Har filmfolk behov for et følsomhedstjek?

Sensitivity reading kan oversættes til følsomhedslæsning.

Umiddelbart lyder det som en blød disciplin, men i den ophedede debat om cancel culture er begrebet en af tidens varme kartofler.

Det vakte opsigt, da en elev på Filmskolen efter en shitstorm om racistisk og sexistisk indhold i skoleproduktioner sagde til Ekko, at hun fremover vil gøre brug af en såkaldt sensitivity reader.

I det aktuelle Ekko #90 er temaet netop cancel culture. Her kommer en række filmskabere, kritikere og debattører med deres syn på fænomenet.

I denne artikel har vi snakket med en amerikansk sensitivity reader og en dansk filmdirektør for at finde ud af, hvad der gemmer sig bag det engelske begreb – og om det er en god eller dårlig udvikling for filmbranchen.

Katte og kvindefjendskhed
Skriver man ordene ”sensitivity reader” på Google, får man godt og vel en milliard hits. De fleste af artiklerne handler om, hvad en sensitivity reader gør, eller beskriver disciplinens udvikling.

Sensitivity reading startede i litteraturens verden og blev særligt populært ved udgivelser af young adult-bøger. Men man skal søge mere specifikt for faktisk at finde frem til én, der har det som profession.

Alex Creswick bor i Los Angeles og er en af de førende sensitivity readers, der udelukkende arbejder i filmbranchen.

Hun har fokus på ”autentisk og ansvarlig repræsentation” og skriver på sin hjemmeside, at det ikke er en sensitivity readers arbejde at censurere et værk ved at få minoriteter til at fremstå perfekte eller bare skildret positivt.

Derimod er det ifølge hende en måde at skabe bedre og mere dynamiske fortællinger.

”En sensitivity readers opgave er at fortælle, hvad nogle tilskuere kommer til at hade i en film,” siger Alex Creswick og kommer med et eksempel.

”Man mister en stor del af sit kvindelige publikum, hvis en person i en film eller serie sparker til en kat! Katten er faktisk en af de bedste indikatorer for, hvordan en film kommer til at behandle de kvindelige karakterer. Hvis den første kat, som optræder i filmen, bliver mishandlet, har filmen næsten 100 procent sikkert et kvindefjendsk syn.”

Alex Creswick er enig med kritikerne af sensitivity reading i, at intentionen er meget vigtig. Hun starter altid med at spørge sine kunder: ”Hvad er den bedste version af dit projekt, hvis du lykkes med alt det, du vil?”

”Det handler om at få hensigt og reel påvirkning til at mødes. På den måde får man en meget bedre historie, fordi de svage elementer pilles ud,” fortæller Alex Creswick.

”Eller måske viser det sig, at noget ikke bliver modtaget af publikum, som det var tanken. Det er for at give et perspektiv. For historier bliver hverken fortalt eller modtaget i et vakuum.”

Kulturel konsulent
Alex Creswick er uddannet på den hæderkronede producerlinje på universitetet UCLA og har ti års erfaring med manuskriptudvikling, blandt andet som chef på produktionsselskabet Paradox Studios.

Hun fortæller, at sensitivity reading kan deles op i tre forskellige områder.

Der er folk som hende selv, der med en filmfaglig baggrund giver feedback i forhold til blandt andet klichéer og stereotyper. Der findes også autenticitetslæsere, hvis specifikke livserfaring kan bruges til at rådgive på bestemte områder. Og så er der ekspertkonsulenter som for eksempel læger, der kan rådgive på et felt.

Alex Creswick forklarer, at hendes rolle ikke er så meget anderledes end andre former for konsulenter, som film- og tv-branchen altid har gjort brug af. Tidligere har ekspertkonsulenter været fremherskende, som når læger rådgiver folkene bag tv-serien Skadestuen, mens hun betegner sig selv som en kulturel konsulent.

”Jeg er meget opmærksom på mine begrænsninger. På min hjemmeside er jeg meget åben om, om at jeg ikke er den rette person til alle opgaver. Jeg er ikke bleg for at fortælle en kunde, at deres opgave ligger uden for min ekspertise,” siger Alex Creswick, der identificerer sig som kønsflydende og har seksualitet som et hovedområde.

”Min tommelfingerregel er, at jeg forstår en gruppe, hvis jeg fanger deres interne jokes. Så tør jeg godt give feedback på gruppens vegne. Jeg spørger mig selv: ’Hvad vil den her gruppe sige til historien, karaktererne og universet?’ Hvis jeg har at gøre med en karakter, som er uden for min egen erfaring, leder jeg altid efter en anden vej ind i filmens verden.”

En specifik vinkel
Desuden opfordrer Alex Creswick gerne sine kunder til at lade autenticitetslæsere give deres besyv med, hvis man arbejder på en historie med et ømtåleligt emne.

Man skylder ifølge hende nemlig både publikum og eventuelle ofre at gå følsomt til værks, når man behandler tabuer.

”Hvis din historie handler om incest, så vis mig en specifik vinkel på incest – ikke bare en generisk historie om incest. For så har du ikke lyttet til din sensitivity reader eller ofrene for incest. Så genskaber du måske bare de magtstrukturer, som fører til incest i virkeligheden,” siger Alex Creswick.

”Min største force som sensitivity reader er min evne til at have den slags samtaler med forfatteren med udgangspunkt i historien. Forfattere har kontrollen over deres historier, og hvis de får en bemærkning, som kritiserer deres værk, har de magten til at ændre det. Både i teksten og i virkeligheden.”

Træt af Trier
Ifølge Alex Creswick er tiden moden til et opgør med nogle af tidens mest hyldede filmskabere, deriblandt Lars von Trier og Paul Verhoeven, hvis nunspoitation-film Benedetta går i danske biografer.

Alex Creswick har ikke set den, men hun er skeptisk over for udgangspunktet om en mandlig instruktør, der laver et lummert drama om lesbiske nonner i det 15. århundrede.

”Viderefører Verhoeven ikke bare en kvindefjendsk agenda ved at tage en historie fra en potentiel queer kvinde, der kunne have fortalt den? Vedkommende kunne have fortalt den på en måde, som ikke glorificerer det eksotiske aspekt,” siger Alex Creswick

”Jeg spørger altid mine kunder, hvorfor lige præcis de skal fortælle den her historie. Jeg havde et forløb med en forfatter, som skrev om lesbiske kvinder, men ikke havde en bedre grund, end at det skabte godt drama. Og det er altså ikke en god grund,” fortsætter hun.

”Så er det ikke din historie at fortælle, og du fratager en anden muligheden for at fortælle deres historie. Selv hvis du kunne sætte dig 100 procent ind i hovedet på et andet menneske og fortælle deres historie perfekt, har du nu skabt en karriere på et falsk fundament.”

Alex Creswick giver ikke meget for argumentet om, at identitetspolitik og politisk korrekthed ender med at tage livet af filmkunsten, som instruktøren Christian Braad Thomsen fremfører i Ekko #90.

”Jeg tror ikke, at såkaldt politisk korrekthed og sensitivity reading kommer til at koste filmbranchen nogle ’vigtige stemmer’, hvem de så end er,” siger Alex Creswick.

”Der kommer en anden og mere unik stemme og tager Lars von Triers plads, hvis han ikke får muligheden for at lave sine film mere.”

Research og dialog
Sensitivity readers er særligt et fænomen i den engelsktalende verden med USA som førende udøver. Ifølge Ekkos kilder er det dog også implementeret i Sverige i et vist omfang, men en af dansk films mest magtfulde mænd har ikke den store lyst til at lade disciplinen få tag i filmskaberne herhjemme.

”Hvis man har brug for en sensitivity reader, er det simpelthen, fordi man har gjort sit arbejde dårligt,” siger Det Danske Filminstituts direktør, Claus Ladegaard.

”Man har lavet dårlig research og ikke været i kontakt med den virkelighed, man har påtaget sig at fortælle om, hvis man skal have andre til bagefter at tjekke, om man har forstået tingene korrekt.”

Han opfordrer i stedet filmskaberne til at komme ud i virkeligheden og bruge den aktivt til at forløse en filmisk vision.

”En sensitivity reader kan sikkert komme med fornuftige indspark, men det er at vende processen lidt på hovedet, hvis man først skriver et manuskript og så bagefter vil finde ud af, om det passer til virkeligheden,” fortsætter Filminstituttets direktør.

”En bedre vej er at være i dialog med sit publikum og bruge det undervejs i den proces, hvor man skriver og udvikler. Det er vi ved at blive rigtigt gode til i Danmark, og hvis man gør det og laver sin research, kan man sådan set tørre røv i sensitivity readers.”

Hvid middelklasse dominerer
Claus Ladegaard ser det som udtryk for god research, at Ditte Hansen og Louise Mieritz under arbejdet med Ditte & Louise, hvor Ditte Hansen klæder sig ud som mand, gik ud og forhørte sig om, hvad der kunne være stødende.

På samme måde ser direktøren det som et eksempel på ”kreativ dialog”, at en person på Filminstituttet foreslog Anders Matthesen at ændre en grænseoverskridende replik i Ternet Ninja, som filmskaberen fortalte i et interview med Ekko.

Matthesen endte med at lade sin animerede ninja sige ”ligner jeg en kælling” i stedet for ”ligner jeg en homo”.

Ladegaard slår til gengæld fast, at Det Danske Filminstitut under hans ledelse ikke kommer til at have interne sensitivityreaders, men det står produktionsselskaber frit for at benytte sig af dem.

Det vil dog være symptombehandling af et andet og for dansk film større problem, mener direktøren. Det handler om beskrivelsen af provinsen i komedier som Dræberne fra Nibe og dramaer som Frygtelig lykkelig, som Peter Schepelern har analyseret i et essay i Ekko #64.

”Vi er en filmbranche, der er hvid øvre-middelklasse og i hvert fald indtil for nylig også mandligt domineret og placeret i hovedstadsområdet,” siger Claus Ladegaard.

”Det største problem i dansk film er, at en meget stor del af befolkningen, der ikke er uddannet og bor uden for København, enten bliver gjort til grin eller dæmoniseret på lærredet. Det er både et geografisk og socialt fænomen. De fleste film laves af middelklassen om middelklassen, og andre klasser bliver der set ned på. Det problem skal vi have gjort noget ved.”