Gådefuldt spild af tid

For nylig sluttede Damon Lindelofs The Leftovers. Det skete til gode anmeldelser, der hyldede mysteriet. Det var et filosofisk mindfuck, et overset mesterværk og en af historiens bedste serieafslutninger.

Lovprisningerne fik mig til at genoptage serien, som jeg ellers havde opgivet undervejs. Men konsekvensen af at gå tilbage til fuseren var, at vrøvlet eksploderede lige op i mit ansigt.

Skulle jeg anmelde The Leftovers, ville jeg kvittere for lækre billeder og intense skuespillere, der formår at holde masken, uanset om de siger replikker som ”Jeg betaler prostituerede for at skyde mig” eller sættes til at fortolke dybe sindstilstande ved at hoppe på trampolin.

Men først og fremmest ville jeg kritisere den for at spilde min tid.

Serien handler om de efterladte, efter at to procent af Jordens befolkning på mystisk vis er forsvundet. Er de forsvundne et bedre sted? Og er de efterladte så i en slags skærsild?

Svarene blæser i vinden ligesom i Lindelofs Lost, hvor der hele tiden sker noget overraskende, som forhindrer figurerne – og os – i at standse op og tænke logisk. ”Hov, en isbjørn i regnskoven? Hvad sker der?” Løøøøøb, røgmonsteret kommer!

I The Leftovers er der ingen røgmonstre, men kæderygende sekter og gale dommedagsprofeter. De får selskab af umotiverede figurer, såsom en nybagt hulekvindemor, der i forhistorisk tid bliver bidt af en klapperslange.

Der er flere paralleluniverser. I et af dem er vores mandlige hovedperson amerikansk præsident og må igennem en penisscanner for at få adgang til en hemmelig militærbunker med atomvåben.

Sidste afsnit, 28. time, byder på en halvkvædet måske-forklaring på forsvindingsgåden, da den kvindelige hovedperson genforenes med sin elskede i en fremtid, hvor parret er blevet gråhårede. Hun har omsider fundet fred og en forklaring på, hvad der skete med hendes børn og ægtemand. De lever, hævder hun, lykkeligt i en verden uden 98 procent af Jordens befolkning.

Men der er flere løse ender end sløjfer. Hvorfor skete forrykningen? Hvorfor kan hovedpersonen ikke drukne? Hvorfor udeblev en profeteret syndflod? Hvor mange universer er der? Og hvor meget ved brevduerne?

Der er masser af guf til Holger Fortolkere, for hvem det mest sublime er gåder, der aldrig bliver løst.

Var The Leftovers så bare det eneste gådefulde tidsspilde. Men det er efterhånden en trend med hemmelighedsfulde serier, som i virkeligheden ikke har andet at dække over, end at de hverken har noget på hjerte eller i ærmet.

Som Sense8, hvor en gruppe telepatisk forbundne mennesker fra hele kloden kæmper mod en lige så mystisk organisation, der vil dem til livs. Serien er så optaget af at inkludere hele sit mangfoldige persongalleri i anstrengt originale kollektivscener med alt fra bunkepul til masseslagsmål, at den glemmer, hvad den egentlig vil os.

Eller i The OA, som lokker med mysteriet om en blind pige, der vender tilbage fra en kidnapning, nu seende i mere end én forstand. Forskellige typer drages mod hende, og den lille sekt mødes for at øve nogle rituelle kropsbevægelser, ingen rigtigt forstår pointen med.

Indtil det mest ufrivilligt komiske og smagløse sæsonklimaks, jeg mindes at have set.

Det viser sig, i syvende time, at gruppen er forudbestemt til at afværge ... et skoleskyderi! Mens elever ligger spredt på et kantinegulv, rejser gruppens medlemmer sig op én efter én og begynder at opføre deres gådefulde synkrondans foran den måbende skoleskyder.

Tankevækkende? Ja, i forhold til, hvor længe serier kan holde dig hen uden at have noget at fortælle.