Nyhed
13. juli 2016 | 09:20 - Opdateret 13. juli 2016 | 18:37

Har Refn mistet sin menneskelighed?

Foto | Bold Film
The Neon Demon gnider vores næse i modebranchens underliv ved at fjerne alle tegn på følelser, skriver Varietys chefanmelder Owen Gleiberman.

Chefanmelderen fra det store, amerikanske brancheblad Variety stiller i en stor artikel spørgsmålstegn ved Nicolas Winding Refns seneste film og stil. Går danskeren i den rigtige kunstneriske retning?

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Det var på ingen måde en overraskelse, at Nicolas Winding Refns The Neon Demon delte vandene på Cannes-festivalen i maj.

Danskeren udfordrer, chokerer og overrasker ofte med sine film som Bronson, Valhalla Rising, Drive og Puhser-trilogien. Derfor var de første reaktioner og anmeldelser af The Neon Demon også både begejstrede og vrede.

Mange har dog kritiseret Refn for at være for meget overflade og for lidt indhold, inklusive Ekkos chefredaktør.

Oven i det har The Neon Demon skuffet i danske såvel som amerikanske biografer med et dårligt billetsalg. Filmen blev endda lanceret bredt i USA i 783 biografer, men efter åbningsweekenden havde den blot en indtægt på 5.046 kroner per biograf!

I en ny stor artikel om danskeren stiller Owen Gleiberman, der er chefanmelder på det toneangivende, amerikanske brancheblad Variety, derfor spørgsmålet: Går Refn i den rigtige retning, eller forråder han sit eget talent?

Med udgangspunkt i Refns seneste par film diskuterer Gleiberman danskerens kunstneriske udvikling og filmiske potentiale.

The Neon Demon handler om berømmelse, glamour, sex, vold, frygt og bogstaveligt talt forbrugersamfundet. Den har billeder, der printer sig ind på nethinden såvel som et pulserende elektronisk musikalsk inferno, der er tiltænkt at være både skræmmende og forførende, og det er det,” skriver Owen Gleiberman i sin artikel.

”Alligevel er den også en sand særling af en film: et psykologisk drama uden … psykologi.”

Svælger blot i blod
Drive handlede om et rigtigt menneske (faktisk en hel flok af dem), men det er kun én side af Nicolas Winding Refn,” fortsætter Varietys chefanmelder. 

”Den anden side, som nu truer med at få overtaget, er hans for-cool-til-skole-hooligan-smarte-side, hans Kubrick-møder-David-Lynch-møder-Kenneth-Anger-side, hans trang til at lave film, der lægger dig ned med deres overstadige, misantropiske begejstring for designer-ultravold,” skriver Owen Gleiberman.

Sammenligningen med instruktører som David Lynch og Stanley Kubrick er ikke tilfældig, og Gleiberman vender flere gange i artiklen tilbage til den.

Refn mikser ofte Lynch’ mystiske og stemningsmættede univers med Kubricks nøje afmålt æstetiske præcision, hvor A Clockwork Orange med sin ultravold er det oplagte eksempel. Gleiberman argumenterer for, at Kubricks film er et mesterværk, fordi den både undersøger og svælger i æstetisk vold. 

Men Refns film svælger blot.

Pr-stunts
”Da Refn dukkede op i Cannes i 2013 med Only God Forgives, vendte både kritikere og publikum ham ryggen. Måske var det lidt for hårdt, da filmen har gribende øjeblikke, men kritikerne fornemmede, at han havde vendt dem ryggen,” skriver Owen Gleiberman og vurderer, at danskeren for alvor har bevæget sig ned ad den vej, han kalder ”postmoderne, ultravoldelig flabethed”. 

Variety-anmelderen skriver desuden, at den udvikling minder om Refns danske kollega Lars von Triers Antichrist fra 2009. Begge film ligner iscenesatte pr-stunts i form af æstetiseret torturporno.

”Det, der mangler i begge tilfælde, er kød- og blod-menneskeligheden, som i første omgang havde kendetegnet de to instruktørers renommé. Det er i stedet blevet skiftet ud med en bogstavelig overflod af kød og blod,” lyder det.

Startede med Bronson
Owen Gleiberman anerkender dog også Refns talent og roser hans tidlige film. Pusher-trilogien fra 90’erne og 00’erne sammenligner Gleiberman begejstret med Martin Scoreses gangsterdrama Mean Streets og kalder både toeren og treeren for fantastiske.

Men det ændrer ikke ved, at Gleiberman seriøst tvivler på den udvikling, Refn har taget med sine seneste tre-fire film.

Ifølge Gleiberman drejede Refn kunstnerisk ned ad den forkerte vej med Bronson i 2008. Bronson med en ung Tom Hardy i den altdominerende hovedrolle er et excentrisk og særegent portræt af den berømte massemorder, og her ligger sammenligningen med A Clockwork Orange lige til højrebenet.

Bronson vil gerne være den hårdeste og sejeste film, der nogensinde er lavet, men i stedet er den lige så umenneskelig som sin hovedkarakter ved at foregive, at han ikke er umenneskelig. Filmen er ikke forbløffende som Clockwork – den er bare smart og følelsesløs,” skriver kritikeren.

Ingen tegn på følelser
Owen Gleiberman er kun lidt mere venligt stemt over for Refns nyeste film.

The Neon Demon har nok foruroligende billeder til at kvalificere den som det, den prøver at være (en horrorfilm), men nøglen til det, der mangler, er Elle Fannings karakter. En blank stilhed omgiver hende, som var hun blevet slugt af ond, dræbende kultur, der har forvandlet sig til en glat illusion af det perfekte,” mener Owen Gleiberman.

”Det er et genkommende tema for en horrorfilm, men når den bygger videre på stilen fra den 90 sekunder lange reklame, som Refn lavede med Blake Lively for Gucci i 2012, forvandler han The Neon Demon til en film, der gnider vores næse i modebranchens underliv ved at fjerne alle tegn på følelser, efterhånden som filmen skrider frem.”

”Når man ser The Neon Demon, lader det til, at Refn sletter sine egne følelser som kunstner, og man kan derfor med rette spørge: Med hvilket resultat?”

Læs Owen Gleibermans Variety-artikel om Nicolas Winding Refn og hans film her.

Trailer: The Neon Demon

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko