Friheds-workshop i Alaska

Svenske Mårten Nilsson har egentlig arbejdet mest som fotograf. Men faktisk har Nilsson, der er født i 1962, som instruktør lavet kortfilm i mere end tyve år.

Det gør han ofte i selskab med koreograf og instruktør Gunilla Heilborn og siden 1994 på Nilssons eget produktionsselskab Gnufilm. De har produceret film, som med ironisk distance og skæv humor tager temperaturen på det moderne, individualiserede fællesskab.

This is Alaska er en fup-dokumentar, hvor en flok superliberalister har søgt den ultimative frihed og lykke i verdens måske fjerneste egn, Alaska. Filmen kaster et spiddende satirisk blik på moderne menneskers hang til selvrealisering og individualisme, som her drives til det meningsløst absurde i mennesketomme, snehvide Alaska.

Filmen optræder på dvd’en Funny Films of the North, som Ekko har udgivet i samarbejde med tre andre nordiske filmmagasiner.

Kunst og underholdning
— Mårten Nilsson, hvordan kom I på idéen til filmen, og under hvilke omstændigheder blev den lavet?

”Gunilla lavede en danse-performance i operaen i Göteborg, som hed Alaska. Til det lavede vi en film, der skulle vises på scenen. Filmen handlede om en friheds-workshop, der tidsmæssigt foregik inden selve handlingen i performancen. Jeg kunne godt lide filmen, og jeg kunne godt tænke mig, at den skulle være lidt længere, så jeg klippede den om. Sådan blev This is Alaska til. Det er en god ting ved film - de holder længe.”

— Hvad er jeres intentioner bag This is Alaska?

”Ligesom mange af vores andre film handler denne også om gruppen versus individet. Men ligefrem intentioner - jeg laver bare film, det er det, jeg gør. Kunst og underholdning.”

— Er I inspireret af nogen specifikke kunstnere eller værker?

”Nej.”

— Hvad var den største udfordring ved at lave filmen - kunstnerisk såvel som praktisk?

”Halvdelen af filmen er optaget på en lille skiløjpe i Stockholm, den anden i et fantastisk vinterlandskab i Nordsverige. Halvdelen af skuespillerne fik derfor en dejlig tur, mens den anden halvdel måtte nøjes med kunstig sne i Stockholm. Men vi arbejder med folk, vi kender, ingen bliver overraskede over vores metoder. Det gør tingene nemmere, at vi kender hinanden.”

Dansere gode på film
— På hvilken måde bruger I humor i This is Alaska?

”Vores skuespillere er så sjove. Det bedste er, når de prøver at være rigtig seriøse. De er også gode til ikke at stoppe op, selvom tingene tager en uventet drejning. De ved, at hvis de for eksempel begynder at grine, skal de fortsætte, da dette ofte skaber de bedste øjeblikke. De ’går ind’ i deres karakter og forbliver der. De ved nemlig, at vi ikke altid fortæller dem, hvornår kameraet kører.”

— Dans er blevet et varemærke i jeres film. Hvorfor det?

”Gunilla er koreograf, derfor. Men vi prøver at undgå dans mere og mere. Dansere er så gode foran et kamera. De stiller ikke spørgsmål til deres karakterer, ligesom skuespillere gør det. Derfor arbejder vi mestendels med dansere. De har ikke lært, hvordan de skal sige tingene, de siger dem bare.”

— Hvad kan man opnå med humor, som tragikken ikke er i stand til?

”Hm, jeg synes, at vores film er både sjov og tragisk på samme tid. Disse mennesker er ret tragiske, men de viser sig at være sjove at følge. Alle har brug for at se sjove ting, alle har brug for at grine. Jeg vil ikke kalde filmen en komedie, en tragedie eller noget som helst. Latter er godt i alle sammenhænge.”

— Synes I, at der eksisterer en særlig, nordisk humor?

”Nej.”

Snydeinterviews
— Hvilken reaktion ønsker I at fremkalde hos publikum med This is Alaska?

”En usikkerhed omkring, hvad de ser - og så latter. Jeg elsker følelsen af at være i tvivl. Når man tænder for fjernsynet og spørger sig selv: 'Er det her en dokumentar, eller hvad?' Tvivl er godt, når det drejer sig om kunst.”

— Hvad synes I om det endelige resultat?

”Godt. Den blev som nævnt klippet om fra en dansefilm til en dokumentar. Vi lavede snydeinterviews, og så havde vi pludselig en lille dokumentarfilm. Selvom alt ikke er helt ægte, virker filmen alligevel.”