De første tolv af hovedkonkurrencens atten film har nu rullet over lærredet i Cannes. Og de har alle mødt kritikernes dom på Ekkos stjernebarometer.
Forrest i feltet er Alice Rohrwachers Le Meraviglie med et gennemsnit på 3,4 stjerner. Man må dog have med i regnestykket, at to af paneldeltagerne endnu ikke har set det italienske søsterdrama.
Men de er sandsynligvis gået glip af et godt bud på Guldpalme-vinderen. I hvert fald hvis man skal tro panelets to chefredaktører, Ekkos egen Claus Christensen og Kjetil Lismoen fra det norske filmmagasin Rushprint.
Begge vil foreløbig sætte deres penge på, at filmen ender øverst på skammelen, når juryen skal vælge en vinder næste lørdag. Filmen er på en gang en social skildring af en biavlerfamilie i en italiensk flække og et coming of age-drama om familiens fjortenårige datter, der påtager sig et stort ansvar.
Favoritter ligger tæt
Sammensætningen af årets jury har affødt spekulationer om, at Guldpalmen vil gå til en kvinde. Helt usædvanligt har juryen et overtal af kvindelige medlemmer og en kvindelig instruktør som formand, nemlig newzealandske Jane Campion.
Le Meraviglie er skarpt forfulgt af Timbuktu, der henter et snit på 3,3.
Den mauretanske instruktør Abderrahmane Sissako har begejstret over hele linjen med sit poetiske og politiske drama fra Mali. Alle paneldeltagere uddeler mindst tre stjerner, og den garvede Screen-anmelder, britiske Lee Marshall, udpegede allerede i fredags filmen til sin Guldpalme-favorit.
På en foreløbig tredjeplads finder vi Nuri Bilge Ceylans Winter Sleep, der inkasserer et solidt gennemsnit på 3,2 stjerner. To kritikere har dog endnu til gode at se den 196 minutter lange snakkefilm.
Den tyrkiske instruktør er en genganger i festivalens hovedkonkurrence og har været i spil til Guldpalmen hele fem gange.
Cronenberg deler vandene
Herhjemme holder vi særligt øje med Tommy Lee Jones’ The Homesman, der præsenterer hovedkonkurrencens to danske indslag, nemlig Sonja Richter og David Dencik. Westernfilmen klarer sig udmærket blandt konkurrenterne og lægger sig i midterfeltet med et stjernegennemsnit på 2,7.
Én film deler eftertrykkeligt vandene.
Cannes-veteranen David Cronenberg har været i hovedkonkurrencen fem gange, dog uden at hive sejren hjem. I år stiller han op med Hollywood-satiren Maps to the Stars, som kritikerpanelet både hader og elsker. Engelske Damon Wise er begejstret og kvitterer med fire stjerner. Men Ariane Allard fra det franske magasin Positif vil ikke af med mere end en enkelt. Filmen får et samlet gennemsnit på 2,6.
Hovedkonkurrencens ubestridte bundskraber er Atom Egoyans thriller The Captive. Det er ikke lykkedes den canadiske auteur at mønstre mere end 1,6 stjerner fra panelets anmelderstab.
Se Ekkos internationale stjernebarometer.
Kommentarer