Han var med til at revolutionere dokumentaren

Det er næppe for meget at sige, at dokumentarfilmen ikke ville have været det samme uden D.A. Pennebaker.

I 1960’erne afstod han sammen med en gruppe andre instruktører fra at bruge den autoritative fortællerstemme og interviews i traditionel forstand. Han nøjedes med at være til stede med sit håndholdte kamera og registrere begivenhederne – som en flue på væggen.

Informationer blev erstattet af et sanseligt nærvær, budskaber blev afløst af autentiske øjeblikke – og det skabte ikke bare skole, men også en stil, der den dag i dag er toneangivende, blandt andet på Den Danske Filmskoles dokumentarlinje.

Den 1. august døde D.A. Pennebaker i sit hjem på Long Island af ”naturlige årsager”, som internationale medier formulerer det. Han blev 94 år.

Gælden til Ellington
Donn Alan Pennebaker blev født 15. juli 1925 i Evanston, Illinois. Faren var reklamefotograf, men Donn valgte at blive ingeniør og skabte det første elektroniske flyreservationssystem.

Han tog dog springet til filmen og debuterede i 1953 med den fem minutter lange Daybreak Express (se den efter artiklen), der til tonerne af Duke Ellingtons jazz-nummer af samme navn stemningsfuldt skildrer en metrostation i New York i et ekspressivt billedsprog.

”Jeg står i gæld til Ellington og instinktivt til alle musikere,” har Pennebaker ifølge Variety senere sagt til Stop Smiling Magazine.

”De lærte mig kunsten. Filmens sande natur er musicalen, for den bruger tid som grundlaget for sin energi. Den er nødt til at bevæge sig fra et punkt til et andet, mens billeder og malerier bare er dér. Med film sætter du noget sammen, der ikke vil være helt forståeligt før slutningen.”

Bob Dylan og tidsånden
I 1959 dannede Pennebaker Drew Associates sammen den engelske instruktør Richard Leacock og den tidligere Life-redaktør Robert Drew.

Sammen skabte de kollektive dokumentarfilm, der dyrkede en neutralt registrerende form og fik betegnelsen Direct Cinema svarende til den franske cinéma vérité.

Hovedværket Primary – som Pennebaker fotograferede og lavede lyden til – følger John F. Kennedy og Hubert Humphrey i primærvalget i 1960. Ifølge Drew Associates er det ”den første film, hvor det synkroniserede lydkamera bevæger sig frit med personerne i en nyhedshistorie”.

Syv år senere, i 1967, skabte D.A. Pennebaker sit eget hovedværk. I Dont Look Back følger han sangeren Bob Dylan under en turné i England og ramte i den grad tidsånden. Introsekvensen, hvor Bob Dylan fremviser stikordskort til nummeret Subterranean Homesick Blues, er ikonisk.

Året efter havde instruktøren premiere på endnu en musikdokumentar, Monterey Pop, der byder på koncertoptagelser med blandt andre Janis Joplin, The Who, The Mama and the Papas, Otis Redding og Jimi Hendrix fra en festival i Californien.

Kunstart i sin egen ret
Pennebaker fortsatte med at lave musikdokumentarer.

I Original Cast Album: Company fra 1970 følger Pennebaker de opslidende optagelser af musikken i Stephen Sondheims musical Company. Det er en kort film under en time, men på den begrænsede tid indfanger instruktøren selve sjælen i den kreative proces.

Hans nærbilleder af de medvirkendes energiske ansigter, når de optræder eller snakker om udførslen med Sondheim, viser, at kunst både kræver talent og benhård vilje.

I 1973 lavede han David Bowie-koncertfilmen Ziggy Stardust and the Spiders From Mars, og i 1989 fulgte han Depeche Mode på turné i 101, som fokuserer på gruppens fans og i øvrigt er instruktørens egen favorit.

Men Pennebaker lavede også andre typer af dokumentarfilm. Mest berømt er The War Room, der viser spillet i kulissen under Bill Clintons præsidentkampagne i 1992.

Men Pennebakers storheds tid er og bliver 1960’erne, hvor han sammen med en gruppe andre instruktører revolutionerede dokumentargenren. Fra at være oplysningsfilm var han med til at gøre dokumentaren til en kunstart i sin egen ret. Og hans brug af håndholdt kamera fik også stor betydning for spillefilmen – fra Jean-Luc Godard til den danske Dogme-bevægelse.

I 2012 fik han en Æres-Oscar, hvor kollegaen Michael Moore motiverede prisen, og han selv holdt en bevæget takketale.

Pennebaker efterlader sig konen og instruktøren Chris Hegedus, som han havde selskabet Pennebaker Hegedus Films med, samt otte børn, hvoraf flere af dem er gået i farens filmiske fodspor.