HBO styrer subtilt vores sympati for Mia Farrow

HBO-dokumentaren Allen v Farrow kan man kalde ensidig. Man kan også kalde den manipulerende.

Brugen af lys, musik og gentagelser underbygger hele vejen Mia Farrows version af, hvad der skete i tyve minutter en sommerdag i 1992. Men to af de vigtigste hovedpersoner optræder ikke.

Hvis der er noget, som kan farve og flytte oplevelser hos publikum, er det lyd. Lyd kan bruges subtilt, samtaler kan bruges subtilt, monologer kan bruges subtilt. Man kan indlægge pauser. Folk, der taler udenom, folk der væver, og i den grad folk, der ikke svarer på noget. Den store rungende tavshed kan være tegn på plausibel grund til anklage.

Hverken Moses Farrow, Woody Allen og Mia Farrows adoptivsøn, eller Woody Allen medvirker i serien. De to blev spurgt, men ønskede ikke at medvirke, siges der i dokumentaren. Der bliver imidlertid ikke sagt, at de blev spurgt så sent i processen, at dokumentaren næsten var færdig.

Men Moses valgte for tre år siden at offentliggøre et blogindlæg. Hans udtalelser bliver ikke brugt i HBO’s dokumentar. Han er ellers en særdeles central person som øjenvidne. Han er fjorten år den sommerdag i 1992 og altså ikke noget helt lille barn.

Serien forskønner Mias familie
I bloggen beskriver Moses ikke alene, hvad der skete den dag. Han giver også en knap så flatterende fremstilling af livet for Mias mange adoptivbørn.

Moses har tre døde adoptivsøskende, heraf to ved selvmord. Det forbigår dokumentaren fuldstændigt. Vi får kun et glansbillede præsenteret af et familieliv med en meget kærlig mor Mia, hvilket ikke stemmer med Moses’ beskrivelse af en til tider rå barndom.

Moses er til stede i huset før, under og efter begivenheden, som han skriver i sin blog.

Da Woody kommer på et aftalt besøg, er Mia Farrow ude at købe ind. I huset er den lille pige, Dylan, der lige er fyldt syv år, den fireårige Ronan Farrow, Mias venindes tre børn samt barnepigen Kristi.

Mia Farrow (th.) har i årenes løb fået adskillige biologiske børn og samtidig adopteret en masse, men ifølge Moses (ved siden af Mia) var det en ofte rå barndom i familien (foto: HBO).

De har alle fået at vide, de skal holde øje med Woody. For Mia er sur over, at hun syv måneder tidligere har fundet ud af, at der er et forhold mellem Woody og Mias 21-årige adoptivdatter, Soon Yi, skriver Moses.

”I månedsvis har hun fået prentet ind i os som et mantra: ’Woody er ond, et monster, en djævel, og Soon Yi er død for os.’ Sådan lød det konstante omkvæd. Hun gentog det så ofte, at fireårige Ronan gik og sagde til vores barnepige: ’Min søster boller med min far.’”

Som det ældste barn i huset den sommerdag, fortsætter Moses, tog han Mias advarsler alvorligt. ”Jeg mente, mit job var at støtte min mor, og jeg ønskede hendes accept. Det gjorde alle vi børn.”

Og senere i bloggen: ”Ingen af os ville have tilladt, at Dylan gik et sted hen sammen med Woody, selv om han ville have forsøgt at få hende med sig.”

Mit livs største fejltagelse
Centrale afsnit i HBO’s serie er Mia Farrows videooptagelse af Dylan. Som man ser den i serien, virker det, som om den er lavet kort tid efter, Woody har forladt huset.

Men Moses skriver, at optagelsen blev til over flere dage.

Han henviser til deres barnepige gennem mange år, Monica, som så Mia optage Dylan over adskillige dage. Den syvårige Dylan var ikke interesseret i at fortælle noget. Mia standsede optagelsen, genoptog, standsede, om og om igen, og til sidst fortalte pigen noget ansporet af sin mor.

Barnepigen Monica sagde op, fordi hun følte sig presset til at tage Mias parti.

Dengang i 90’erne støttede Moses sin mor, selv om han havde sagt til selvsamme barnepige, Monica, at det ikke passede, at Woody havde forgrebet sig på Dylan.

”Den offentlige fordømmelse af min far er mit livs største fejltagelse,” skriver Moses, der i dag arbejder som familierådgiver.

”Som professionel ved jeg, at overgreb på børn er en sygdom og afvigelse, der kræver gentagelse. Dylan var alene med Woody i Woodys lejlighed utallige gange i årenes løb forinden.”

”Og hvordan kan nogen så tro, at han i en alder af 56 pludselig beslutter sig for at begå overgreb på et barn i et hus fuld af fjendtlige mennesker, der er blevet beordret til at holde skarpt øje med ham?”

Seerne styres bevidst
Dokumentaren er et eksempel på, hvordan man via et formsprog skaber sympati for den ene part i et betændt emne.

Et eksempel er lyden.

Man kan klippe, så klippet ikke høres. Man kan udnytte pauser. En indklippet forlænget pause kan betyde meget for, hvordan man opfatter helheden.

Woody Allen spiller på sin klarinet for en ung Dylan Farrow i tiden før det påståede overgreb, som har kastet en skygge over Allens karriere (foto: HBO).

Jeg vil fokusere på telefonsamtalerne i dokumentaren. Brugen af dem og konstruktionen af dem er et klart bevis på, hvordan instruktørerne Kirby Dick og Amy Ziering styrer seerne hen, hvor de vil have dem.

Alle bidderne af telefonsamtalerne er i HBO’s serie sat grafisk op i tekst på skærmen for at understøtte, hvad vi hører. Teknikken bliver brugt flittigt i andet og tredje afsnit i serien.

Andet afsnit har fokus på Woody Allens forhold til den 21-årige Soon-Yi. Der er tidsangivelse på for telefonoptagelserne, som Mia Farrow har optaget med Woody Allen kort tid efter, hun har fundet nøgenbilleder af datteren Soon-Yi i Woodys lejlighed.

Samtalen er her mixet med musik og indimellem – så vidt jeg hører det – tilføjet lydstøj, hvor der kan klippes hvor som helst.

Diffuse lydklip
Hele anslaget i tredje afsnit af serien er bygget op på lyden af telefonsamtaler mellem Woody og Mia, men her er der ingen tidsangivelse.

Hvorfor ikke? Hvornår er de optaget?

Præmissen for anslaget er, at Woody Allen uden for enhver tvivl har forulempet det syvårige barn.

For at sætte samtalen i gang er der fundet nogle diffuse lydklip med Woody Allen, der kan være taget fra hvad som helst. Mia Farrows tale har nærmest karakter af en monolog.

De sætninger, hun siger, er skrevet grafisk ud, så der markeres pauser, hvor Woody Allen intet siger. Den anklagede siger ikke noget-pause, vil jeg kalde det. Hver gang det stumme ”W” kommer på skærmen på skrift, er det meningen, at vi som seere skal opfatte det sådan, at Woody Allen ikke kan eller tør svare.

Her følger en udskift fra grafikken på skærmen:

Mia: What you’ve done to Soon-Yi. What you’ve done to Dylan.

Woody: …

Mia: What you’ve done to Dylan, Dylan’s a baby. How could you do that to her?

Woody: …

Mia: I don’t know anything of that kind. I know what Dylan tells me.

Woody: …

Mia: You have told me nothing but lies.

Woody: …

Mia: Dylan tells the truth and consistently.

Woody: But you know that, I didn’t.

Mia: No I don’t know that Woody. I’ve always, always wor – been worried about you and Dylan.

Woody: …

Mia: I didn’t know the doctor had to report this to the authorities.

Woody: …

Mia: I didn’t know that.

Woody: …

Mia: I went just to be sure she was all right.

Woody: …

Mia: And she’s not all right, Woody.

Woody: …

Mia: She walks around the house holding her vagina.

Woody: …

Mia: She sleeps with me.

Woody: …

Mia: She’s scared of you.

Woody: …

Mia: And you hurt her.

Woody: …

Mia: Now I feel pretty guilty myself that I wasn’t there to protect her.

Woody: …

Mia: She said Mommy, you didn’t help me.

Woody: …

Mia: She said: Daddy shouldn’t have done that.

Woody: …

Mia: He shouldn’t have hurt me like that.

Woody: …

Mia: If you heard her you would weep inside.

Woody: …

Mia: And you would just want to be dead.

Woody: …

Mia: Because I don’t know how you can live with what you did.

En skuespillers monolog
Det er stærke ord, Mia kommer med. Samtalen, som ikke bliver dateret i dokumentaren, indgik ikke i undersøgelserne i 90’erne, der i øvrigt ikke endte i en retssag mod Woody Allen.

Måske fordi samtalen slet ikke fandt sted.

Woody Allen er ikke til stede i samtalen. Det er snarere en skuespillers monolog, måske endda skrevet af hende selv. En monolog redigeret til en samtale, hvor Woody Allen via sit tavse ”W” skal fremstå skyldig.

Mia Farrow fortæller i Allen v. Farrow om den hjemmevideo med datteren, som hun efter eget udsagn optog i dagene efter overgrebet (foto: HBO).

Lyden og lydredigeringen i HBO’s serie spiller en altafgørende rolle i den subtile måde at styre seerne i retning af et bestemt resultat, der er givet på forhånd.

Formålet er at få folkedomstolen til at fælde sin dom over en mand, selv om ingen ud over de tilstedeværende den dag kender sandheden.

Filmmagasinet Ekko forsøger at få en kommentar fra HBO Max og instruktørerne bag serien.