Gensyn med Jøden Süss

På papiret var der lagt op til en rigtig spændende film. En film om en film og alle de skæbner, der knyttede sig til den. På godt og ondt. Nemlig historiens i enhver forstand største propagandafilm. Den antijødiske hetzfilm Jøden Süss.

Fra premieren i 1940 til forbudet efter krigen set af 27 millioner europæere. Som for en stor dels vedkommende lod sig drage ind i filmens antisemitiske univers. Mens nogle af de direkte implicerede — instruktør, manuskriptforfattere, skuespillere — forholdt sig neutralt til ”jødespørgsmålet”. Og af lutter ambition tog del i Goebbels’ subtilt orkestrerede propaganda.

Baseret på en virkelig historie
Dengang hed instruktøren Veit Harlan, i dag hedder han Oskar Roehler. Som med omtrent samme patetiske virkemidler som forgængeren forsøger på at puste liv i dramaet, som han selv sammenligner med en græsk tragedie. Fordi hovedpersonen, skuespilleren Ferdinand Marian, der dengang spillede Süss, angiveligt drives af skæbne, ambition og uvidenhed.

Roehler tager sig adskillige friheder i filmen. Marian lader han ikke blot være gift med en fjerdedelsjøde, men også skjule en jødisk kollega for nazisterne. Begge dele usandt, men for så vidt en udmærket idé, der kunne kondensere aspekter af den virkelige historie.

Men betænkeligt, når filmen på den måde kommer til at forholde sig lige så frit til virkeligheden som Veit Harlans film. Der også var ”baseret på en virkelig historie”. Måske filmens ufrivillige morale: at moderne spillefilm selv med den bedste intention betjener sig af løgne og andre propagandiske midler.

Makværk af grandiost format
Det kunne være blevet en god film. Men er endt som et makværk af grandiost format. Berlinalens hidtil suverænt dårligste film, som for første gang fik store dele af fagpressen til at buhe efter filmens screening.

Skuespillet er forbløffende dårligt i stort set alle roller. Forbløffende, når Roehler har så gode kræfter til rådighed som Moritz Bleibtreu. Der fik sit gennembrud i 2002 i Lola rennt og siden har glimret i film som Der Baader-Meinhof-Komplex. Men her overspiller sin rolle som Goebbels, der som alle andre nazister i filmen tager sig ud som noget hentet fra en komedie. Eller sågar en antinazistisk propagandafilm.

Et miskmask af Chaplins Den store diktator og Spielbergs Schindlers liste. Spækket med absurde scener. Som den med Marian sammen med en kvindelig fan, der vil elske med ”den stygge jøde” foran et åbent vindue med udsigt over et bomberamt Berlin. Og den med Veit Harlan, der efter krigen sidder og kaster filmruller på et lejrbål.

Fejl og buhråb
Dertil en kvalmende dramatisk musik, der næsten synes at parodiere andre krigsfilms alt for velkendte lydspor. Og tåbelige fejl, som når man først ser et nummer af Filmwelt ligge på Goebbels’ skrivebord. Men straks efter et helt andet tidsskrift på samme sted, selvom ingen i scenen har haft lejligheden til at møblere rundt på bladene.

Altså blev der buhet. Og vel ikke bare af æstetiske grunde, men også af politiske. For når Berlinalen gerne vil være politisk, og når den foregår i netop Berlin. Så må en film om så alvorligt et emne ikke ende som en banalisering af den effekt, mediet kan have i de gale hænder.

Og ikke bare i karikerede nazisters. Men også i velmenende menneskers. Instruktørers, manuskriptforfatteres, skuespilleres - og festivalarrangørers. Således fejrer Berlinalen i år sin 60. udgave. Efter undfangelsen i 1951, da den blev til som et vestligt propagandafremstød over for den kommunistiske østblok.

Tv-film på A-filmfestival
En del bedre end Roehlers film er bosniske Jasmila Zbanic’ Na putu (På vej). Men uden på nogen måde at kvalificere sig som en kandidat til Guldbjørnen. Hvad den næppe heller har været tænkt som, da den er en samproduktion mellem adskillige nationale tv-stationer. Og da også vil egne sig udmærket som begavet og ikke alt for udfordrende underholdning efter aftensmaden.

Det er en meget pæn film. Fortalt lige ud ad landevejen. Som er spækket med eksjugoslaviske krigstraumer og konflikter mellem islamistisk fundamentalisme og vestlig livsform. Bestandigt set fra den puttenuttesøde Lunas synsvinkel. Så hendes elskede Amars konversion til radikal islam bliver lige så uforståelig, som den ville være en i trelinjers avisnotits.

Jasmila Zbanic har tidligere vundet Guldbjørnen. For bare tre år siden med Grbavica (Esmas hemmelighed). Men vinder den afgjort ikke i år. Delikate og alt for lækre billeder. Pæne mennesker og kandiseret religionskritik.

Puslespil
En bjørn af en eller anden karat kan det måske blive til Rompecabezas (Puslespil). Den argentiske instruktør Natalia Smirnoffs fine portræt af en hjemmegående husmor, der på ikke mindre overbevisende end overraskende vis emanciperer sig, da hun begynder at lægge puslespil. Sammen med en mandlig interessefælle uden for hjemmets trygge mure.

Intimt filmet, håndholdt, med en nervøs sensititivitet over for sine personer. Romantik, som man har savnet den i Berlinalens mange hårdtslående og kærlighedsfattige film. Men uden at den kammer over.

Men hvad nu med bjørnene: Hvilke kandidater kan gøre sig gældende, når de sidste tre af festivalens 20 konkurrencefilm fredag er rullet over lærredet, og det lørdag er tid til at fælde dommen?

Favoritterne dagen før dagen
Trods det ujævne og generelt lave niveau har der trods alt været gode film. Ekkos udsendte har som sine favoritter den rumænske Eu cãnd vreau sã fluier, fluier (Hvis jeg vil fløjte, fløjter jeg) og den tyrkiske Bal (Honning).

De samme film kandiderer højt i diverse tyske og internationale paneler. Men i branchebladet Screen må de tage til takke med pladserne lige efter den russiske Kay ya provel etim letom (Hvordan jeg sluttede denne sommer). En film i Tarkovskijs tradition. Smuk og søvndyssende. Outsider: den østrigske Der Räuber (Røveren).

Måske kan danske Pernille Fischer Christensen, engelske Michael Winterbottom eller franske Benoit Delépine nå at gøre alle disse forudsigelser til skamme, når de fredag viser deres film som Berlinalens sidste. Men hvor gode de end måtte være, tør man næppe indvende noget mod filmbladet Varietys foruddiskonterede dom over en Berlinale, ”der næppe havde en tyngde, der passer sig for en af verdens vigtigste festivaler”.