Sort humor i den amerikanske forstad
Der var to ting, som fik George Clooney til at skrive og instruere Suburbicon.
Han var på jagt efter en film at instruere, men havde læst omkring 80 manuskripter uden at finde det rigtige. Da han så dokumentaren Crisis At Levittown kom han i tanke om et manuskript, som Coen-brødrene havde udviklet engang for over tyve år siden.
Dokumentaren, der ledte tankerne i den retning, handler om byen Levittown i nordstaten Pennsylvania. Her flyttede en sort familie, Mr. og Mrs. Myer, ind i et primært hvidt nabolag, og så brød helvede løs. Postbuddet i byen var så chokeret over, at en sort kvinde kunne være frue i huset i deres pæne nabolag, at han viderebragte budskabet om de nye, uvelkomne tilflyttere, mens han gik fra dør til dør.
Postbuddet fik skabt så meget oprør i de mange naboers sind, at der samme aften klokken 18 troppede 500 mennesker op foran familien Myers hus. Efterfølgende byggede de oprørske folk et hegn om familiens have, begyndte at chikanere dem på det groveste og hængte konføderationens flag på deres hus.
”Det er stadig noget, som vi oplever og taler om den dag i dag,” siger George Clooney om racisme i samtidens USA.
”Det gælder især for hvide mennesker, som føler, at de mister deres position i samfundet på grund af minoriteterne. Det er ikke et nyt tema, og selv om jeg var interesseret i at fortælle denne historie, ville jeg ikke lave en dokumentarfilm, og jeg ville heller ikke lave en kedelig, belærende fortælling om det.”
Mørk sky af vrede
George Clooney begyndte at lave Suburbicon under Donald Trumps valgkampagne, hvor han lyttede til præsidentkandidatens taler.
Mange af dem handlede om minoriteter som mexicanere og muslimer, der tydeligvis blev udnævnt til syndebukke. Der var også tale om at bygge et mere stabilt hegn for at holde ”de andre” ude af landet.
Det var en af årsagerne til, at George Clooney kom på idéen om at forene Coen-brødrenes manuskript med historien fra Levittown.
”Jeg ville helt klart lave en vred film,” fastslår George Clooney, der var midt i optagelserne til Suburbicon, da Donald Trump blev valgt som USA’s næste præsident.
”Jeg har aldrig set mit land være så vredt. Der hænger en meget mørk sky over vores land nu, og der er rigtigt mange af os, der er vrede.”
Sjov på cyklen
George Clooney tog Coen-brødrenes manuskript, som var en form for krimisatire, og rykkede tiden fra 1985 til Eisenhowers USA i 1957, hvor den føromtalte krise i Levittown fandt sted.
Instruktøren beholdt karaktererne fra Coen-brødrenes manuskript og det mord, der foregår i deres ellers så fredelige amerikanske forstadskvarter i det udadtil civiliserede og velfungerende hjem i Suburbicon.
Det er den tilsyneladende ganske almindelige amerikanske mand Gardner Lodge (Matt Damon), der er hovedpersonen. Han bor sammen med sin invalide kone Rose og hendes søster Margaret (begge spillet af Julianne Moore) samt den unge søn Nicky (Noah Jupe), da nogle uhyggelige mafiatyper kommer og chikanerer dem og myrder hans kone Rose.
Historien udvikler sig hurtigt til at blive grotesk og satirisk på ægte Coen-noir’sk vis.
”Jeg nød at sætte ham på den lille cykel,” siger George Clooney med et lunt smil om et af filmens tragikomiske øjeblikke, hvor Matt Damon som Gardner Lodge skulle køre på en barnecykel.
”Jeg udvalgte den helt specifikt til ham. De havde fundet en større cykel, og jeg betragtede Matt, mens han stod og kiggede på den lille cykel med hænderne placeret på sine hofter og så sej ud. Jeg sagde med det samme: ’Nej, nej, nej, den cykel er alt for stor,’” fortsætter instruktøren med et grin.
”Så jeg fik ham sat på en lillebitte cykel, hvor hans knæ ramte cykelstyret, så han måtte sprede benene. Det ville han ikke, så jeg måtte cykle lidt rundt for at demonstrere for ham, at det godt kunne lade sig gøre. Han begyndte så at cykle, og det var en stor fornøjelse for mig at se ham gøre det.”
Forkvaklede mennesker
Til den tragikomiske historie om et mord tilføjede George Clooney så den sorte familie Mr. og Mrs. Meyer (Leith M. Burke og Karimah Westbrook).
Inspireret af den virkelige hændelse i Levittown flytter de ind i huset ved siden af familien Lodge. Og selv om de er en fredelig og velstillet familie, bliver det dem, der beskyldes for at være årsagen til det brutale mord i det ellers så pæne kvarter.
”Jeg integrerede den idé, at her har man en virkelig dysfunktionel familie,” siger George Clooney og refererer til familien Lodge.
”Og så flytter en sort familie ind ved siden af dem, og alle kigger i den forkerte retning. Jeg tænkte, at det var en god idé at fortælle en historie om forkvaklede mennesker og gøre den underholdende, samtidig med at den berører de temaer, som vi hele tiden hører og taler om. Jeg ville bruge en tid i USA’s historie, som spejler den tid, vi oplever lige nu.”
Donald Trump som barn
George Clooney er ihærdig tilhænger og en aktiv støtte for det demokratiske parti, men voksede op i 1960’ernes Kentucky i bibelbæltet.
Han var syv år gammel, da Martin Luther King og Robert Kennedy blev skudt i 1968, og han oplevede borgerrettighedsbevægelsen, da minoriteter – især sorte – kæmpede for lige rettigheder. Han husker tydeligt, hvordan han troede, at alle ville blive dræbt. Han gav faren og nyhedsmanden Nick Clooney sine legetøjspistoler.
”Der var en periode indtil midten af 1970’erne, hvor vi troede, at vi var på rette vej. I sydstaterne, hvor jeg boede, var segregationspolitikken et afsluttet kapitel. Vi havde styr på tingene, troede vi. Men så stoppede udviklingen, og vi holdt op med at forbedre vores lands raceforhold. Og nu ser vi problemet blomstre op igen,” fortæller George Clooney.
At det amerikanske samfund ikke er nået så langt, som man kunne tro, blev tydeligt efter racedemonstrationer og sammenstød i Charlottesville. Men det lå også implicit i Donald Trumps slogan ”Make America Great Again”.
”Barnet i filmen, Noah, er lige præcis den alder, som Donald Trump ville have været dengang. Så når man taler om ’Make America Great Again’, er det i virkeligheden Eisenhowers 50’ere, som alle går og husker som perfekte. Økonomien var god, og det gik godt, hvis man var en hvid, heteroseksuel mand. Så var det hele great. Men hvis man ikke var det, var det ikke så great.”
Trailer: Suburbicon
George Clooney
Født 1961 i Lexington, USA.
Gennembrud som skuespiller i tv-serien Skadestuen som Dr. Doug Ross i 1994.
Debuterede som instruktør i 2002 med Confessions of a Dangerous Mind.
Good Night, and Good Luck er en kærlighedserklæring til faren Nick Clooney, der var nyhedsvært på tv.
Vandt en i 2006 en Oscar for sin birolle i Syriana og i 2013 som producer af Argo.
Film som instruktør
Suburbicon
2017
Monumenternes mænd
2014
Kamæleonen
2011
Leatherheads
2008
Good Night, and Good Luck
2005
Confessions of a Dangerous Mind
2002
Kommentarer