Geniale David Lynch er død

Blå himmel, røde roser og et hvidt stakithegn. Postkortlignende billeder af en lille by, hvor alt ser perfekt ud. Bobby Vintons romantiske popballade Blue Velvet spiller i baggrunden.

Men pludselig brydes idyllen, da en mand med en vandslange i en have griber sig til nakken og falder om, hvorefter kameraet kører ned i græsset og viser insekter kravle rundt i mørket, mens deres infernalske summen fylder lydsiden.

Af alle de kraftfulde og ikoniske billeder, som den amerikanske instruktør David Lynch har skabt, er det vel nok de signaturagtige introsekvenser, der har brændt sig stærkest ind på nethinden.

Forstadens uskyldstab i Blue Velvet. Eller savmøllen i den lille bjergby i Twin Peaks, hvor alt ånder ro og skønhed, mens Angelo Badamentis melankolske musik lader os ane en understrøm af mystik. For slet ikke at tale om vejens gule striber, der hypnotisk suser forbi, mens vi kører gennem et mørkt landskab i Lost Highway til tonerne af David Bowies I’m Deranged.

Lys og mørke, normalitet og kaos, kærlighed og ondskab. Det er de helt store modsætninger, som er på spil, og David Lynch fører os ind i en verden, hvor almindelig fornuft og logik er ophævet, og hvor de dunkle drifter – sex og vold – hersker. Men samtidig aner man altid en humor og ironi, dukkeføreren, der leger med os med et djævelsk glimt i øjet.

David Lynch fik mange efterlignere, men der var ingen instruktør i filmhistorien som ham. Nu er han definitivt draget afsted til en anden verden og efterlader os med en masse spørgsmål.

For selv om hans film og serier hører til de mest analyserede – herhjemme blev Anne Jerslevs David Lynch i vore øjne pensum for enhver filmstuderende i 90’erne – undgik han behændigt selv at fortolke sine værker. Han ville hellere promovere transcendental meditation. Det er da også sigende, at man har kunnet dissekere hans sekvenser ned til mindste detaljer, men så snart filmspolen ruller, slipper man tankens kontrol og lader sig endnu engang forføre.

Begærets dunkle mål
I august sidste år meddelte David Lynch, at han siden 2020 har været diagnosticeret med den kroniske lungesygdom emfysen, der giver åndenød.

”Jeg elskede duften af ​​tobak, smagen af ​​tobak. Jeg elskede at tænde cigaretter. Det var en del af det at være maler og filmskaber for mig,” sagde han ifølge B.T. til magasinet People.

I går meddelte familien på hans Facebook, at han har forladt os. David Lynch døde den 15. januar og blev 78 år gammel.

”Det er med dyb sorg, at vi, hans familie, annoncerer bortgangen af manden og kunstneren, David Lynch. Vi vil sætte pris på lidt privatliv på dette tidspunkt. Der er et stort hul i verden nu, hvor han ikke længere er blandt os. Men som han ville sige: ’Hold øje med doughnuten og ikke med hullet.’”

Han var gift fire gang og efterlader sig fire børn, inklusive filminstruktøren Jennifer Lynch.

David Keith Lynch blev født i Missoula i Montana den 20. januar 1946. Faren var forsker under det amerikanske landbrugsministerium og moren engelsk sprogvejleder.

Han ville være kunstmaler og kom ind på School of the Museum of Fine Arts i Boston og senere The Pennsylvania Academy of the Fine Arts i Philadelphia.

Det var på sidstnævnte, at han i 1967 lavede sin første kortfilm, Six Men Getting Sick. ”57 sekunders vækst og brand, og tre sekunder af bræk,” som han skal have beskrevet den. Han fulgte året efter op med den fire minutter lange The Alphabet, hvor hans daværende kone Peggy messer alfabetet til en række billeder af heste, inden hun til sidst forbløder voldsomt og dør.

Den 34 minutter lange The Grandmother blev skabt med 5000 dollars fra American Film Institute og handler om en dreng, der planter nogle mærkelige frø, som vokser til en bedstemor. Filmen peger frem med det, der skulle blive karakteristisk for Lynch’ filmkunst: det dunkle begær fortalt gennem surrealistiske billeder og et dragende lydunivers.

Monstrøs baby
David Lynch har siden fortalt, hvordan han i de tidlige år kæmpede hårdt for at skabe en karriere som kunstner.

Men han fik samlet en gruppe af kunstnere med blandt andre lyddesigneren Alan Splet, fotografen Frederick Elmes, production designeren Jack Fisk og skuespilleren Jack Nance, der blev en del af hans faste team. Over fire år fik de med få penge og stor fantasi skabt den sort-hvide Eraserhead, som i dag er en kultfilm og et af de mest bemærkelsesværdige værker i filmhistorien.

Lynch’ debutspillefilm handler om Henry Spencer (Jack Nance), der bliver far til et deformeret barn. Det har et stort hoved på en stilket hals og en klumpet krop, der er holdt sammen af gaze.

Det kan – som Anne Jerslev skriver i sin bog – både minde om de døde muldyr i Luis Buñuels surrealistiske klassiker Den andalusiske hund fra 1929 og Francis Bacons triptykon Tre Studier til Figurer ved Foden af en Korsfæstelse fra 1944.

Babyen ligger i sengen og kræver konstant pleje. Henry Spencer bor med sin kæreste Mary X i et barskt industriområde, som skulle blive en fast trope i Lynch’ film. Den mareridtsagtige stemning er overvældende, og ud over det indlysende tema om angsten for forældreskabet kan filmen tolkes som en rejse ned i psykens mørke krinkelkroge, seksualskræk og fremmedgørelse.

Mainstream-værnepligt
Med Eraserhead var vejen banet for karrieren, og næste værk var også en sort-hvid film om et deformt menneske. Men hvor debuten var vildt eksperimenterende, aftjente David Lynch med Elefantmanden fra 1980 sin mainstream-værnepligt og hentede inspiration fra Tod Brownings klassiker Freaks fra 1932.

Elefantmanden er en traditionelt fortalt biografisk film om John Merrick, som lider af neurofibromatose, der forårsager store vækster i huden og knoglerne.

Merrick (John Hurt) bliver en del af et freakshow, hvor han udstilles og ydmyges som ”Elefantmanden”. Men trods sit abnorme udseende er han et følsomt og intelligent menneske, og han ender med at få hjælp af en læge (Anthony Hopkins).

Det er en rørende og dybt humanistisk film, der handler om de menneskelige værdier, om værdighed, retten til at blive respekteret og behovet for kærligheden, som alle mennesker har. Som Merrick siger: ”I am not an animal! I am a human being! I am a man!”

Filmen blev både en kritiker- og publikumssucces, men da David Lynch derpå kastede sig over at filmatisere Frank Herberts sci-fi-roman Dune, gik det galt.

Den handler om den unge adelsmand Paul Atreides (Kyle MacLachlan), der leder revolutionen mod en galaktisk overmagt.

Men historien er forvirrende komprimeret fortalt og har trods drømmeagtige sekvenser slet ikke fat i romanens dybde. Så hverken mainstream-publikummet eller de inkarnerede fans af forlægget brød sig om Dune, som floppede gigantisk i 1984.

Menneskeøre i græsset
Her kunne karrieren være stoppet, men David Lynch var gjort af det rette stof og kom tilbage med et af amerikansk films største mesterværker.

Blue Velvet fra 1986 handler om unge Jeffrey (Kyle MacLachlan), der i lillebyen Lumberton finder et afskåret menneskeøre i græsset.

Han beslutter sig for at undersøge sagen på egen hånd, og sammen med byens detektivdatter (Laura Dern) kommer han ind i en skummel underverden med korruption, kriminalitet, stoffer og psykotiske Frank Booth (tour de force-præstation af Dennis Hopper), som har et sadomasochistisk forhold til en natklubsanger (Isabella Rossellini).

Lynch vender vrangen ud på lilleby-idyllen, som kendes fra klassikeren It’s a Wonderful Life, og afslører det perverterede under den velfriserede overflade. Han blander yderst elegant ungdomsfilm, romance, film noir, horror, absurd komedie og surrealisme. Publikum gøres til lige dele fascinerede og forskrækkede voyeurs sammen med Jeffrey, og man ved ofte ikke, om man skal grine eller skrige.

Skriver tv-historie
Fire år senere, i 1990, var David Lynch klar med endnu en lillebyfortælling sammen med Mark Frost. Der var dengang ikke samme prestige i at lave tv-serier, men det kom Twin Peaks til at lave om på.

Ligesom i Blue Velvet bliver det harmoniske familieliv godt og grundigt torpederet. Dramaet bliver sat effektivt i gang af opdagelsen af gymnasiepigen Laura Palmers lig på stranden i Twin Peaks. Den excentriske FBI-agent Dale Cooper (Kyle MacLachlan) bliver sendt til Twin Peaks for at efterforske mordet sammen med den lokale sherif.

Laura levede et dobbeltliv, og snart begynder skeletterne at vælte ud af skabet i byen. Vi får indblik i en række specielle eksistenser i byen med alle deres hemmeligheder og løgne, men som serien skrider frem over 30 afsnit i to sæsoner, præsenteres vi også for overnaturlige elementer som The Red Room.

Første sæson, hvor mordet på Laura Palmer er drivkraften, hører stadig til blandt det bedste tv, som nogensinde er lavet. Det er et sjældent eksempel på, at pop og kunst, kulørt underholdning og kras samfundssatire, går op i en højere enhed.

Anden sæson fra 1991, hvor morderen bliver afsløret undervejs, skejer mere og mere ud og formår ikke at holde det tårnhøje niveau. Spændingen fordamper, og det var kun de mest indædte fans, som krampagtigt holdt fast i kultværdien.

Spillefilmen Twin Peaks: Fire Walk with Me fra 1992 dropper hyggen og fokuserer på ondskaben. Den blev slagtet af kritikerne, men er senere blevet revideret og regnes i dag for at være en vigtig del af Twin Peaks-universet.

Herhjemme blev Lars von Trier inspireret af Twin Peaks til at lave sin største folkelige succes, Riget (1994), der ligesom Lynch’ serie faldt kvalitetsmæssigt i anden sæson. Begge instruktører genbesøgte deres serie 25 år senere uden at genskabe fordums magi. Dog er der fans, der vil mene, at Twin Peaks: The Return skaber en helt ny magi. 

Sans for vildskab
Parallelt med Twin Peaks lavede David Lynch den balstyriske roadmovie Vilde hjerter, hvor Nicolas Cage og Laura Dern spiller Sailor og Lulu, et elskende ungt par på heavy metal-flugt fra de voksnes ondskabsfulde kontrol.

Den er fyldt med referencer til Lynch’ yndlingsfilm, Victor Flemings Troldmanden fra Oz. Blandt andet en ond heks i form af Lulus mor, spillet af Derns virkelige mor Diane Ladd, og en god fe spillet af Sheryl Lee.

Lynch forstod som få at gå med på Nicolas Cages vildskab i stedet for at modarbejde den. ”Nicster, that was solid gold, buddy!” skal han have råbt, når Cage iført slangeskindsjakke gik amok med flyvespark og Elvis-stemme.

Laura Dern spiller også sit livs rolle som den traumatiserede og sygeligt forelskede Lulu. Vilde hjerter er først og fremmest en fortælling om at rejse sig efter en barndom med seksuelle overgreb og flygte ind i en vild, men kærlig romance, som Lulu gør med Sailor.

Willem Dafoe truer lykken som gusten overgrebsmand med klamme tænder, men den bizarre kærlighed sejrer til lyden af Elvis’ Love Me Tender. David Lynch vandt Guldpalmen i Cannes for mesterværket i 1990.

Den uendelige labyrint
Med Lost Highway i 1997 leverede Lynch en endnu mere eksperimenterende film. Den dystre noir-thriller handler om et kriseramt par, Fred og Renee, der får tilsendt anonyme videobånd, hvorefter Fred (Bill Pullman) har et ildevarslende møde med The Mystery Man til en fest.

Pludselig fængsles han for drabet på Renee, men i fængselscellen forvandles han til en ung bilmekaniker. Han har ingen erindring om, hvad der er sket, og indleder et forhold til en kvinde, der ligner Renee (begge kvinder spilles af Patricia Arquette).

Lynch slipper her forbindelsen til realismen og skaber en svimlende labyrint uden indgang og udgang. Hvis det er det rene vås, er det vås, som virker. Man sidder tilbage med en paranoia-agtig følelse af for altid at være fanget i mareridtet.

Springet to år senere kunne ikke være større end til The Straight Story, som i Lynch’ oeuvre er usædvanligt ligefrem. Den er baseret på en virkelig historie og handler om den aldrende Alvin Straight, der på en plæneklipper tøffer over 500 kilometer gennem Midtvestens åbne landskaber for at genforenes med sin syge bror.

Det er en stille og langsom, varm og humanistisk film om aldring og forsoning. Men den er også så langt fra Lynch’ dragende mørke og surrealisme, at hans mest trofaste fans nok var taknemmelige for, at Alvin ikke skulle tilbage igen.

Dette årtusindes bedste
I 2016 lavede BBC en rundspørge blandt 177 filmkritikere på tværs af 36 lande, der sammen nåede frem til, at Mulholland Drive fra 2001 er den hidtil bedste film i dette årtusind.

Filmen med Naomi Watts som den håbefulde skuespiller Diane, der møder Laura Harrings hukommelsesløse Rita i Hollywood, er ellers et af Lynch’ mørkeste og sværest tilgængelige værker. Et overvældende virvar af indtryk, farver og figurer, der uden varsel skifter identiteter.

Men det er også et hovedværk i Lynch-filmografien, der samler op på instruktørens faste temaer og motiver. Det hvide stakit fra Blue Velvet er skiftet ud med Hollywoods skønhed, og insekterne er nu filmindustriens gustne virkelighed med griske producenter, sexchikane og vold.

Kort sagt: det amerikanske mareridt.

En af de mest uhyggelige filmscener i historien er en underlig afstikker, hvor en fremmed mand (Patrick Fischler) sidder på en diner og beskriver en drøm, hvor han møder et monstrøst væsen bag dinerens skraldespande. Og så går drømmen i opfyldelse.

Udsyret svanesang
David Lynch’ sidste spillefilm blev Inland Empire fra 2006.

Filmen er som den eneste af Lynch’ spillefilm optaget digitalt og følger Laura Dern som filmstjernen Nikki Grace, der bliver viklet ind i en kaotisk filmproduktion.

Det er også instruktørens længste værk på over tre timer. Ekkos anmelder Lars Bukdahl hyldede den med seks stjerner og ordene: ”Hyper-hypnotiserende. Inland Empire er David Lynch’ absolut mest komplekst udsyrede film.”

Lynch finansierede selv meget af filmens lille budget, og den blev ikke nogen kommerciel succes. Lynch forsøgte uden held at få Laura Dern nomineret til en Oscar ved at sætte sig med et skilt foran en vej i selskab med en malkeko.

Ekko valgte i 2010 at udgive filmen på dvd sammen med Ekko #51, hvor Lynch også stiller op til interview.

Bortset fra de atten afsnit af Twin Peaks: The Return i 2017, som han instruerede selv, var David Lynch ikke en flittig instruktør efter Inland Empire.

Han udgav nu og da en kortfilm, hvoraf What Did Jack Do? er den mest kendte. Her spiller Lynch selv en detektiv, der afhører en abe, som han også lægger stemme til.

Hans store passion var transcendendal meditation, som han praktiserede siden 1973 og formidlede gennem David Lynch Foundation. Han skrev også bogen Catching the Big Fish (2006) om meditationsformen. Her skriver han blandt andet om en psykiater, der engang fortalte ham, at psykiatrisk terapi kunne skade hans kreativitet, og derfor har han aldrig holdt sig langt væk fra psykiatere. 

Dagens nummer
Ud over sit tætte samarbejde med Angelo Badalamenti, som gik bort i 2022, lavede David Lynch også musikvideoer for blandt andre Chris Isaac og Nine Inch Nails samt en trailer til Michael Jacksons album Dangerous.

De senere år var Lynch også selv en ivrig musiker. Som solokunstner stod han bag indie-albummerne BlueBOB (2001), Crazy Clown Time (2011) og The Big Dream (2013), hvor han ofte fusionerer rock og elektroniske elementer i en drømmeagtig musik. Han samarbejdede flere gange med komponisten Dean Hurley og sangeren Chrystabell, som han udgav albummet Cellophane Memories med i 2024.

Han synger på flere meget Lynch-agtige numre på Danger Mouse og Sparklehouses fremragende album Dark Night of the Soul fra 2010.

I løbet af 00’erne begyndte han at sende daglige vejrudsendelser på sin hjemmeside. Under corona-epidemien i 2020 genoptog han projektet, denne gang på sin YouTube-kanal, uden at misse en eneste dag frem til december 2022.

På YouTube-kanalen opdaterede han også følgerne om små huslige projekter og lavede den daglige serie Today’s Number Is ..., hvor han iført hat trak et tilfældigt nummer ud af et glas uden nogen umiddelbar årsag.

Alligevel blev denne Andy Warhol’ske repetition for repetitionens skyld ganske populær med over 100.000 seere af hvert afsnit.

Selv efter afslutningen af de to daglige serier fortsatte Lynch med at lave sporadisk indhold på YouTube-kanalen. Blandt andet nogle komiske reklamefilm for Cellophane Memories, hvor han lægger nye stemmer til gamle filmscener.

Hvem er kvinden?
På Filmmagasinet Ekko mødte vi David Lynch en enkelt gang. Det var i 2010, hvor han udstillede sine malerier, der bevæger sig i samme psykologiske undergangsunivers som filmene, på Gl Strand i København.

Stik modsat sine film var han meget venlig og fremstod som den livskloge og lune bedstefar, man altid har ønsket sig.

Ekkos chefredaktør havde taget det seneste nummer af magasinet med til Lynch. På forsiden poserer Jørgen Leth med en letpåklædt kvinde i baggrunden.

Chefredaktøren forklarede entusiastisk, hvem Jørgen Leth er, hvorefter Lynch demonterede forside-setuppet med et tørt spørgsmål: ”Hvem er kvinden?”

Genial var han.