Jeg dykkede selv som barn og var meget inspireret af den følelse, at når man kom under vand, var der fred; så var man væk fra alt det, der kunne være svært oppe i virkeligheden. At dykke er for Anders en flugt fra det liv, han lever med faren, og som han har svært ved at klare. Telefonen bruger jeg som et udtryk for det fængsel, Anders er låst inde i. Det er en frygtelig ting, at faren siger til Anders, at han ikke må tage telefonen og snakke med nogen. Dét er fængslet.”

Subjektiv lyd
Du har også arbejdet meget bevidst med lyden?

”Jeg var heldig at få en af dansk films bedste lydmænd, Kristian Eidnes Andersen, som jeg gik på Filmskolen med. Han er en meget subjektiv lydmand. Ofte bliver lyd på film meget konkret – en dør åbner og lukker – men ren lydpålægning er ikke særlig interessant. Vi oplever lyd ubevidst, og derfor kan man påvirke udtrykket meget ved at foretage radikale valg, hvad angår lyden. I Dykkerdrengen har vi prøvet at skabe en svævende, uvirkelig fornemmelse, der svarer til Anders’ tilstand. I nogle scener er der kun musik, i andre forsvinder al lyd pludselig. Det giver en enorm tilstedeværelse, man føler sig suget ind i drengens verden.”

Musikeren Halfdan E, der også arbejder med Per Fly, har skrevet musikken til filmen!

”Halfdans og min idé var at lave et stykke musik, som havde en klassisk orkesterpatos, men med et moderne snit. Vi var lidt inspireret af musikken fra Traffic, som ikke bygger op til det store klimaks, men er mere jævn og snarere beskriver en tilstand. Der er i filmen to sangnumre, som Dicte synger, og publikum må gerne få den oplevelse, at det er den fraværende mor, som synger en kærlighedssang til sin søn. Til sidst under efterteksterne bliver musikken mere dyster – den kan minde om en dødsmesse. Jeg havde kæmpet meget for slutningen, som mange undervejs var skeptiske overfor. Nu gjaldt det om at stå ved slutningen, løbe linen ud. Jeg vil gerne provokere folk. De må gerne gå halvvrede ud af biografen og have svært ved at slippe filmen igen.”