Guldpalmen går til chokfilm
Her til aften bliver vinderne efter små to uger med film blevet udråbt på Cannes-festivalen.
Priserne er netop færdige med at blive delt ud, men juryformand Spike Lee kom ved showets åbning til at annoncere, at Guldpalmen går til den franske chokfilm Titane af Julia Ducournau!
Det er blot anden gang, at en kvindelig instruktør vinder hovedprisen på Cannes-festivalen. Jane Campion vandt i 1993 for The Piano, men hun måtte dele prisen med kinesiske Chen Kaige for Farvel min konkubine.
Det er derfor historisk, at Julia Ducournau nu har vundet Guldpalmen.
Ekkos chefredaktør har kaldt Titane en af historiens mest grænseoverskridende film, og vi interviewede den anden dag Julia Ducournau, som forklarede om sin vilde film.
Norsk skuespilsejr
Den mildt sagt kaotiske prisuddeling – på grund af den indledende fejl af Spike Lee – ledte tankerne hen på året, hvor La La Land fejlagtigt blev udråbt som Oscar-vinder.
Juryen viste sig da også at være noget ubeslutsom ved at dele både andenprisen Grand Prix og juryens pris mellem to film.
Førstnævnte deler iranske Asghar Farhadis Ghahreman og finske Juho Kuosmanens Hytti nr. 6, mens juryens pris deles mellem thailandske Apichatpong Weerasethakuls Memoria og israelske Nadav Lapids Ha’berech.
Mere beslutsomhed var der i skuespilkategorierne.
Hos kvinderne blev vinderen Renate Reinsve for sin rolle i norske Joachim Triers Verdens værste menneske. Blandt mændene blev vinderen Caleb Landry Jones, der spiller en massemorder i Justin Kurzels Nitram.
Endelig går instruktørprisen til franske Leos Carax for musicalen Annette, mens manuskriptprisen ryger til japanske Ryusuke Hamaguchi for Drive My Car.
Vinderne Cannes 2021
Guldpalmen
Titane, Julia Ducournau
Grand Prix
Ghahreman, Asghar Farhadi
&
Hytti nr. 6, Juho Kuosmanen
Instruktør
Leos Carax, Annette
Juryens pris
Memoria, Apichatpong Weerasethakul
&
Nadav Lapid, Ha’berech
Mandlig skuespiller
Caleb Landry Jones, Nitram
Kvindelig skuespiller
Renate Reinsve, Verdens værste menneske
Manuskript
Drive My Car, Ryusuke Hamaguchi & Oe Takamasa
Æres-Guldpalme
Marco Bellocchio
Camera d’Or (debutfilm)
Murina, Antoneta Alamat Kusijanivić
Kortfilm
All the Crowns in the World, Tang Yi
Kommentarer