Nyhed
29. dec. 2019 | 23:59

Hele Danmarks Ghita slår alt og alle

Foto | Janus Engel Rasmussen
Ghita Nørby har sine meningers mod. Ved Ekko Shortlist Awards harcelerede hun over en Politiken-debattør, der mener, at man skal være tyk for at spille tyk, og tidligere på året sagde hun sin uforgribelige mening om journalist fra Radio24syv.

Otte anmeldelser er blandt de mest læste artikler på Ekkos hjemmeside i 2019, men ingen film eller serie kunne hamle op med Ghita Nørby.

Af Claus Christensen

Filmkritik hører en anden, smagsdommeragtig tid til. Sådan lyder devisen på flere aviser og medier, der har neddroslet eller helt afskaffet anmeldelser.

Men på Filmmagasinet Ekko gør vi en dyd ud af at give især film og serier en seriøs bedømmelse med på vejen.

Og det sætter vores læsere åbenbart pris på. Igen i 2019 er de mest læste artikler på hjemmesiden anmeldelser, og dominansen er endda større end nogensinde.

Ikke færre end otte af de ti mest læste artikler i det forløbne år er anmeldelser, nemlig af seks film og to serier (se nederst). Tendensen fortsætter i øvrigt, når vi bevæger ned ad hitlisten.

Men ingen film eller serie kunne hamle op med skuespilleren Ghita Nørby.

Da Radio24syv offentliggjorde sit i dag herostratisk berømte interview, hvor skuespilleren tordner mod journalisten, som hun kalder ”banal” og hånligt parodierer, var Ekko først ude med historien. Det lykkedes os tilmed at få en kommentar fra hovedpersonen.

”Der er ikke noget at sige. Den dummeste historie i hele verden,” skrev Ghita Nørby. Så sandt som sagt, og det var da også meget længe skuespillerens eneste kommentar til miseren.

Kampen for filmkunsten
Ghita sviner journalist til er årets mest læste artikel på Ekkos hjemmeside, og kun én anden nyhed formåede lige akkurat at komme ind på top 10.

Det var den mildt sagt opsigtsvækkende bortvisning af Filmskolens elskede dokumentarleder, Arne Bro. Ekko breakede den 14. november nyheden, som førte til elevernes blokade af Filmskolen.

Efter en uge måtte rektor Vinca Wiedemann erkende, at hun ikke havde kulturministerens opbakning. Hun pakkede sit kontor ned med et gyldent håndtryk på 1,3 millioner kroner, og så kunne Arne Bro vende tilbage til skolen.

Forinden havde han dog overrakt en pris ved Ekko Shortlist Awards til stående ovationer fra landets talenter, for hvem han er blevet et levende symbol på kampen for filmkunsten.

Harmonikasammenstød
Arne Bro hjemsendt fra Filmskolen må nøjes med tiendepladsen, men vores massive dækning af balladen på Filmskolen var med til at gøre november måned til den største i Ekkos historie med over 200.000 unikke brugere.

Imellem Ghita Nørby og Arne Bro er der de otte anmeldelser. Andenpladsen indtager Dronningen, som vor assisterende redaktør, Niels Jakob Kyhl Jørgensen, gav seks stjerner og udråbte til årtiets bedste danske film før alle andre anmeldere.

Mere overraskende finder vi en ganske kritisk anmeldelse på tredjepladsen.

Positive anmeldelser bliver typisk delt mere på de sociale medier og får dermed flere læsere. Men da Samina Yasmin Jakobsen kaldte Avaz-brødrenes patosfyldte Kollision et harmonikasammenstød snarere end en film, bredte anmeldelsen sig som en løbeild.

Tarantinos sommer
Anmeldelser af danske produktioner bliver generelt mere læst end de udenlandske. Der er undtagelser på top 10.

På fjerdepladsen ligger vores britiske kritiker Damon Wises femstjernede ros til Once Upon a Time in Hollywood. Anmeldelsen blev først bragt i Ekkos sommernummer #82, der også bød på et stort tema om Quentin Tarantino.

Magasinet blev det bedst sælgende i to år. Ikke siden #75, hvor vi satte fokus på Twin Peaks’ genkomst, har et blad været så populært i kioskerne.

På femtepladsen befinder sig anmeldelsen af Ternet Ninja. Den blev bragt i slutningen af 2018, men med et publikumstal på næsten 950.000 til Anders Matthesens perle blev anmeldelsen også flittigt læst i år.

Og mon ikke Nicki Bruuns spådom om, at filmen vil gå hen og blive en klassiker, har lokket et par publikummer i biografen?

Fremtrædende serier
Ekko bruger også megen energi på at anmelde serier, og på plads seks og syv finder vi henholdsvis DR’s Fred til lands og anden sæson af Netflix’ The Rain.

De er begge båret frem af den lokale interesse. Så meget desto mere imponerende er ottendepladsen til efterkrigsdramaet Værk uden skaber.

”En fascinerende og flamboyant film,” skrev Bo Tao Michaëlis begejstret om det tyske kunststykke, og det var noget, som fangede læsernes interesse.

Endelig tog Samina Yasmin Jakobsen sig kærligt af Michael Noers Før frosten i en firestjernet anmeldelse, der blev den niende mest læste i 2019.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko