Kommentar
07. aug. 2017 | 16:21

At binge eller ikke at binge

Foto | Lacey Terrell
Det er oplagt at se betjentene Rust og Martys opklaring i første sæson af True Detective på én aften, da serien har en filmisk struktur over otte afsnit med den samme instruktør og manuskriptforfatter på hvert eneste afsnit.

Mange serier er oplagte at sluge i en stor mundfuld, mens andre nydes bedst i små portioner. Her er en guide til binge-værdige serier og hvilke, som bør opleves et afsnit af gangen.

Af Jens Steinicke Kjær

Det er hamrende populært at binge-watche tv-serier, altså at se adskillige afsnit i en køre. Det er en smule underligt, da serieformatet oprindeligt var designet til at vise et afsnit om ugen, hvorfor hvert afsnit typisk var en lille historie i sig selv.

I serier som X-Files og Seinfeld er hvert afsnit lavet med start, midte og en afrundende slutning, oftest endda gerne med en form for morale eller pointe.

Sådan er der stadig mange tv-serier, som er bygget op. Men siden tv-serier begyndte at blive udgivet som dvd-bokse og især efter, at de blev udgivet direkte på streamingtjenesterne, er formen i mange serier også begyndt at ændre sig.

Flere serier har fået længere fortællebuer, så de ligner lange film i stedet for små episoder, som kan ses uafhængigt af hinanden. Derfor er nogle serier nærmest skabt til at blive inhaleret i et langt åndedrag, hvor andre har bedst ved at blive set med lidt tænketid imellem afsnittene.

Her er eksempler på en håndfuld binge-værdige serier og en håndfuld serier, som passer bedst til at blive set et afsnit af gangen.

Serier som er gode at binge
En serie, som er værd at sluge en hel sæson af på en dag, er en serie, der har en overordnet historie kørende gennem alle afsnit.

Det er serier, hvor du ikke kan springe et afsnit over uden at miste vigtige informationer, som du skal bruge for at forstå de efterfølgende afsnit.

Mange tv-serier har en overordnet historie samtidig med, at enkelte afsnit skiller sig ud. Det gælder eksempelvis The Leftovers, hvor nogle afsnit starter direkte efter det forrige sluttede, mens andre afsnit følger én hovedperson i én dag i en lille historie, der lige så godt kunne stå alene som en yderst velfungerende kortfilm.

Men her er et par anbefalinger til serier, som har de helt rigtige forudsætninger til at kunne binge-watches i én lang køre.

True Detective

Begge sæsoner af True Detective er perfekte at binge. Godt nok skal de binges hver for sig, fordi det er en antologiserie, som har nye karakterer og en ny historie for hver sæson.

Men til gengæld er en sæson også lavet som én lang film, der endda har den samme instruktør fra start til slut, hvilket er meget atypisk for tv-serier.

 

Game of Thrones

Til trods for, at der kun udkommer ét længeventet afsnit Game of Thrones om ugen, er serien ideel til at binge-watche. Specielt i seriens første sæsoner bygger afsnittene på en enkel struktur, hvor de mange karakterer på skift får en brøkdel af skærmtiden, indtil de 60 minutter er brugt op.

Handlingen skriger konstant for at komme videre, og det er tilfredsstillende at hoppe direkte til næste afsnit, som også oftest starter direkte, hvor det forrige sluttede.

 

24 timer

Tv-serien, hvor agenten Jack Bauer har 24 timer til at løse en konflikt i hver sæson er ideel til binge-watching. Serien er (næsten) lavet i realtid, så hvert afsnit handler om en time i det døgn, som den overordnede historie udfolder sig over.

Det er derfor yderst oplagt, at nå så mange afsnit i streg som muligt, fordi man på den måde vil følge handlingen gennem den samme tidsperiode som karaktererne gør. Så bryg en kande kaffe og se, om du kan følge Jack Bauer i hans kamp mod terrorister i et helt døgn!

 

Serier som skal ses et afsnit af gangen
De fleste serier har efterhånden en overordnet historie, som strækker sig gennem alle sæsoner. Men alligevel er der mange nyere serier, der eksperimenterer med den halve eller hele time, som et typisk serieafsnit varer.

Derfor er der flere serier, som nydes bedst ved at tage et afsnit om dagen, så den lille fortælling og det ofte medfølgende budskab ikke rodes sammen med det næste eller forrige afsnit.

Louie

Komikeren Louis C.K. har med tiden bevist, at han kan skrive yderst dramatiske historier til tv. Det er tv-serien Louie nok det bedste eksempel på. Hvert afsnit varer knap en halv time og er en skarptskåret humoristisk historie om Louis’ egen hverdag.

Men i de nyere sæsoner dukker der pludselig afsnit op, som er mere eller mindre humorforladte. For eksempel et skrækindjagende afsnit, hvor Louie og hans små døtre konfronteres med nogle skumle overfaldsmænd på Allehelgensaften. Disse afsnit kan oftest stå helt alene og nydes bedst med jævne mellemrum.

 

Better Call Saul

Selv om serien om Walter Whites lovløse advokat sammenlagt er en lang forhistorie til Breaking Bad, har hvert afsnit en lukket struktur og fokus på bestemte karakterer.

I sjette afsnit i første sæson får vi eksempelvis hele forhistorien om lejemorderen Mike i et enkelt afsnit, som i princippet kan stå alene som en lille film. Og alle afsnit slutter som regel med et lille eftertænksomt twist, som har godt af at blive hængende i luften en dags tid, inden man ser det næste afsnit.

 

Black Mirror

Det er åbenlyst at se et afsnit af denne skumle sci-fi-serie ad gangen, fordi hvert afsnit foregår i sin egen fuldstændig nytænkte version af verden.

I det ene afsnit bor alle verdens mennesker i små rum, hvor de tjener valuta ved at cykle hele dagen på en motionscykel. I det næste har alle mennesker installeret hardware i øjnene, som de kan lagre og spole tilbage i deres minder.

Hvert sci-fi-scenarie har sin egen tankevækkende pointe, som står klarest, hvis man slukker fjernsynet efter afsnittet og ser sin egen refleksion i den sorte skærm.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko