Ruben Östlund vinder Guldpalmen
Hos Ekko havde vi godt nok regnet med, at The Square skulle modtage en pris i Cannes her til aften. Men vi havde skudt på prisen for bedste manuskript og ikke i vores vildeste drømme forestillet os, at det skulle blive Guldpalmen.
Men drømmen er blevet til virkelighed for instruktør Ruben Östlund og hans hovedrolleindehaver, danske Claes Bang.
Da forhåndsfavoritten 120 battements par minute måtte nøjes med andenprisen Grand Prix, stod det klart, at The Square ville løbe med filmverdenens største hæder.
Og det var en jublende glad Östlund, der lige har indtaget scenen og takket festivalen og alle involverede i filmen. To kritikere i Ekkos stjernebarometer, franske Ariane Allard og japanske Yo Ichikawa, havde peget på The Square som favorit, men generelt er filmen blevet opfattet til at være for skæv til at vinde Guldpalmen.
Rørt juryformand
Også instruktøren bag 120 battements par minute, Robin Campillo, virkede også særdeles lykkelig for sin Grand Prix, mens Sofia Coppola ikke var til stede for at modtage sin pris for bedste instruktør med The Beguiled.
Jurymedlem Maren Ade kunne dog læse et takkebrev op fra instruktøren, der som den anden kvinde i Cannes-historien vinder prisen for bedste instruktør (den første var sovjetrussiske Yuliya Solntseva i 1961).
Juryformand Pedro Almodóvar blev på det efterfølgende pressemøde spurgt, om det havde været svært at acceptere, at Guldpalmen ikke gik til 120 battements par minute. Filmen følger homoseksuelles kamp mod aids-epidemien i 1990’erne – en kamp, Almodóvar som homoseksuel selv har været engageret i.
Han blev meget rørt og kæmpede for at holde tårerne tilbage, da han fortalte, hvordan filmen havde ramt ham dybt. Og han tilføjede, at der havde været demokrati i juryen. Med andre ord: Flere jurymedlemmer havde været stemt for Östlunds film.
Delt manuspris
En anden af forhåndsfavoritterne til Guldpalmen, russiske Andrey Zvyagintsevs Loveless, modtog juryens pris. Manuskriptprisen blev delt mellem græske Yorgos Lanthimos’ The Killing of a Sacred Deer og skotske Lynne Ramsays You Were Never Really Here.
Ligesom Asghar Farhadis Sælgeren vandt både manuskriptprisen og for bedste mandlige hovedrolle sidste år, fik You Were Never Really Here i år de to priser. Joaquin Phoenix vandt nemlig for sit portræt af den følsomme lejemorder Joe i Ramsays psykologiske hævndrama.
Et andet hævndrama, Fatih Akins tyske Aus dem Nichts, vandt prisen for bedste kvindelige hovedrolle. Diane Kruger modtog prisen for sin præstation som en kvinde, der efter at have mistet mand og barn tager ud for at hævne dem.
Scene: The Square
Cannes 2017
Guldpalmen:
The Square
(Ruben Östlund)
Grand Prix:
120 battements par minute
(Robin Campillo)
Instruktør:
Sofia Coppola
(The Beguiled)
Juryens pris:
Loveless
Manuskript:
The Killing of a Sacred Deer
(Yorgos Lanthimos)
&
You Were Never Really Here
(Lynne Ramsay)
Mandlig skuespiller:
Joaquin Phoenix
(You Were Never Really Here)
Kvindelig skuespiller:
Diane Kruger
(Aus dem Nichts)
70-års jubilæumspris:
Nicole Kidman
Camera d'Or:
Jeune femme (bedste debutfilm)
Kortfilm:
A Gentle Night
Kommentarer