Guldpalmen til fransk flygtningedrama

Halvanden uges spænding blev i aften udløst i Grand Théâtre Lumiére i Cannes, hvor juryen med Coen-brødrene i spidsen præsenterede vinderne. Og det var nogle gedigne overraskelser iblandt.

Alle var enige om, at kampen om Guldpalmen i år var ret åben.

De færreste havde dog ventet, at franske Jacques Audiard ville vinde med sit medrivende, men konventionelle flygtningedrama Dheepan, som tilmed har en problematisk slutning.

I Ekkos Cannes-barometer endte filmen således på en beskeden delt niendeplads med 2,6 point (ud af 4,0). Ingen i panelet havde den som Guldpalmekandidat, men Ekko gav dog Audiard en delt instruktørpris i vores bud på de forskellige priser.

Smagen af palme
Jacques Audiard var manges favorit til at vinde palmen i 2009 med fængselsdramaet Profeten, og i 2012 måtte han rejse tomhændet hjem fra Cannes med den populære Smagen af rust og ben. Så det kunne godt se ud, som om det nu er blevet hans tur …

Festivalens mest banebrydende film – og Ekkos favorit – ungarske László Nemes’ kz-drama Son of Saul måtte nøjes med den næststørste pris: Grand Prix.

En anden film, som har været favorit blandt de toneangivende anmeldere i Cannes, er kinesiske Hou Hsiao-Hsiens The Assassin.

Det må være den smukkeste og mindst actionmættede kampsportfilm nogensinde, og for den indsats modtog Hou Hsiao-Hsien instruktørprisen, hvilket man ikke kan indvende noget imod.

Uventet manuskriptpris
Det var også forventet, at Yorgos Lanthimos med sin surrealistiske satire The Lobster ville vinde en pris. De fleste gættede på manuskriptprisen, men det blev så juryens pris.

Prisen for bedste manuskript gik i stedet højst uventet til Michel Francos Chronic. Filmen fortæller historien om en mand (glimrende spillet af Tim Roth, som også var i salen i aften), som passer dødeligt syge mennesker, men på grund af et personligt traume har han lige så meget brug for dem, som de har for ham.

Det er en sympatisk film, der længe holder interessen fanget ved at holde oplysninger tilbage for publikum. Chronic kan minde om Atom Egoyans tidlige film – især Trøsteren (1991) – men den virker desværre noget fortænkt. Og hvis slutningen i Dheepan er kikset, så er den i Chronic en direkte fornærmelse mod publikum, som flere kritikere har påpeget.

Valget virkede så meget desto mærkeligere, når gode og oplagte film som Paolo Sorrentinos Youth, Nanni Morettis Mia Madre og Joachim Triers Louder Than Bombs blev forbigået.

Besynderlig prisdeling
Juryen bestod ud over Coen-brødrene af instruktørerne Guillermo del Toro og Xavier Dolan, skuespillerne Jake Gyllenhaal, Sienna Miller, Rossy De Palma og Sophie Marceau samt komponisten Rokia Traoré.

Helt sort blev det, da juryen annoncerede valget af bedste skuespillerinde.

Man havde valgt at dele prisen, fortalte Coen-brødrene, og hele salen forventede, at Cate Blanchett og Rooney Mara – de to hovedrolleindehavere i Carol – ville blive råbt op.

Men nej. Selvom godt halvdelen af juryen er skuespillere, havde man af uransagelige årsager valgt at se bort fra Blanchett, som ellers bærer store dele af Carol. Til gengæld blev prisen delt mellem Rooney Mara og franske Emmanuelle Bercot, som leverer en forglemmelig præstation i amour fou-dramaet Mon roi.

Bercot var forståelig nok grædefærdig af glæde, mens stakkels Todd Haynes måtte på scenen og takke på den fraværende Maras vegne. Selv fik han ingen pris for sin mesterlige film – aftenens vel nok største skuffelse.

På pressemødet bagefter måtte Haynes oven i købet svare på nærgående spørgsmål om, hvorfor hans Guldpalmefavorit blev spist af med en halv pris. Den sympatiske instruktør må være gjort af et helt særligt stof, for han tog det i stiv arm …

Og så en fortjent pris
Gudskelov var der ikke noget at udsætte på valget af prisen for bedste mandlige skuespiller. Den gik til Vincent Lindon for hans aldeles overbevisende spil i det samfundskritiske hverdagsdrama La loi du marché.

Festivalen havde skruet gevaldigt op for underholdningen i ceremonien, som plejer at være en ren afviklingsaffære. Især de franske prismodtagere var bevægede og holdt velforberedte takketaler.

Men alligevel var stemningen blandt pressefolkene noget mat, og man kan kun glæde sig over, at flere jurymedlemmer på det efterfølgende pressemøde erklærede, at de sidste tolv dage har været deres livs oplevelse. For deres beslutninger vil næppe gå over i historien som de skarpeste.