Gensyn med vennerne

Californiens governator Arnold Schwarzenegger ankommer til filmsettet i sit privatfly. Bruce Willis har aflyst frokostmøde med Quentin Tarantino for at støde til så hurtigt som muligt. Sylvester Stallone byder dem velkommen, og de går hurtigt i gang med at catche up. Bruce og Arnie fortæller selvsikkert om deres bedrifter siden sidst, mens Sly hellere vil mindes de gode gamle dage. Kort sagt, det er som til enhver genforeningsfest.

For Stallone, Willis og Schwarzenegger er de gode gamle dage 1980’erne, som var den perfekte tid for en actionstjerne. USA havde blameret sig selv med Vietnamkrigen, mordene på Kennedy-brødrene og Watergateskandalen. Tiden var inde til igen at føle stolthed, og til det formål havde amerikanerne valgt en skuespiller, Ronald Reagan, som præsident. Han blev skudt, men overlevede, som en rigtig filmhelt gør, og sagde til sin kone: ”Skat, jeg glemte at dukke mig.”

Det er næsten 30 år siden. Nu har Stallone besluttet at opføre sin egen udgave af Den Store Klassefest. Han har skrevet og instrueret en film med sig selv i hovedrollen og inviteret sine gamle venner med. The Expendables lader ikke - på papiret - storhedstidens actionfilm noget tilbage. Stallone står i spidsen for en gruppe badass lejesoldater, som hyres af USA’s regering til at vælte en sydamerikansk diktator, der forsyner verdens tungt bevæbnede narkobander.

Det svenske martial arts-fænomen Dolph Lundgren er her, 80’ernes førsteelsker Mickey Rourke er her, og de bliver suppleret af unge løver som Jason Statham og Terry Crews. Willis og Schwarzenegger har begge mindre roller, ja, Schwarzenegger optræder faktisk kun i én scene. Men trioens sammenkomst er alligevel begivenheden, for det er første gang, at filmhistoriens største action-ikoner optræder i samme film: Stallone, Schwarzenegger & Willis.

I en anden æra var de næppe blevet fænomener, men i 80’erne var de urørlige. Deres vej til actionstjernernes superligaer vidt forskellig. Og deres skæbne siden 80’ernes triumfer spænder fra genfødsel til stagnation.

Faderkomplekser
Den helt unge Stallone og hans lillebror går på omgang blandt plejefamilier i New York. Og når de skal besøge forældrene i det italienske Hell’s Kitchen-kvarter, står den på tørre, katolske tæsk. ”Du er dum, så du må hellere træne din krop,” får han at vide af sin tyranniske far, en replik, der kommer til at gå igen i den første film om Rocky.

Faren, der river hovedet af Sylvesters bamser, var selv et flop som sanger og arbejder nu som frisør. Moren er astrolog, natklubdanserinde og semikendt som kvindewrestler fra tv-programmet Gorgeous Ladies of Wrestling. Ægteskabet er dysfunktionelt, og i 1957 går familien i opløsning. Sylvester er elleve år gammel.

Også Arnold Schwarzenegger bliver drevet frem af en mørk faderfigur. Arnold kommer til verden i 1947 i den østrigske landsby Thal, hvor hans strenge far er politichef og medlem af nazipartiet. Faren favoriserer den ældre bror, mens han betragter Arnold som sit uægte barn. For det er ikke smukke, ariske kvinder, der pryder væggene i drengeværelset, men olieindsmurte mænd i g-strenge.

Arnold drømmer om verden uden for Thal og om historiens store mænd. ”Cæsar, Karl den Store og Napoleon var navne, jeg kendte og huskede. Jeg ønskede at være noget særligt, at blive anerkendt som den bedste,” fortæller Arnold år senere i sin selvbiografi.

Arnolds mål er at blive verdens bedste bodybuilder. Det lykkes. I 1967 vinder han som tyveårig sin første Mr. Universe-titel, og tre år senere bliver han den yngste vinder nogensinde af verdens vigtigste bodybuilderkonkurrence, Mr. Olympia. Da faren dør i 1972, møder Arnold ikke op til begravelsen. Det passer ikke ind i hans træningsprogram.

Den heldige helt
Bruce Willis’ far er svejser på en lokal fabrik i New Jersey, og Willis’ største modstander er ikke det fædrene ophav, men ham selv. Den unge Bruce stammer, men er alligevel en populær fyr i skolen, og på scenen i dramatimerne forsvinder hans talehandicap. Men i stedet for at fortsætte på college driver han rundt blandt metalarbejdere på New Jerseys barer, og pengene til sine alt for mange øl skaffer han ved at køre lastbil. Tilfældigt støder han på sin gamle latinlærer Grace Dilks, der får ham indskrevet på skuespillinjen på Montclair State College. Men efter halvandet år bliver han arresteret for besiddelse af to joints, og hans sidste møde med skolevæsenet ender med en ekskludering.

Alligevel kan han efter et hav af auditions i 1977, 22 år gammel, debutere i off broadway-stykket Heaven and Earth.

I 1985 har han for alvor heldet med sig. Han scorer rollen som hurtigsnakkende detektivsjuft over for Cybill Shepard i De heldige helte - foran 3000 ansøgere og på trods af protester fra tv-stationen ABC’s chefer, der ikke synes, Bruce er kendt nok. Serien (1985-89) indbringer ham både en Emmy og en Golden Globe. Og undervejs finder han sammen med en af tidens fremadstormende skuespillere, Demi Moore.

Men han gider ikke være tv-stjerne, og efter langt større navne har sagt nej til hovedrollen i Die Hard, går den til Willis (han er dog nær ved at forkludre den enestående chance, da han kommer i et beruset slagsmål med en politibetjent). Die Hard gør ham i 1988 til en superstjerne, og Bruce kan næsten ikke fatte sit eget held: ”For fem år siden kørte jeg lastbil. Nu har jeg skaffet min far en rolle som lastbilchauffør i Die Hard 2.”

Fighterne
Mens Bruce Willis slingrer skødesløst mod berømmelse, er Sylvester Stallone plaget af tiltagende desperation. I starten af 70’erne bor han på Hollywood Boulevard og må skubbe luderne væk fra opgangen til sin etværelses lejlighed. For at få penge til mad siger han blandt andet ja til at optræde i den bløde pornofilm The Party at Kitty and Stud’s. Filmen bliver senere relanceret under titlen The Italian Stallion - alter egoets kælenavn i Rocky-serien.

På tre dage skriver han manuskriptet til første film om den underkuede bokser, som han selv insisterer på at spille hovedrollen i. United Artists elsker manuskriptet, men ikke Stallone. Han tilbyder dem, at de kan nøjes med at betale ham ét stykke ristet brød om dagen. Selskabet slår til. Under optagelserne inviterer Stallone sin far med på settet. Faren er ikke videre imponeret, men han nyder at se sin søn blive slået i gulvet under prøverne.

Rocky vinder en Oscar for bedste film i 1976, og Stallone selv bliver både nomineret for sin hovedrolle og sit manuskript. Roden fra helvedes køkken har pludselig hele verdens opmærksomhed.

For Schwarzenegger er den slags business as usual. Da han ankommer til Hollywood, er han allerede verdenskendt som bodybuilder og succesfuld forretningsmand. Han har nemlig tjent en formue på sit postordrefirma, der sælger udstyr til bodybuilding.

”Jeg sover kun fem timer hver nat. Det giver mig en ekstra dag i ugen til træning,” forklarer han om sin succes. Han holder sig også fra alkohol og stoffer - de sjove i hvert fald. Fra 1970 til 1975 vinder han hvert år Mr. Olympia på anabole steroider, som på det tidspunkt er en legal del af sporten.

Det hjælper ham dog ikke i Hollywood. Og debuten i 1969 med Hercules in New York er nær ved at spolere skuespilkarrieren, før den overhovedet er begyndt. Den østrigske kæmpe i toga er mere lattervækkende end ærefrygtindgydende, og tilmed er hans engelsk så dårligt, at man efterfølgende vælger at dubbe ham.

Alligevel ser producenten Dino De Laurentiis en stærk, karismatisk persona og giver østrigeren titelrollen i Conan Barbaren. Siden får James Cameron øje på potentialet i de mekaniske oneliners, der bliver Schwarzeneggers varemærke. Og med rollen som dræberrobotten T101 i Terminator bliver Arnold et ikon.

Stallone, Willis og Schwarzenegger kommer i 1980’erne til at stå som nationens bolværk mod slibrige skrivebordsgeneraler og skarptoptrukne fjendebilleder.

Med de bare næver besejrer Schwarzenegger i 1987 det teknologisk overlegne rumvæsen i Predator, og samme år er han i The Running Man fremtidsgladiatoren, der til sidst afslører magthaverne. Stallones Rambo-figur ender som en propaganda-pin up, der vender tilbage til Vietnam i Rambo II, før han i treeren kæmper side om side med de heroiske mujahedinere mod den kommunistiske invasionshær i Afghanistan.

Og Willis’ afdankede detektiver og politibetjente, i bund og grund almindelige fyre i blodige undertrøjer, tager fusen påhøjrøvede, østtyske terrorister med intelligente jokes: ”Denne gang går John Wayne ikke ud mod solnedgangen med Grace Kelly,” snerrer überskurken Hans Gruber i Die Hard, men Willis svarer bare: ”Det var Gary Cooper, asshole! ”

På film forsvarer de den frie verden og den amerikanske drøm, og den 22. oktober 1991 står de skulder ved skulder i New York. De smiler om kap på pressemødet, som præsenterer deres nye restaurantkæde Planet Hollywood. Det er den tidligere direktør for Hard Rock Cafe, Robert Earl, der har fået idéen til kæden, hvor man kan få en lille bid af Hollywoods celebre verden på stjernernes egne restauranter. Skuespillerne fungerer mest som blikfang, og i virkeligheden er Schwarzenegger og Stallone på dette tidspunkt bitre konkurrenter. Samme år udkommer Arnold: An Unauthorized Biography, der er orkestreret af Stallone og anklager østrigeren for at være både nazist og deltager i perverse orgier.

Stallone, Schwarzenegger og Willis står på denne oktoberdag på toppen af deres karrierer som actionstjerner. Men i horisonten kan de skimte Clinton-æraen, hvor præsidenten ikke bekæmper kommunister og undviger attentatforsøg, men spiller saxofon og knalder praktikanten. Efterspørgslen på bomstærke alvorsmænd er for nedadgående. Fra Planet Hollywood skilles deres veje.

Karriereskift
Som sædvanlig tilsmiler lykkens gudinde den glade gadedreng Bruce Willis, der passer godt til de bløde og kronisk ironiske 90’ere. Han cementerer med The Last Boy Scout i 1991 sin status som cool, men også menneskelig stjerne. Og da Quentin Tarantino tilbyder ham 1650 dollars for at spille med i Pulp Fiction, takker han ja.

Rollen som bokseren Butch, der er tæt på at ende sine dage hos en sadistisk pantelåner på grund af sin fars fækale guldur, giver Willis et nyt gennembrud. Det postmodernistiske mesterværk vinder - under en del protester - Den Gyldne Palme i Cannes i 1994, og året efter spiller han hovedrollen i Terry Gilliams syrede tidsrejsefabel Twelve Monkeys. Man begynder at se ham i mere afdæmpede roller og karakterroller, som i Den sjette sans. I dag er han fast inventar på Hollywoods A-liste.

Også Arnold Schwarzenegger tager temperaturen på tidsånden og fornemmer, at han har toppet som filmstjerne. Så han foretager et karriereskift. Han vil være guvernør i Californien, og i starten af det nye årtusinde stiger han ombord i sin kampagnebus, som han døber The Running Man. Stålhelten er tilbage, nu med jakkesæt, politikersmil og klimabekymringer.

Barndommens Thal er langt væk, men ikke længere, end at hans gamle nemesis hjemsøger ham en sidstegang. Pressen begynder at gisne om, at superstjernen er søn af en krigsforbryder. Schwarzenegger igangsætter på eget initiativ en undersøgelse af faren, men skønt han både var erklæret jødehader og nazist, finder man ingen beviser på, at han også var krigsforbryder. I 2003 bliver Schwarzenegger valgt som Californiens 38. guvernør. ”Det her føles som at vinde en Oscar ... som om jeg har nogen anelse,” siger han selvironisk på republikanernes partikongres.

Magiens korte stund
Tilbage står Sylvester Stallone. I 1991 vinder Rocky V ikke Oscars, men Razzies, prisen for de dårligste præstationer. Og i modsætning til Willis og Schwarzenegger formår den evige underdog ikke at genopfinde sig selv. Hverken med komedien Stop! Eller min mor skyder (1992) eller dramaet Cop Land (1997), hvor han kommer til kort over for Harvey Keitel og Robert De Niro.

Til gengæld kan han i radioen på The Howard Stern Show opleve sine forældre i et åbent skænderi, hvor moren afslører, at faren havde insisteret på at få den ufødte Sylvester aborteret.

Nu forsøger han så igen, Stallone. Han vil vise, at 80’ernes actionkrigere er unexpendable. Uundværlige. Men i dag hedder præsidenten Obama, og de største helte er dem, der redder miljøet og forsoner gamle fjender. Måske genfinder de tre stjerner for en kort stund magien, men det bliver aldrig det samme.

De krammer, siger farvel og lover hinanden, at der ikke må gå så lang tid til næste reunion. De tror ikke helt på det. Sikkert er det, at de ikke kommer til at møde hinanden på Planet Hollywood. Kæden er gået konkurs. To gange.